Mødedato: 25.08.2021, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 5, 2100 København Ø

Meddelelser

Se alle bilag

Rokadesag

Jan Sørensen (indstillet af Boldklubben Skjold for området Børn, Unge og Idræt nr. 3) er udtrådt som medlem Østerbro Lokaludvalg med virkning fra tidspunktet for Borgerrepræsentationens beslutning i nærværende sag på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 19. august 2021

1. suppleant Magdalena Szymanski (indstillet af Østerbro terapihaver for området Børn, Unge og Idræt nr. 3) er udpeget som medlem af Østerbro Lokaludvalg med virkning fra tidspunktet for Borgerrepræsentationens beslutning i nærværende sag på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 19. august 2021

Pladsen som 1. suppleant er vakant.

Pladsen som 2. suppleant er vakant.

Naboorientering om dispensation fra lokalplan 52 - Norgesminde

Sekretariatet modtog den 30. juni materiale vedrørende Naboorientering om dispensation fra Lokalplan 52 - Norgesminde, med svarfrist den 28. juli. 

Ansøgningen drejer sig om tilladelse til 2 midlertidige pavillonbygninger på adressen Strandvejen 119. Ejendommen anvendes til neurorehabiliteringscenter for 44 borgere, som har døgnophold på ejendommen.

Aktiviteterne på ejendommen ønskes udvidet til også at omfatte ambu-lant genoptræning.
Der søges om at opstilles 2 midlertidige pavillonbygninger i 2 etager på ejendommen i en tidsbegrænset periode af 5 år.

Pavillonbygningernes stueetage anvendes til genoptræning og 1. salen til personalefaciliteter.
Pavillonbygningerne udføres i 2 etager, med fladt tag og en højde på ca. 7,2 målt fra terræn til overkant af tag. Pavillonbygning (Bygning 1) nærmest eksisterende hovedbygning er placeret i en afstand af ca. 6 m dertil.

Man kan læse mere om de konkrete forhold i vedhæftede materiale.

Kommunen skriver følgende om begrundelsen for at give dispensation:

Hvorfor er kommunen indstillet på at tillade projektet?
Kommunen kan dispensere fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Det fremgår af planlovens § 19, stk. 1.

Kommunen kan principielt gå ind for projektet, da den ambulante gen-optræning sker i tilknytning til neurorehabiliteringscenteret på ejendommen. Den ambulante genoptræning betragtes som en accessorisk funktion i forhold til hovedanvendelsen.

Der lægges vægt på, at bygningsreglementets krav til dagslys er over-holdt i pavillonbygningerne og hovedbygningen, med placering af bygningerne med den ansøgte afstand.
Endvidere kan pavillonbygningerne ikke placeres længere væk fra den eksisterende hovedbygning, under hensyn til at de ikke må placeres over fjernvarmeledningerne jf. lokalplanens § 10.
Der lægges vægt på, at bebyggelsen med fladt tag opføres i en tidsbegrænset periode.

Formanden har bedt sekretariatet om at indsende et svar på orienteringen med besked om, at lokaludvalget ikke har nogen bemærkninger. Da der er tale om en naboorientering optræder sagen her under meddelelser. Sekretariatet indsendte svar på naboorienteringen den 6. juli.

Henvendelser til lokaludvalget vedrørende støj

Hen over sommeren har lokaludvalget modtaget en række henvendelser vedrørende støj i bydelen. Henvendelserne har især centreret sig om Sortedam Dossering, Fælledparken mod Øster Allé, Sandkaj og Marmormolen. Inden sommerferien var Overborgmesteren på besøg ved Marmormolen og den del har også været dækket i lokalpressen. Formanden for Østerbro Lokaludvalg har drøftet støjgenerne ved Fælledparken på et møde med lokale beboere og de berørte har alle modtaget følgende svar fra formanden: 

Tak for din mail.

Min opfordringer hver gang at tage kontakt til Støjvagten i kommunen via linket ( åben også i weekenden via telefonen ) og politiet på 114

https://www.kk.dk/st%C3%B8j   .

Vores politikere  på rådhuset skal snart tage stilling  til forslaget om Restaurations- og Nattelivsplan 2021.

Du må meget gerne skrive  til medlemmerne af kultur og fritidsudvalget og teknik og miljøudvalget  på rådhuset via linket:

https://www.kk.dk/indhold/medlemmer-af-kultur-og-fritidsudvalget

https://www.kk.dk/indhold/medlemmer-af-teknik-og-miljoeudvalget

Som du ved er Østerbro Lokaludvalg jo ikke en myndighed, men vil gør alt hvad vi kan for at hjælpe Jer.

Vi i lokaludvalget( fagudvalget for kultur og fritid) vil tage en drøftelse om støj/ larm problematikken som vi har døjet med i en længere periode.

