Mødedato: 26.10.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udmøntning af Genopretningspuljen 2. ansøgningsrunde

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal træffe beslutning om udmøntning af de resterende 3,1 mio. kr. i Genopretningspuljen efter 2. ansøgningsrunde. Københavns Kommune har modtaget i alt 17 ansøgninger og det indstilles at der udmøntes 3,1 mio. kr. til 9 ansøgere.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at forslag til udmøntning af genopretningspuljen jf. tabel 1 under afsnittet Løsning, godkendes.

Problemstilling

Københavns Kommune har med Overførselssagen 2020-2021 afsat 10 mio. kr. til en pulje til genopretning af erhvervslivet i København.

Puljen har til formål at støtte aktiviteter, der kan bidrage til en generel genopretning af det københavnske erhvervsliv oven på COVID19-krisen. På baggrund af den politiske beslutning om etablering af puljen og gældende lovgivning om kommunalstøtte, har Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde formuleret annonceringsmateriale inkl. kriterier for udmøntningen af puljen.

Kriterier for udmøntning af Genopretningspuljen

  • Ved udmøntning af puljen vil aktiviteter, der samlet set forventes at kunne bidrage mest positivt til erhvervslivets værdiskabelse (økonomisk effekt og gevinst), blive prioriteret.
  • Midlerne fra puljen kan kun udmøntes til aktiviteter, der relaterer sig til, hvordan københavnske virksomheder eller erhverv/brancher kan hjælpes ud af coronakrisen.
  • Ved udmøntning af puljen vil det blive tillagt positiv vægt, hvis flere virksomheder søger samlet eller indgår som samarbejdspartnere i ansøgningen.
  • Ved udmøntning af puljen vil der blive lagt vægt på, at den aktivitet, der ansøges om støtte til, er klart defineret (det kunne fx, i et samarbejde mellem hoteller/restauranter, kulturinstitutioner, turismeorganisationer, være gennemførelse af en generel markedsføringskampagne om København og byens mange attraktioner, der kan medvirke til tiltrækning af turister, eller fx et samarbejde mellem Københavns Kommunes lokaludvalg og lokale handelsstandsforeninger om gennemførelse af mindre kvarterfestivaler og andre festlige arrangementer, hvor flere forskellige typer af virksomheder og organisationer kan inddrages og drage nytte af støtten m.v.)
  • Ved udmøntning af puljen vil der blive lagt vægt på, at der fortrinsvis ydes støtte til nye aktiviteter, og at der kun i begrænset omfang ydes støtte til aktiviteter, der allerede i forvejen er delvist finansieret af kommunale midler.
  • Der kan ikke gives støtte til allerede gennemførte aktiviteter.

I foråret behandlede Økonomiudvalget første ansøgningsrunde til Genopretningspuljen. På denne baggrund blev der givet tilskud på i alt 6,9 mio. kr. fordelt på 15 tilskudsmodtagere. 

Med henblik på udmøntning af de resterende 3,1 mio. kr. i puljen har Økonomiforvaltningen og Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen gennemført en anden ansøgningsrunde med frist den 1. oktober. Ved ansøgningsfristen modtog Københavns Kommune 17 ansøgninger, hvoraf 15 lever op til de formelle krav (Bilag 1).

Løsning

I henhold til formål og kriterier for udmøntningen af genopretningspuljen har Økonomiforvaltningen på baggrund af fagligt input fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foretaget en samlet vurdering af ansøgningerne, herunder de foreslåede aktiviteters værdiskabelse for erhvervslivet. Endelig er ansøgningerne samlet set blevet vurderet med afsæt i et helhedsorienteret hensyn til spredning ud fra bl.a. geografi, indhold og projektstørrelse.

Det foreslås, at der gives støtte fra genopretningspuljen til 9 ansøgninger med aktiviteter med en samlet økonomi på i alt 3.062.000 kr.

Ved den samlede vurdering af ansøgningerne er der lagt vægt på, at der ydes støtte til en bred vifte af formål, virksomheder og organisationer, samt at der indgår en geografisk spredning i fordelingen af støtten, og at der ydes støtte til både større og mindre projekter.

På denne baggrund vurderes det, at de 9 ansøgninger, der fremgår af nedenstående tabel, bedst lever op til formålet med genopretningspuljen, og Økonomiforvaltningen foreslår på den baggrund, at de tildeles støtte.

Tabel 1: Projekter til udmøntning af 2. runde af Genopretningspuljen

Nr.

Projektnavn

Kort projektbeskrivelse

Beløb i kr.

