Høring: Kommuneplan 2024
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. Kommuneplan 2024.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 22. august 2024 besluttet at sende Kommuneplan 2024 – Fremtidens klimavenlige hovedstad med miljøvurdering i 8 ugers offentlig høring.
Forslag til Kommuneplan 2024 sætter rammerne og retningslinjerne for hovedstadens udvikling de næste 12 år og bygger videre på visionen fra Kommuneplanstrategi 2023 for Københavns fysiske udvikling; ”Fremtidens klimavenlige hovedstad” med særligt fokus på disse fem temaer:
- Hovedstadens byudvikling og mobilitet
- Boliger og sammenhængende by
- En by med erhverv og studiemiljø
- En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid
- Udvikling med respekt for byens sjæl
Man kan læse mere om Forslag til Kommuneplan 2024 på KP24.kk.dk, hvor den digitale kommuneplan fremgår herunder kortportalen med kort over kommuneplanerammer og retningslinjer.
Løsning
Forslaget til kommuneplan er tværsektoriel og har været behandlet i alle lokaludvalgets fagudvalg, som har bidraget med input til vedhæftede udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet sørger for at indsende lokaludvalgets høringssvar gennem høringsportalen Bliv Hørt.
Beslutning
Finn Kristansen foreslog følgende tilføjelser:
- linje 108 tilføjes: "Der bør etableres elevatorer i eksisterende boligmasse for at gøre boligerne mere senioregnede"
- linje 119 tilføjes: "ift. m2"
- linje 126 tilføjes: "Så lokaludvalget anbefaler at der opføres flere ejerboliger".
- linje 168 tilføjes: "Det over 100 år gamle ro- og sejlermiljø i Svanemøllebugten bør få status som kulturarv".
Jóannes J. Gaard foreslog følgende tilføjelse:
- linje 105 tilføjes: "samt at det sikres, at de reelt udlejes til unge".
Birger Jensen foreslog følgende ændring:
- linje 91: "DOT" ændres til "Movia"
Ane Storm foreslog følgende ændring:
- linje 148: "Seniorlivet" erstattes af "alle aldersgrupper".
Lokaludvalget besluttede at sende høringssvaret med ovenstående ændringer uden afstemning.