Du kan også gøre opmærksom på problemet gennem Østerbro Avis og TV2Lorry.

Mange hilsener

Allan Marouf

Formand for Østerbro Lokaludvalg

Landstrøm til krydstogtsskibe forsinket

Landstrømsanlægget til krydstogtsskibe ved Langelinje bliver forsinket. Forsinkelsen skyldes ifølge By & Havn, at opgaven er overdraget fra datterselskabet Copenhagen Malmö Port (CMP) til netop By & Havn og opgavens kompleksitet. I den forbindelse har formanden for lokaludvalget skrevet følgende til Overborgmester Lars Weis:

Kære Lars

Kan du forklare mig hvordan By&Havn kan få dette til at fremstå som en positiv nyhed? Er det også det set fra din stol?

Det er tilsyneladende gået helt hen over hovedet på alle, at tidsplanen reelt skrider med to år. Hidtil skulle vi have landstrøm inden sæsonen 2023. Nu hedder det bare 2024 og det bliver vel så til jul.

I hvert tilfælde for os på Østerbro er det en skandale. Vi har set frem til at få partikelproblemet reduceret med 50-80% i 2023 og derefter hurtigt udfaset. Hvis anlægget først kommer i gang i 2025, så er der ikke meget at prale af for København og endnu mindre for beboerne. Var det i 2025 vi skulle være CO2-neutrale??

Skandalen er ikke mindst, at det pakkes ind i en organisatorisk teknikalitet og ORIENTERING til Økonomiudvalget. Forsøg på snedigt spin lige inden sommerferien. Det kan I ikke være bekendt.  ET GEDIGENT Løftebrud!

Jeg ser frem til dine kommentarer.

https://byoghavn.dk/by-havn-skal-bygge-koebenhavns-landstroemsanlaeg-til-krydstogtskibe/

Og denne:
Orientering fra Overborgmesteren til Økonomiudvalget den 15. juni pkt. 35 Bilag 4. Godt pakket ind.

https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/28242817-41104941-1.pdf

Venlig hilsen

Allan Marouf

Svar fra Overborgmesteren:

Kære Allan

Tak for din mail om etablering af landstrøm i Københavns Havn.

Jeg vil starte med at slå fast, at det er vigtigt for mig, at der bliver etableret landstrøm til krydstogtskibe på både Langelinie og Oceankaj. Landstrøm til krydstogtskibe er et vigtigt skridt på vejen mod et grønnere København med renere luft. Derfor er jeg også ærgerlig over, at projektet ser ud til at blive forsinket i forhold til vores oprindelige plan om åbning til sæsonen i 2023. Når det er sagt, så er jeg på den anden side glad for, at der nu er fundet en robust organisering med By & Havn for bordenden.

Landstrøm til krydstogtskibene er et vigtigt projekt, men det er også et projekt, der desværre har været ramt af flere udfordringer undervejs. I forbindelse med Covid-19 er det især fremtidsudsigterne for krydstogtserhvervet, der har været usikre. Derudover har By & Havn ønsket en nærmere afklaring af det strømkabel, der skal trækkes på land og i vand fra Svanemøllen Koblingssstation på Østerbro til Oceankaj og videre til Langelinie inden udbuddet af selve landstrømanlægget kunne sættes i gang. Den ændrede organisering i forhold til Copenhagen Malmö Port og By & Havn, og den potentielle forsinkelse, skal også ses i lyset af disse udfordringer.

Herudover har Københavns Kommune ikke haft hjemmel til at medfinansiere et landstrømanlæg, og der har været usikkerhed om videreførelse af afgiftsfritagelsen for el til krydstogtskibe efter 2021. Disse udfordringer ser heldigvis ud til at blive løst med regeringens udspil ’Tættere på - Grønne byer og en hovedstad i udvikling’. Det er jeg rigtig glad for, da afklaring af disse elementer er en forudsætning for, at vi kan igangsætte etableringen af landstrøm til krydstogtskibe i Københavns Havn.

Du nævner, at sagen er pakket ind som en teknikalitet. Den opfattelse af forløbet kan jeg ikke genkende. Forvaltningen har orienteret Økonomiudvalget da der forelå en orientering om ændringerne i tidsplanen fra By & Havn. Og By & Havn deltog i en artikel i Politiken den 16. juni, der omhandlede den nye tidsplan for etablering af landstrøm.

Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at orientere dig om, at landstrøm til DFDS-færgerne forventes at være færdigetableret i løbet af sommeren, så det er operationelt i sensommeren 2021.

Med venlig hilsen

Lars Weiss

Overborgmester

 

Orientering om høring af budgetforslaget 2022

Økonomiforvaltningen har sendt budgetforslaget 2022 i høring hos høringsparterne:

Kære alle

Høringsparterne har som i de forrige år mulighed for at fremsætte bemærkninger og ønsker til Budgetforslag 2022.

