Udtalelse vedr. Fredeliggørelse af Klimakvarteret
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og beslutter at afsende vedhæftede udkast til en udtalelse vedr. Fredeliggørelsen af Klimakvarteret.
Problemstilling
I forbindelse med projektet Fredeliggørelse af Klimakvarteret, er Lokaludvalg blevet spurgt om en udtalelse vedr. planen og processen for projektet.
Projektet vil indebære etablering af trafikale tiltag som ensretninger, vejlukninger, bussluser, svingforbud og signaljusteringer, som medfører, at beboerne kan opleve at skulle køre nye veje ind og ud af kvarteret. Forvaltningen udarbejder forskellige scenarier for kvarteret, som præsenteres for borgere og interessenter, ved et møde i efteråret 2024. Teknik- og miljøudvalget skal primo 2025 tage stilling til, hvilket scenarie for trafikal fredeliggørelse af klimakvarteret, som forvaltningen skal anlægge. Herefter vil forvaltningen igangsætte projektering af løsningen. Etableringen sker ved tidlig indfasning af justerbare løsninger. Det betyder at løsningerne kan etableres hurtigt og at man gennem dialog med brugere og borgere kan evaluere og tilpasse, inden den permanente løsning etableres. Den tidlige indfasning af fredeliggørelsen forventes ibrugtaget efterår 2025, og anlæg af permanente tiltag forventes ibrugtaget i oktober 2027. En endelig evaluering af fredeliggørelsen af Klimakvarteret på Østerbro forventes gennemført i 2029.
I forbindelse med projektet bliver der etableret en følgegruppe som skal bestå af repræsentanter fra bl.a. lokaludvalget og Miljøpunkt Østerbro. Herudover planlægges en arbejdsgruppe bestående af lokale beboere, aktive borgere for området mm. I efteråret 2024 planlægges et åbent borgermøde målrettet kvarterets beboere.
Udvikling af de trafikale løsninger er tæt koordineret med projektet ”Ydre Østerbro Vest – Klimatilpasning og Genopretning”, der anlægges i perioden 2027-2029. kommunikation for projektet bliver ligeledes koblet sammen med klimatilpasningsprojektet, således at borgere i området bliver oplyst fælles om alle de tiltag og ændringer, der den næste årrække kommer til at præge deres nærmiljø.
Løsning
Fagudvalget for Byplan, Miljø og Teknik har drøftet projektet og den proces der ligger for projektet. På baggrund af den drøftelse er der udarbejdet et udkast til en udtalelse.
Grundlæggende bakker udvalget op om projektet og den proces der er planlagt for det. Udvalget ser frem til at deltage aktivt i det samarbejde som er inkluderet i den proces.
Herudover påpeger udvalget et ønske om at der tages særligt hånd om at sikre skolevejen Nygårdsvej, samt at området bliver en 30 km/t-zone.
Økonomi
Indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at afsende det vedhæftede udkast til projektlederen for Fredeliggørelse af Klimakvarteret.