Ansøger

1

Udsmykning og åbning af julehovedstaden

Projektet har til formål at bidrage til julestemningen og oplevelsen af København som juleby via etablering af juleudsmykning og -belysning i indre by samt gennemførelse af et signatur jule-event på og omkring Amagertorv. Projektet vil indgå som et stærkt visuelt element i bestræbelserne på at gøre København til europæisk julehovedstad i 2021, og vil bidrage til genopretning af omsætning i butikker og restauranter i indre by.

837.000

KBH - Commerce & Culture og Copenhagen Christmas ApS.

2

Copenhagen Green Labs

Projektet Copenhagen Green Labs er et flersporet erhvervsinitiativ, der skal medvirke til at ruste den københavnske restaurations- og foodservicebranche til på økonomisk bæredygtig vis at omstille sig til en grøn og klimaneutral produktion. I initiativet indgår bl.a. gennemførelse af en række workshops for kantineudbydere, restauranter, kokke, madentusiaster samt produkt- og opskriftudviklere i foodservice- og cateringbranchen i København om brug af klimavenlige alternativer i madproduktionen.

620.000

506 APS., Copenhagen Food Collective

3

Kampagne: Genopret Københavns status som stærk bylivs- og musikhovedstad

Projektet består af en international og national digital markedsføringskampagne, der skal genskabe glæden og bevidstheden om København som en stærk og moderne hovedstad for byliv og spillesteder oven på COVID-19 krisen.

600.000

Nus/Nus ApS.

4

Jul i Nyhavn

I forbindelse med afholdelsen af jul i Nyhavn, vil der blive opsat lys-projektorer langs gaden og på broen over Nyhavn, som skaber nyt liv og nye oplevelser i Nyhavn. Projektet vil kaste nyt lys på gaden og fungere interaktivt med de besøgende og bidrage til skabelse af en god julestemning og dermed bidrage til omsætningsfremgang for butikker og restauranter i området.

320.000

Nyhavn Erhvervsforening

5

Hjemmelavet jul

Gennem masterclasses, workshops, smagninger og foredrag vil oplevelsen af at handle i København styrkes, og københavnere og turister vil blive inspireret til gammeldags hjemmelavet jul.

200.000

Food Organisation of Denmark FMBA

6

Copenhagen State Fair

Projektet består af en 1-dags food event, som hylder den Amerikanske State Fair eller "Byfest"-tradition med madboder med afsæt i det amerikanske køkken, aktiviteter og musik. Eventet vil tiltrække borgere til butikker og restauranter i Carlsberg Byen og derved bidrage til øget omsætning og kundeflow i området.

150.000

Gasoline Grill i samarbejde med Balderdash, Amass, Sanchez, American Pie Company og Holy Smoke BBQ

7

Copenhagen Penguin Summit 2021

Vintersvømme-event i Københavns Havn. Arrangørerne vil med "Copenhagen Penguin Summit" opstarte en årligt tilbagevendende svømme-event med stort publikumspotentiale, som vil skabe nyt liv og aktivitet i byen og bidrage til omsætningsfremgang.

128.000

Svømmeklubben Copenwater i samarbejde med Dansk Svømmeunion, DGI, Wonderful Copenhagen og Fisketorvet

8

Juleweekend i Viborggade

Juleevent, hvor Viborggade forvandles til en smuk juleboulevard, med korsang fra lokale børn, en julemand, en tombola og julegodter skal eventet give en masse trafik til bydelen og sætte ekstra gang i den meget tiltrængte julehandel.

107.000

N24 og Victoria’s

9

Juletræstænding i Brønshøj og Husum og juleudsmykning på Frederikssundvej

Juletræstænding og julearrangement i Husum Bypark og på Brønshøj Torv samt opsætning af flagstænger med granguirlander og lys på Frederikssundsvej. Aktiviteterne er skal hjælpe med at tiltrække turister og gæster til Brønshøj/Husum til gavn for de erhvervsdrivendes aktivitet og omsætning.

100.000

Husum Juletræs Forening, Husumtoftens Juleudvalg og Brønshøj Julearrangement.

 

I alt

3.062.000

 

Se bilag 2 for overblik over de 15 modtagende ansøgninger projekter.

Det bemærkes, at der i nogle få tilfælde indstilles til at Økonomiudvalget giver tilsagn om støtte på et beløb, der er mindre end det beløb, der er ansøgt om. I de tilfælde vil der, hvis tilsagnet bevilges, i forbindelse med indgåelse af tilsagnsaftale, indgås en konkret dialog med ansøger om tilpasning af aktiviteten.

Økonomi

Såfremt indstilling godkendes, udmøntes de resterende i alt 3.062.000 kr. fra Genopretningspuljen.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgå tilskudsaftaler med de valgte ansøgere.

Søren Hartmann Hede                 /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Udmøntning af Genopretningspuljen 2. ansøgningsrunde (2021-0308613)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. 
Til top