Såfremt I har bemærkninger til budgetforslaget, bedes I fremsende dem til Økonomiforvaltningen senest kl. 12:00 mandag den 6. september 2021, så de kan indgå i Borgerrepræsentationens videre behandling af budgettet. Bemærkningerne bedes indsendt til Økonomiforvaltningens Center for Økonomi, att.: Kenneth Mollerup-Faurschou, et6f@kk.dk, Patrick Karatasi, kf6e@kk.dk, Mads Morell, t00t@kk.dk.               

Vedlagt er budgetforslaget samt en læsevejledning til øvrige bilag, der ligesom budgetforslaget førstebehandles af Økonomiudvalget den 25. august 2021. Indstillingen i sin helhed kan findes her og er tredje punkt på dagsordenen.

Budgetforslaget bliver førstehandlet i Borgerrepræsentationen den 2. september 2021 og endelig vedtaget den 7. oktober 2021.

Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os.

Budgetforslaget er vedhæftet som bilag.

Orienteringsbrev om skolers mulighed for at benytte vejareal til leg og ophold

Kære lokaludvalg i København,

vedhæftet finder I en orientering fra Teknik- og Miljøforvaltningen om, hvordan byens skoler har mulighed for at inddrage vejareal til leg og ophold i skoletiden.

Skolerne modtager en tilsvarende orientering direkte fra os.

Med venlig hilsen

Lone Spliid
Projektleder
Tilladelse til Vejændring
_________________________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE
Teknik- og Miljøforvaltningen



Orientering om Movias evaluering af Nyt Bynet

Resumé 
Movia har evalueret Nyt Bynet, der blev implementeret den 13. oktober 
2019. Formålet med Nyt Bynet var at tilpasse busnettet til Cityringen, så 
der blev skabt et sammenhængende kollektivt transportsystem. Evalueringen har været vanskeliggjort af det reducerede passagertal grundet COVID-19. Evalueringen viser overordnet, at Nyt Bynet understøtter sammenhængen i den kollektive transport, at antallet af kollektive rejer 
er steget, og at andelen af kollektive rejser, hvor metro indgår, er steget  væsentligt. Evalueringen indeholder forslag til opfølgning på enkelte konkrete indsatser. Økonomiudvalget orienteres om resultaterne af evalueringen af Nyt Bynet. 

Sagsfremstilling 

Baggrund og forudsætninger 
Principperne ved planlægningen af Nyt Bynet var, at busserne skal fungere som til- og frabringerlinjer til baner og Cityring. Samtidig skal det undgås, at busser og metro konkurrerer om de samme passagerer, og derfor bør der så vidt muligt ikke køre busser på strækninger, hvor metroen kører. Tilpasningen af busnettet var samtidig en af forudsætningerne i  finansieringsaftalen for Cityringen. Inden Borgerrepræsentationens beslutning om Nyt Bynet i april 2018 blev lokaludvalg, Ældrerådet, Handicaprådet og Ungerådet hørt. Høringen medførte en række tilføjelser til og ændringer af det oprindelige forslag til Nyt Bynet. 

På baggrund af analyser af de første måneders brug af Nyt Bynet, foreslog Movia at tilpasse busdriften i Valby/Hvidovre-området. Borgerrepræsentationen besluttede den 8. oktober 2020 en række tilpasninger i området, der trådte i kraft ultimo juni 2021. 
Movias bestyrelse vedtog den 26. maj 2020, at evalueringen af Nyt Bynet, som følge af COVID-19, skulle vente til foråret 2021, idet det stod klart, at COVID-19 havde medført markante fald i passagertallet i busserne. Movias bestyrelse behandlede evalueringen ultimo juni 2021, og 
den endelige evaluering er tilsendt kommunerne den 7. juli 2021.

Som følge af COVID-19 faldt passagertallet i 2020 med knap en tredjedel i busserne i forhold til det budgetterede. De negative passagereffekter af pandemien overskygger således effekterne af Nyt Bynet, hvilket vanskeliggør en analyse af udviklingen. Evalueringen tager derfor udgangspunkt i situationen før COVID-19 (november 2019-februar 2020). 
Ligeledes sammenholdes udviklingen med den generelle passagerudvikling på de øvrige linjer i hovedstadsområdet. 

