Mødedato: 28.05.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Redegørelse til Beskæftigelsesministeriet om Københavns Kommunes procedure ved ansættelse af langtidsledige

Se alle bilag
Indstillingen vedrører et svar til Beskæftigelsesministeriet med redegørelse om Københavns Kommunes procedure ved ansættelse af langtidsledige.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at vedlagte svar til Beskæftigelsesministeriet (bilag 1) tiltrædes.

Problemstilling

Beskæftigelsesministeriet har i brev af 19. april 2013 bedt Københavns Kommune om en redegørelse om kommunens procedure ved ansættelse af langtidsledige i midlertidige stillinger. Beskæftigelsesministeriets henvendelse sker på foranledning af et spørgsmål fra Folketingets Kommunaludvalg af 8. april 2013.

Spørgsmålet lyder: ”Vil ministeren indhente en redegørelse fra Københavns Kommune om kommunens procedure ved ansættelse af langtidsledige i midlertidige stillinger? Redegørelsen skal belyse, hvilke vurderingskriterier der ligger til grund for ansættelsen af langtidsledige i midlertidige stillinger (akutjob), herunder hvordan ansøgerens ledighedsperiode indgår i vurderingen, og hvordan dette vægtes ift. den ledige ansøgers øvrige kvalifikationer. Ministeren bedes i forlængelse heraf vurdere om ansættelsesproceduren er i overensstemmelse med gældende lovgivning”.

Beskæftigelsesministeriet beder i brevet om at modtage svar fra Københavns Kommune senest den 31. maj 2013.

Baggrund

Københavns Kommune har besluttet et måltal for besatte stillinger med personer fra målgruppen for akutjob. Således besluttede Økonomiudvalget (ØU) den 20. november 2012 og Borgerrepræsentationen (BR) den 29. november 2012, at kommunen med akutjobordningens ophør medio 2013 skulle have besat mindst 300 stillinger med akutansøgere.

Med henblik på at realisere måltallet om mindst 300 besatte akutjob inden medio 2013, vedtog ØU den 30. januar 2013, at borgmestrene kunne gøre brug af muligheden af at instruere forvaltningernes ledere i at gøre brug af fortrinsadgangen for ansøgere fra målgruppen til opslåede akutjobs i videst muligt omfang, således at forstå at alle akutjobs fremadrettet besættes med en ansøger fra målgruppen, forudsat at mindst en kvalificeret person fra målgruppen har søgt stillingen.

Beslutning i ØU tog afsæt i et svar fra Beskæftigelsesministeriet af 19. november til Københavns Kommune om fortolkning af loven om akutjob, hvori det anføres: Det bemærkes, at de ansvarlige for udmøntningen af aftalen i den offentlige sektor ... kan instruere deres underordnede om at anvende fortrinsadgangen i videst muligt omfang.

Det, at nogle borgmestre efter beslutningen i ØU den 30. januar har tilskrevet deres forvaltningers ledere med besked om at gøre brug af reglen om pålæg (at gøre brug af fortrinsretten i videst muligt omfang), og at nogle af borgmestrene i den forbindelse har været citeret og har optrådt i forskellige danske medier, har påkaldt sig en del opmærksomhed. En del af denne opmærksomhed giver sig nu til udtryk i henvendelsen fra Beskæftigelsesministeriet og Folketingets Kommunaludvalg.

Løsning

Økonomiforvaltningen har for hver forvaltning indhentet svar til brug for Beskæftigelsesministeriets ønskede redegørelse.

På baggrund af forvaltningernes svar, har Økonomiforvaltningen udarbejdet vedlagte svar om forvaltningernes procedure for ansættelse af langtidsledige.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af denne indstilling.

Videre proces

Forudsat ØU godkender svaret til Beskæftigelsesministeriet i bilag 1, vil Økonomiforvaltningen fremsende dette svar til Beskæftigelsesministeriet senest den 31. maj.

 

 

 

Claus Juhl                           /Bjarne Winge

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top