Modersmålsundervisning (Børne- og Ungdomsudvalget)
Modersmålsundervisning (Børne- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 29. april 2008
ØU 167/2008
11. Modersmålsundervisning (Børne- og Ungdomsudvalget)
Der skal tages stilling til
modersmålsundervisningens fremtidige organisering på baggrund af en gennemført
høring.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler
over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1.
at målgruppen for
tilbud om gratis modersmålsundervisning er alle tosprogede elever i 1.-3. klasse,
2.
at der indføres
delvis brugerbetaling på 1600 kr. pr. barn årligt med søskenderabat på 400 kr.
for deltagelse i modersmålsundervisning for elever fra 4. klasse fra lande uden
for EU og EØS lande,
3.
at den
gennemsnitlige holdstørrelse øges til 16 elever,
4.
at timetallet i
modersmålsundervisningen følger minimumskravene for den lovpligtige modersmålsundervisning,
5.
at
uddannelseskravet til alle modersmålslærere er en dansk læreruddannelse,
6.
at forvaltningen
i foråret 2008 fremlægger forslag for udvalget til en ny læseplan for modersmålsundervisningen,
7.
at forvaltningen
implementerer planen for kvalitetssikring og -udvikling som beskrevet i bilag
2,
8.
at
forvaltningen undersøger mulighederne i Undervisningsministeriet for at kunne
tilbyde en række andre sprogfag efter skolernes eget valg, herunder indvandrersprog,
med mulighed for at aflægge adgangsgivende afgangsprøver eventuelt i eget regi.
Der ønskes dermed tillige en inddragelse af ungdomsuddannelsesområdet.
Se
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 17. april 2008
i det politiske bilag.
PROBLEMSTILLING
Der er i forbindelse med
vedtagelsen af budget 2008 sket en reduktion af budgettet til modersmålsundervisning.
Forvaltningen fremlagde 5. december 2007 forslag til modeller til en ny ordning
af modersmålsundervisning inden for den vedtagne budgetramme. Forslaget har nu
været til høring.
LØSNING
Der er indkommet 14
høringssvar, der er vedlagt som bilag 3. Resumé af høringssvar fremgår af bilag
1. På baggrund af høringssvarene fremlægger forvaltningen forslag til den
fremtidige organisering af modersmålsundervisningen.
Målgruppe
De fleste høringssvar peger
på, at målgruppen for gratis modersmålsundervisning skal være tosprogede elever
fra 1.-7. klasse. Ud fra det nuværende antal elever er det forvaltningens
opfattelse, at denne løsning vil kunne rummes inden for den nye budgetramme.
Brugerbetaling
Flertallet af høringssvarene
taler for gratis modersmålsundervisning. Dette er ikke muligt på grund af
reduktionen i budgettet.
Forvaltningen anser det for
urealistisk at indføre fuld brugerbetaling, som vil medføre en forældreudgift
på 4.000-4.600 kr. årligt pr. barn. Dette vil give en betydelig social
skævvridning i elevernes mulighed for deltagelse i modersmålsundervisning.
Forvaltningen vurderer, at antal deltagende elever i 8.-9. klasse med
brugerbetaling vil være 20 % af det
nuværende antal, og at de vil kunne rummes inden for budgetrammen ved en
brugerbetaling på 1600 kr. pr. barn med en søskenderabat på 400 kr.
Holdstørrelse
En øget gennemsnitlig
holdstørrelse medfører, at flere elever vil kunne rummes inden for budgetrammen.
Samtidig vil det medføre, at flere elever skal henvises til anden skole end
distriktsskolen for at deltage i modersmålsundervisningen, at flere
modersmålslærere skal være tilknyttet flere skoler, end det er tilfældet under
den nuværende ordning, samt at aldersspredningen på holdene øges.
Holdstørrelsen på
specialskoler fastsættes efter en konkret behovsvurdering.
Timetal
Forvaltningen foreslår, at
timetallet følger minimumskravene til den lovpligtige modersmålsundervisning.
