Mødedato: 28.05.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Handlingskatalog for Internationalisering

Se alle bilag

Handlingskatalog for internationalisering forelægges til efterretning.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget tager handlingskataloget for øget internationalisering af København til efterretning.

Problemstilling

København skal blive bedre til at tiltrække og fastholde udenlandske vidensarbejdere (expats) og udnytte vækstpotentialet i turismen. Hvert år flytter mere end 12.000 nye ikke-danske statsborgere til Københavns Kommune. Langt størstedelen forstår ikke dansk. Alligevel er hovedparten af information og services fra kommunen kun tilgængeligt på dansk.

København ligger i den dårligste gruppe af europæiske vækstbyer med hensyn til tilstrømningen af udenlandske vidensarbejdere. Og i den næstdårligste gruppe, når der ses på den procentvise andel af udenlandske vidensarbejdere blandt alle vidensarbejdere. Andelen er ifølge Eurostat 11,5 % i København, mens andelen er 23 % i Stockholm. Der er dermed et stort uudnyttet vækstpotentiale. Hvis de højtuddannede udlændinge i Danmark vælger at blive og arbejde i gennemsnitlig seks måneder ekstra, vil de bidrage med ca. 6,4 mia. kr. til dansk økonomi (BNP). Beregninger viser ligeledes, at expats bidrager meget positivt til finansieringen af den offentlige sektor på grund af en høj skattebetaling kombineret med et begrænset træk på offentlige ydelser.

Turismen omsætter i dag for mere end 33 mia. kr. i Region Hovedstaden og beskæftiger mere end 50.000 personer. Hvis udviklingen inden for europæisk turisme fortsat følges, kan der skabes yderligere 3.000 jobs inden for turisme. I 2012 steg antallet af hotelovernatninger med 7,5 % for København i forhold til 2011. Det svarer til en vækst på ca. 450.000 overnatninger. Dog har Stockholm stadig 50 % flere hotelovernatninger end København og der er derfor også her stadig et væsentlig vækstpotentiale i København.

Parterne bag budget 2013 besluttede derfor, at Økonomiforvaltningen skal koordinere et bredt forankret handlingskatalog, som kan sikre den videre internationalisering af København.

Løsning

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et handlingskatalog med forslag til internationaliseringsindsatser i Københavns Kommune. Indsatsens overordnede formål er, at København skal tiltrække flere internationale borgere og at disse bliver involveret og integreret i København, så deres opholdsperiode forlænges. Både expats, studerende og turister skal opleve Københavns Kommune som en medspiller og som serviceudbyder med relevant og tilgængelig information og service. Forslagene i kataloget er udviklet på baggrund af en høringsproces som har omfattet kvalitative interviews med internationale virksomheder samt internationale borgere og studerende i København. Der er også afholdt videns- og udviklingsworkshops med professionelle aktører og interessenter samt interne workshops på tværs af forvaltningerne internt i Københavns Kommune.

 

En øget internationalisering af København skal spille sammen med eksisterende målsætninger og strategier i Københavns Kommune:

  1. 2020-målet om 5 % årlig vækst i BNP og 20.000 private arbejdspladser
  2. Kultur og Fritidsforvaltningens handleplan: CPH International
  3. Vækst gennem Mangfoldighed (Forankret i BIF)
  4. Målsætning om at Københavns Kommune skal være Europas bedst inkluderende storby i 2015 (Forankret i BIF)
  5. Etableringen af International House og Europaskolen (Forankret i henholdsvis ØKF og BUF)

Handlingskataloget omfatter følgende indsatsområder:

1) Etablering

Det er svært at etablere sig i København som udlænding. Større virksomheder tilbyder derfor hjælp til deres ansatte i form af relocation-pakker leveret af professionelle aktører. Denne model er kostbar og derfor forbeholdt de større virksomheder.

Der er behov for en indsats, der gør det lettere for små og mellemstore virksomheder (SMV'erne) at ansætte international arbejdskraft. Universiteterne skal fortsat tiltrække og fastholde internationale studerende. Det er derfor nødvendigt at forbedre den praktiske etablering, da denne af mange opleves besværlig og unødvendig langvarig. Konkrete forslag omfatter en velkomstpakke til expats og rådgivning til virksomheder, der vil ansætte expats.

2) Netværk

Analyser peger på, at trivsel i form af socialt netværk forlænger expats ophold i København. En af de største udfordringer er netop manglen på netværk med danskere og adgang til samt brug af fritidstilbud hos foreningerne.

København Kommune har mulighed for at bidrage til etableringen af disse netværk gennem kultur- og fritidstilbud. Konkrete forslag omfatter støtte til foreninger, der vil gøre en særlig indsats overfor expats.

3) Mobilitet på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedets dynamik og evne til at optage international arbejdskraft er en væsentlig driver for fastholdelse af expats i København.  Det handler om at flytte internationale københavnere fra deres første ansættelse over i den næste og at sikre job til ægtefæller og studerende.

Københavns Kommune har mulighed for at bygge bro mellem den internationale arbejdskraft og de danske virksomheder. Konkrete forslag omfatter karrierevejledning til ægtefæller og stillingsopslag på engelsk.

4) Kommunens service

Generelt er der ikke nok kendskab til de tilbud og services, man har adgang til som borger i Danmark og Københavns Kommune. Øget kendskab til og mulighed for adgang til kommunens service samt et løft af de eksisterende services vil styrke fastholdelsen. Konkrete forslag omfatter rådgivning om børnepasning og oprettelse af international hjemmeside.

5) Byens tilgængelighed og imødekommenhed

Københavns byrum og internationale tilgængelighed har stor betydning for det samlede indtryk af København. Målet er i samarbejde med professionelle aktører, samarbejdspartnere og interesseorganisationer at skabe en tilgængelig og imødekommende by, hvor det er let at færdes og finde rundt. Konkrete forslag omfatter etablering af Wi-Fi zoner og bedre turistinformation.

Succeskriteriet for de udvalgte tiltag er, at de bidrager til:

  • At flere expats kommer til København
  • At vores expats bliver længere i København, fordi de og familien trives bedre
  • At der kommer flere udenlandske studerende, og at flere træder ind på det danske arbejdsmarked, når de har gjort uddannelsen færdig
  • At der kommer flere turister til København, nye såvel som flergangsturister, og at de oplever en mere imødekommende by
  • At der kommer flere investeringer og udenlandske virksomheder til København  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalgte initiativer kan eventuelt indgå i budgetforhandlingerne for 2014.

 

 

 

Claus Juhl                                                 /Bjarne Winge

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning med bemærkning om, at der ønskes tilføjet et bilag indeholdende en opsummering om forholdet til øvrige tidligere tiltag.

Til top