Høring: Lokalplan forslag Bryggervangen
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslag Bryggervangen.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forslag til lokalplan Bryggervangen i offentlig høring i perioden 30. august til 25. oktober 2024. Høringsmaterialet kan ses på Bliv Hørt https://blivhoert.kk.dk/hoering/bryggervangen-lokalplanforslag
Formålet med lokalplanen er at fastlægge rammer for opførelse af boliger heriblandt familie- og ungdomsboliger, daginstitution samt et supermarked og serviceerhverv. Området består i dag af tre matrikler, hvor der er en ældre erhvervsbygning med en daginstitution og fritidstilbud på 2. etage.
Byggeriet opføres i karréstruktur ud mod Skt. Kjelds Plads på linje med de øvrige karrébebyggelser omkring pladsen. Etageantallet varier mellem 6 og 7 etager, der svarer til bygningshøjden på de bygninger, som karréen ligger overfor
Der kommer til at være ca. 124 bilparkeringspladser og ca. 1.150 cykelparkeringspladser, når området er fuldt udbygget. Bilparkeringspladserne skal etableres i konstruktion. Det vil sige i parkeringskælder, og der kan være parkering på terræn i mindre omfang, herunder til handicapparkering. Mindst 50 % af cykelparkeringspladserne skal være overdækkede. Det vil sige, at de kan placeres inde i bygningerne. Der er bestemmelser om, hvor cykelparkering på terræn må være. Det skal sikre, at der bliver cykelparkeringspladser tæt ved de funktioner, som pladserne skal betjene.
Inddragelse af beboere
Lokaludvalget har i samarbejde med bygherre og Teknik- og Miljøforvaltningen haft afholdt et lokalt borgermøde, hvor interesserede borgere kunne få præsenteret projektet og stille spørgsmål.
Borgermødet var velbesøgt, særligt af lokale beboere. Mange spørgsmål og kommentarer til projektet kredsede om en bekymring om bebyggelseshøjden og tætheden af byggeriet.
Løsning
Lokalplanforslaget har været behandlet på fagudvalget for byplan, miljø og tekniks møde den 10. oktober.
Fagudvalget bakker op omkring pointerne fra det afholdte borgermøde og foreslår vedhæftede udkast til høringssvar.
Særligt lægges der i høringssvaret vægt på, at bebyggelsesprocenten i eksisterende tæt karrébebyggelse ikke bør øges yderligere.
Efter høringsfristens udløb er det op til Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen, om der skal justeres i lokalplanen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at indsende lokaludvalgets høringssvar gennem høringsportalen Bliv Hørt.
Beslutning
Ane Storm foreslog følgende ændring i linje 10: ordet "overraskende" slettes.
Finn Kristiansen foreslog en redaktionel ændring i linje 43-44.
Lokaludvalget besluttede at afsende høringssvaret med ovenstående ændringer uden afstemning.