Overordnede resultater og anbefalinger til videre indsatser 
Forventningerne til åbningen af Cityringen og Nyt Bynet var, at passagertallet samlet ville stige i hovedstadsområdet og at der ville ske en overflytning af buspassagerer til metroen. 
For Københavns Kommune samlet set er antallet af kollektive rejser steget med 12 % fra september 2019-februar 2020. Andelen af kollektive rejser, hvor metro indgår, er steget fra 30 % til 44 % i København. I samme periode er rejsetiden for bus, tog og metro faldet med 8 % i København, og andelen af skift er uændret for hele kommunen. I de bydele, der ikke har fået nye metrostationer med Cityringen, er andelen af skift steget, samtidig med, at rejsetiden er faldet. I de bydele, der har fået nye metrostationer, er skifteandelen og rejsetiden faldet. Antallet af 
rejser med start i bydele i København er steget i alle bydele, især for Nørrebro og Vesterbro/Kgs. Enghave, hvor antallet er rejser er steget med henholdsvis 30 % og 24 %, med undtagelse af Brønshøj/Husum, hvor antallet af rejser er faldet med 3 %. 

Isoleret set for København er der et passagertab i busserne på 48 pct. i gennemsnit mellem 2018 og 2020. Det betydelige passagertab i busserne sammenholdt med den generelle stigning i antallet af rejser med den kollektive transport, indikerer, at der, udover effekten af COVID-19, 
som planlagt er sket en overflytning af passagerer fra busser til Cityringen. 

Evalueringen viser overordnet, at kundernes tilfredshed falder med antallet af skift og stiger med antallet af afgange. De berørte Nyt Bynet A-. C- og S-linjer havde i 2018 og 2020 en tilfredshed med rejsen alt i alt på 95 pct. For de påvirkede lokale buslinjer falder tilfredsheden for rejsen 
alt i alt fra 96 pct. i 2018 til 93 pct. i 2020, idet andelen af både/og-svar stiger. En undersøgelse af kundernes oplevelse foretaget af DOT (Din Offentlige Transport) viser, at oplevelsen af sammenhængen i den offentlige transport er betydeligt styrket ultimo 2020 i forhold til i 2019. 
Undersøgelsen peger også på, at der kan være udfordringer med at finde hen til busserne på flere af de store skiftesteder, hvor busserne typisk også holder lidt længere væk og evt. på flere forskellige steder. 

Som opfølgning på evaluering af Nyt Bynet anbefaler Movia: 

• at der frem mod åbningen af Sydhavnsmetroen i 2024 gennemføres forbedringer af skifteforholdene fra Ny Ellebjerg Station til busserne på Gammel Køge Landevej. 
• at Movia udarbejder særskilt evaluering af linje 18 (København og Frederiksberg), der belyser flere scenarier og deres konsekvenser. 
• at Movia udarbejder et forslag til justering af betjeningen af området omkring Frederiksberg Allé Station (linje 7A og 26) med fortsat fokus på metrostationen som centralt skiftested men 
med færre busser ad Platanvej og genoptaget betjening af hele Vesterbrogade. 
• at der indgås en aftale mellem Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune om finansiering af stoppesteder for 250S på Hillerødmotorvejen ved Tingbjerg og 
Høje Gladsaxe. Movia vil ligeledes se på muligheden for et stoppested for 250S på Lundtoftegade for at styrke betjeningen heraf. 
• at der laves en opfølgning på linje 32 (København og Tårnby), når COVID-19-restriktionerne er ophævet, og at dialogen om finansiering af linjen genoptages med Københavns Kommune. 
Linjen er ønsket og fuldt finansieret af Tårnby Kommune. 
• at der følges op på linje 132, når COVID-19-restriktionerne er ophævet, sammen med Hvidovre, Rødovre og Københavns kommuner, da passagertallene er lavere end forventet. 

Økonomiforvaltningens bemærkninger til anbefalingerne: 
• Økonomiforvaltningen er i dialog med Movia med henblik på planlægning af bustilpasningen til Sydhavnsmetroens åbning i 2024. 
• Økonomiforvaltningen er i dialog med Movia om de konkrete opfølgninger for linje 18, 7A, 26, 32 og 132 og vil evt. udarbejde budgetnotater om tilpasning af disse. 
• Økonomiforvaltningen har udarbejdet budgetnotat om medfinansiering af stoppested for 250S på Hillerødmotorvejen til forhandlingerne om Budget 2022. 
• Økonomiforvaltningen er i dialog med Movia og Region Hovedstaden om mulighederne for et stoppested for 250S på Lundtoftegade.

Man kan læse hele notatet samt selve evalueringen ved at følge dette link 28595777-41758720-3.pdf (kk.dk)

Middag for lokaludvalget 22. september 2021 kl. 18 - 21.

Formandskabet har i fællesskab med sekretariatet besluttet at invitere lokaludvalget til middag onsdag den 22. september. På grund af corona har såvel jule- som sommerfrokost været aflyst hele 2020 og sommer 2021, hvorfor lokaludvalget ikke har haft mulighed for at mødes socialt i to år.

Derfor inviteres lokaludvalget til middag i Østerbrohuset 22. september kl. 18. Middagens afholdes for sekretariatsmidler.

 

Beslutning

Meddelelserne blev taget til efterretning.
Til top