Eleverne tilbydes 3 lektioner pr. uge. Antal lektioner kan dog være 2 på hold
med højst 8 elever fra højst 3 forskellige klassetrin.
Timetallet på specialskoler
fastsættes efter konkret behovsvurdering.
Lige adgang
Flere af høringssvarene peger
på, at der i EU er ved at blive udarbejdet en samlet sprogpolitik, som
inddrager minoriteters sprog, samt at det af integrationsmæssige årsager er
vigtigt at fastholde modersmålsundervisning i kommunalt regi.
Ved den skitserede ordning
vil der kun være forskel på tilbuddet til børn af borgere fra EU og EØS-lande
og børn af borgere fra øvrige lande, når det angår tilbuddet til eleverne i
8.-og 9. klasse, hvor deltagelse for elever fra øvrige lande vil medføre
forældrebetaling.
Uddannelseskrav
Det tilstræbes, at
fuldtidsansatte modersmålslærere har dansk lærereksamen for at sikre kvaliteten
i den undervisning, som kommunen tilbyder. Modersmålslærere, der efter 2 år
ikke er i gang med læreruddannelsen, kan ikke forvente at bevare deres job.
Ny læseplan
Flere høringssvar peger på,
at modersmålsundervisningen bør hænge sammen med den øvrige undervisning i
skolen. Dette vanskeliggøres af, at modersmålsholdene ofte sammensættes af
elever fra flere forskellige skoler, klasser og klassetrin.
Forvaltningen udarbejder en
revideret læseplan for modersmålsundervisning med afsæt i Undervisningsministeriets
Faghæfte 23, Fælles Mål for Modersmålsundervisning samt bilag 2 vedr. kvalitetssikring
og -udvikling. Læseplanen kan anvise tematiske sammenhænge med undervisningen i
de øvrige fag i skolen. Forslag til ny læseplan forelægges for BUU i foråret
2008.
Kvalitetssikring og -udvikling
Generelt udtrykkes der i
høringssvarene stor tilfredshed med og opbakning til forvaltningens plan for
kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.
Denne plan indeholder flere
elementer, som samlet set skal skabe en bedre kvalitet i modersmålsundervisningen,
herunder
- at der udarbejdes koncept for tilsyn med
modersmålsundervisningen
- at forvaltningen indgiver ansøgning til
Undervisningsministeriet om forsøgsordning med afgangsprøve i
modersmålsundervisning. Dette forventes at give højere status til faget og
stille større krav til undervisningen
- at der satses på efteruddannelse af
modersmålslærerne
- at der lægges vægt på, at borgere/forældre i
højere grad bliver informeret om modersmålsundervisningens organisering og
indhold
- at samarbejdet med Malmø Kommune fortsættes og
udbygges
ØKONOMI
Der er i budget 2008 vedtaget
en besparelse på 4,9 mio. kr. på modersmålsundervisningen i forhold til budget
2007. Som følge af gældende opsigelsesvarsler vil den foreslåede besparelse i
2008 kun udgøre 3,3 mio. kr. og vil først i 2009
udgøre den samlede besparelse
på 4,9 mio. kr.
Udgifterne til
modersmålsundervisning afholdes i 2008 inden for det afsatte budget på funktion
3.01 Folkeskoler på 11 mio. kr. samt 1,6
mio. kr. fra besparelsen ved udsættelse af fase 3 i Københavnermodellen for
Integration.
Hvis forudsætningerne for den
nye organisering mod forventning viser sig ikke at holde, fremlægger
forvaltningen en ny indstilling på baggrund af ændringerne.
VIDERE PROCES
Sagen skal efterfølgende
behandles i ØU og BR.
BILAG
- Oversigt over politisk behandling
- Høringssvar fra Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget
1.
Resumé af
indkomne høringssvar
2.
Forvaltningens
plan for kvalitetssikring og -udvikling
3.
Indkomne
høringssvar
Else Sommer Søren Hegnby