Mødedato: 23.10.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro (Vibenshave), Nyborggade 11, 2100 København Ø

Orientering vedr. opsamling på undersøgelse i Østerbro borgerpanel om Kommuneplan 2024

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg tager opsamlingen på undersøgelsen i Østerbro Borgerpanel til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med høringen af Kommuneplan 24 (KP24) besluttede lokaludvalget i juni 2024 at der skulle oprettes en undersøgelse i Østerbro Borgerpanel. 

Undersøgelsens overordnede træk blev i august fastlagt i samarbejde mellem sekretariatet og Forpersonskabet. Undersøgelsen er lavet med udgangspunkt i to formål: 1) at få indsigt i hvordan borgerne på Østerbro forholder sig til en række overordnede emner; 2) at få indsigt i borgernes holdning til en række specifikke emner, tilknyttet KP24. 

Sekretariatet har derefter færdiggjort undersøgelsen med spørgsmål og opbygning. Spørgsmålene er udarbejdet efter et mål om at få en bred forståelse for hvad der rører sig i bydelen. Der er trukket på Kommuneplan 24, en tidligere undersøgelse fra 2018 vedrørende bydelens udvikling, samt bydelsplanens emner. Temaerne i undersøgelsen er: Bydelens udvikling, Nordhavn, Transport, Bolig, Sikre skoleveje, Støj og Kultur.

Undersøgelsen har været aktiv til besvarelse i perioden 26. august-9. september 2024. I den periode har 1.998 borgere deltaget i undersøgelsen – 1.829 har gennemført.   

Løsning

Opsamlingen som er vedhæftet i bilag, indeholder resultatet af den fulde analyse der er foretaget af datamaterialet fra undersøgelsen. En kort, indledende opsamling på undersøgelsen blev desuden lavet forud for den fulde opsamling, så nogle af resultaterne kunne indgå i borgermødet om Kommuneplan 24., d. 2. oktober.

Nedenfor er beskrevet en oversigt over de vigtigste pointer fra den fulde analyse:

  • I forbindelse med spørgsmålet om bydelens udvikling har respondenterne fokuseret særligt på at sikre adgang til boliger til fornuftige priser. Billige boliger scorer ligeledes højt i spørgsmålet om boligudviklingen på Østerbro. Der er altså påvist et ønske hos østerbroerne om at man prioriterer boliger der er til at betale. Sikkerhed og nærhed til grønne områder scorer også højt i prioriteringen af bydelens udvikling.
  • Der er en stor overvægt af respondenter, som bakker op om arbejdet for en vild naturpark i Nordhavn, selvom det kan betyde at det er sværere at finde plads til idrætsfaciliteter i lokalområdet. Det skal her pointeres, der kan være en fejlkilde i forbindelse med respondenternes aldersfordeling. Børnefamilierne er ikke i samme grad repræsenteret i undersøgelsen, hvilket kan have indflydelse på resultatet. Det er vurderet ud fra en formodning om, at der er en større andel børnefamilier, som gør brug af idrætsanlæg og lignende, end de ældre borgere i bydelen.
  • Der er et stort fokus på parkering i de kommentarer, som respondenterne har tilknyttet deres besvarelser. I et spørgsmål om hvad der skal prioriteres højest i den generelle udvikling af Østerbro, har flere kommenteret en manglende kategori, med fokus på parkering i bydelen. Ligeledes har en overvægt af bilister i bydelen svaret, at de savner flere parkeringspladser i eget lokalområde. Det bemærkes, at der ikke er blevet spurgt ind til parkering hos de respondenter, som ikke selv benytter bil i hverdag eller weekend/ferie. Der er således et mørketal, som vi ikke har redegjort for.
  • Over halvdelen af respondenterne svarer, at de godt kan se sig selv i seniorbofællesskaber i fremtiden. Det er gældende for både respondenterne under 50 år og dem over 50 år. Det peger på at der skal arbejdes mere specifikt med boligtyper, der muliggør bofællesskab som boligform, samt boliger der er udlagt seniorer i bydelene.
  • I forbindelse med spørgsmål om sikre skoleveje på Østerbro svarer næsten en tredjedel af forældre til børn i skolealderen, at de er usikre eller meget usikre ved at sende deres børn til og fra skole. En fjerdedel af respondenterne svarer, at deres børn aldrig tager til og fra skole alene. Der er ikke blevet spurgt ind til grunden bag disse tal.
  • Det er ikke en stor del af respondenterne som er plaget af støjgener i deres hverdag, men dem som er, virker til at være meget plaget af det. Mange respondenter har kommenteret en række forskellige faktorer, som er særligt gældende. En særlig faktor er biltrafik som støjgene og spænder over alle kvarterer på Østerbro. Herunder knyttes særligt kommentarer til større aktiviteter på Østerbro (Parken og Fælledparken), renovationsarbejde og støj fra helikopter fra Rigshospitalet.
  • Mange benytter sig af det allerede eksisterende kulturtilbud på Østerbro. Af dem som ikke benytter sig af kulturtilbuddene knyttes særligt kommentarer om at København generelt har et rigt kulturliv, og at hver bydel ikke behøver at varetage alle typer. Kultur kan ses som en byomspændende størrelse.
  • Personer i aldersgruppen 50-99 år er overrepræsenterede i undersøgelsen, med 68% af besvarelserne. En fjerdedel af alle besvarelser er ligeledes kommet fra borgere, som er på pension. Der kan derfor være en skævvridning i de svar vi har fået ind kontra de reelle holdninger i bydelen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Pointerne fra undersøgelsen kan indgå i fremtidige høringssvar, projekter og processer, hvor borgerne holdninger til de valgte mener er relevant at have med. 

Forpersonen videresender resultaterne af undersøgelsen til Gruppeforpersonskredsen.

Beslutning

Taget til efterretning.
Til top