Mødedato: 29.11.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af Forslag til Kommuneplan 2011: Grøn vækst og Livskvalitet

Se alle bilag
Forslag til Kommuneplan 2011 har været i offentlig høring og fremlægges til endelig vedtagelse.

Tidligere beslutninger

Økonomiudvalget vedtog den 22. marts 2011, at sende Forslag til Kommuneplan 2011 i høring i de politiske fagudvalg og lokaludvalg (2011-30947). Borgerrepræsentationen vedtog den 18. juni 2011, at sende Forslag til Kommuneplan 2011 i offentlig høring i 8 uger (2011-67536).

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at Forslag til Kommuneplan 2011 med de ændringer, der fremgår af hvidbogen vedtages,

2.      at det godkendes, at Økonomiforvaltningen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde en anbefaling af en løsning til imødegåelse af konsekvenserne af havvandsstigninger i forbindelse med Forslag til Kommuneplan 2015,

3.      at det godkendes, at kommende kommuneplaner udarbejdes efter samme principielle tidsplan som Kommuneplan 2011, dvs. at kommuneplanstrategien vedtages ét år efter valgperiodens start og kommuneplanen vedtages endeligt to år efter valgperiodens start.

Problemstilling

Forslag til Kommuneplan 2011 Grøn vækst og livskvalitet har været i offentlig høring i 8 uger fra den 15. august til 17. oktober. Der er kommet i alt 64 henvendelser fra offentlige myndigheder, organisationer og private m.fl. i høringsperioden. Bilag 1 (hvidbogen) indeholder en gennemgang af henvendelserne og Økonomiforvaltningens bemærkninger og forslag til ændringer af det fremlagte kommuneplanforslag. Bilag 2 indeholder et samlet overblik over Økonomiforvaltningens forslag til ændringer af det fremlagte kommuneplanforslag.

Der er gennemført to borgermøder i høringsperioden og en række lokale møder i bydelene på initiativ af lokaludvalgene. Der var ca. 150 deltagere til arrangementet "København kan ikke alene - frivillighed, samarbejde og partnerskaber", og ca. 50 deltagere i mødet "Plads til 100.000 nye københavnere - hvordan?". Hvidbogen indeholder et resume af aktiviteterne i høringsperioden.

Løsning

Resume af høringssvar
Høringssvarene giver generelt udtryk for tilfredshed med kommuneplanforslagets fokusområder inden for grøn vækst og livskvalitet. Der er opbakning til det stærke fokus på Øresundsregionen, og flere aktører ønsker at indgå i et samarbejde om udviklingen i Øresundsregionen. Der efterlyses samtidig en klarere beskrivelse af samarbejdet i Hovedstadsregionen.

Høringssvarene roser visionen om grøn vækst og de ambitiøse mål om CO2-reduktion, men peger også på, at målsætningerne er meget ambitiøse og i visse tilfælde bør være mere præcise.

Mange høringssvar indeholder konkrete bemærkninger, der direkte eller indirekte forholder sig til afsnittet Et godt hverdagsliv i København. De omhandler især skoler og institutioner, boliger, tryghed og rekreative arealer.

Trafik er det emne som flest høringssvar indeholder synspunkter på. Det er også det emne, hvor synspunkterne er mest forskellige. Høringssvarene drejer sig om østlig omfartsvej / havnetunnel, betalingsring, bilparkering, metro, cykel- og stiforbindelser, og fordelingen af trafikken på biler, kollektiv trafik og cykel/ gang.

Der er opbakning til behovet for fokuseret byudvikling, men der udtrykkes bekymring for at planlægning og investering i byudviklingsområderne sker på bekostning af de eksisterende byområder.

I lidt over halvdelen af høringsvarene er der konkrete forslag til ændringer af rammer for lokalplanlægningen. Det er først og fremmest forslag til ændringer af rammebestemmelser for enkeltejendomme, fx anvendelses- og bebyggelsesmuligheder, parkering, detailhandel m.v.   

Forslag til ændringer af kommuneplanforslaget
Bilag 2 indeholder et samlet oversigt over Økonomiforvaltningens forslag til ændringer af kommuneplanforslaget. De væsentligste forslag til ændringer omfatter:

Trafikmålsætning

Det foreslås at ændre den trafikale hovedmålsætning i kommuneplanforslaget, så den både omfatter en langsigtet, retsningsgivende vision og en relativt kortsigtet, realistisk målsætning. Der foreslås følgende præcisering af målformuleringen:

”Det er den langsigtede vision, at antallet af personture i byen med kørende trafik skal være fordelt med mindst en tredjedel på cykel, mindst en tredjedel med kollektiv trafik og højst en tredjedel med bil. Frem mod 2025 er det målet, at hovedparten (mindst 2/3) af væksten i det samlede antal personture skal ske med grønne transportmidler, dvs. gang, cykel og kollektiv trafik, således at trafikkens sammensætning gradvist ændres i en mere bæredygtig retning."


Detailhandel

Der er kommet en række henvendelser om detailhandel, hvor nogle giver anledning til forslag om ændringer af kommuneplanen. Det drejer sig bl.a. om udpegning af et lokalcenter ved knudepunktsstationen Ny Ellebjerg Station og udvidelse af centeret ved Jyllingevej, så eksisterende butikker har mulighed for fornyelse og udbygning.

Rammer for enkeltejendomme 
Der er kommet en række henvendelser om enkeltejendommes anvendelses- og bebyggelsesmuligheder og parkeringsforhold. Nogle af forslagene til ændringer imødekommes, bl.a. anbefales det at give mulighed for at tidligere funktionærboliger kan overgå til almindelig boliganvendelse og at der kan etableres daginstituioner på en række kommunale arealer. Parkeringsnormen for et nyt lagerhotel på Kalkbrænderihavnsgade foreslås ændret, så den afspejler det forventede behov.    

Lavenergiområder
Forslag til Kommuneplan 2011 indeholder bestemmelser om lavenergiområder. Under den offentlige høring af kommuneplanforslaget er der indført en ny lavenergiklasse i Bygningsreglement 2010. Bygningsreglementet indeholder herefter to lavenergiklasser, klasse 2015 og klasse 2020. Det giver anledning til at foreslå en justering af kommuneplanen, så den er bedre i overensstemmelse med det reviderede bygningsreglement og med Klimaplanens intentioner om anvendelse af laveste energiklasse i byudviklingsområder, jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 27. august 2009 (BR 2009-65346). Bestemmelserne skal motivere bygherrer til at opføre byggeri i laveste energiklasse under hensyn til samfundsøkonomi og miljøhensyn. Det foreslås derfor, at kommuneplanens bestemmelser ændres, således at der stilles krav om ”laveste energiklasse” med mulighed for fravigelse.

Ingen af de foreslåede ændringer vurderes at have en sådan karakter eller omfang, at en fornyet offentlig fremlæggelse eller supplerende offentlig høring er nødvendig, jf. § 27 stk. 2 i Lov om planlægning. 

Miljøvurdering
Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse for hvordan miljøhensyn er integreret i kommuneplanen, jf. § 9 stk. 2 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Den sammenfattende redegørelse er vedlagt hvidbogen. De indkomne høringssvar, der er behandlet i hvidbogen, giver ikke anledning til en yderligere miljøvurdering.

Digital kommuneplan
I forbindelse med udarbejdelsen af Forslag til Kommuneplan 2011 blev det besluttet at digitalisere kommuneplanen. Kommuneplanens retningslinier og rammer for lokalplanlægningen findes således kun på internet, mens den politiske hovedstruktur også er trykt som hæfte. Der har i høringsperioden været foretaget en professionel brugertest af hjemmesiden med en udvalgt brugergruppe. Resultatet peger på en række forbedringer, der vil skabe bedre funktionalitet og struktur på hjemmesiden. Økonomiforvaltningen vil indarbejde disse forbedringer efter den endelige vedtagelse af kommuneplanen.

Klimatilpasning
Vedtagelsen af Københavns Klimatilpasningsplan i Borgerrepræsentationen den 25. august 2011 indeholdt en tilkendegivelse af behovet for, at Københavns Kommune fastlægger sin kurs i forhold til at sikre byen imod konsekvenserne af stigende havvandsstand. I planperioden frem til Kommuneplanstrategi 2014 skal Økonomiforvaltningen derfor i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en analyse af, hvordan en beskyttelse af København imod stigende vandstand i havet kan indarbejdes i den kommende kommuneplan og i relevante sektorplaner for byens udvikling, samt af de konsekvenser for konkrete projekters udformning, som kommunens valg af løsning vil få. Analysen skal give grundlag for at prioritere en løsning og omsætte denne i arealreservationer og retningslinjer i den næste kommuneplan i 2015.

Økonomi

Der er ikke knyttet økonomi til indstillingen.

Videre proces

Bekendtgørelse
Kommuneplan 2011 bekendtgøres efter den endelige vedtagelse. Bekendtgørelsen indeholder en beskrivelse af den samlede proces og hvilke ændringer der er foretaget i forhold til kommuneplanforslaget.

Det bemærkes, at forslag til tillæg til Kommuneplan 2009, der er blevet vedtaget endeligt siden udarbejdelsen af Forslag til Kommuneplan 2011, vil blive indarbejdet i den endelige kommuneplan. Der vil desuden blive foretaget mindre redeaktionelle rettelser og præciseringer i forbindelse med udarbejdelsen af den endelige kommuneplan.

Tidsplan for kommende kommuneplanstrategier og kommuneplaner
Planprocessen for Kommuneplan 2011 har været tilrettelagt således, at kommuneplanstrategien blev vedtaget ét år efter valgperiodens start (december 2010) og kommuneplanen fremlægges til endelig vedtagelse to år efter valgperiodens start (december 2011). Hermed er der skabt grundlag for at Borgerepræsentationen i de to sidste år af valgperioden kan arbejde for at implementere kommuneplanens visioner og mål. Det indstilles, at Borgerrepræsentation vedtager, at kommende kommuneplaner udarbejdes efter samme principielle tidsplan som Kommuneplan 2011.  

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 29. november 2011.

Ayfer Baykal (F) fremsatte følgende ændringsforslag: ”Socialistisk Folkeparti foreslår, at kommuneplanen tilrettes, således at retningslinjen for bevaringsværdige bygninger ændres, så bygninger i kommunens SAVE – register med klasse 4 bevaringsværdi (middel bevaringsværdi) udgår af kommuneplanens udpegning af bevaringsværdige bygninger.”

Ændringsforslaget blev anbefalet.

 

Indstillingen blev anbefalet.

Enhedslisten tog forbehold.

Til top