Endelig vedtagelse af Helhedsplan for udvikling af Bystævneparken, Brønshøj-Husum
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af helhedsplan for Bystævneparken med miljørapport. Udvikling af Bystævneparken fra institutions- til boligområde blev besluttet i Budget 2018 og bidrager til Udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan på baggrund af intentioner i helhedsplanen (bilag 2) samt på baggrund af forslag til ændringer af anbefalinger til den videre planlægning (bilag 4).
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende helhedsplan for Bystævneparken (bilag 2) med miljørapport (bilag 3).
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til kommuneplantillæg på baggrund af intentioner i helhedsplanen (bilag 2) samt på baggrund af forslag til ændringer af anbefalinger til den videre planlægning (bilag 4).
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingens 2. at-punkt på mødet den 11. oktober 2021, jf. "Oversigt over politisk behandling".
Problemstilling
Udviklingen af Bystævneparken er en central del af udviklingen af bydelen Tingbjerg-Husum. Det er led i en række beslutninger, der har til formål at løfte området. Det omfatter byudviklingsstrategien fra 2015, beslutning om helhedsplan for Bystævneparken fra Budget 2018 (Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2017) (A, F, O, Ø), udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse fra 2019 samt finansiering af udvikling beskrevet i den tidligere helhedsplan for Bystævneparken i Budget 2020 (Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø, Å).
Miljørapporten og forslaget til helhedsplan for Bystævneparken blev godkendt i Borgerrepræsentationen (BR) den 22. april 2021 og har været i høring fra den 3. maj 2021 til den 27. juni 2021. Forvaltningerne har modtaget 27 høringssvar, som har medført forslag til ændringer af anbefalingerne til den videre planlægning.
Løsning
Udviklingen af Bystævneparken har tre delmål: 1) at omdanne Bystævneparken fra et institutionsområde til et attraktivt boligområde i tråd med den overordnede Tingbjerg-Husum byudviklingsstrategi fra 2015, 2) at bidrage til opfyldelse af udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse fra 2019 og 3) at understøtte modernisering af utidssvarende kommunale institutioner. Helhedsplanen er en revision af den tidligere helhedsplan fra 2018. Revisionen var nødvendig på grund af ændrede beslutninger om kommunale tilbud i Bystævneparken. Helhedsplanen for Bystævneparken vil efter endelig vedtagelse danne grundlag for udarbejdelse af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg.
Forslag til ændringer af anbefalinger tilden videre planlægning
Høringen giver ikke anledning til ændringer af selve helhedsplanen, men derimod i anbefalingerne.
I indstillingen om forslag til helhedsplanen (BR den 22. april 2021) indgik anbefalinger til den videre planlægning. Høringen har givet anledning til, at forvaltningerne foreslår en ændring af anbefalingen om den interne vejstruktur, således at Ærtebjergvej ikke åbnes for biltrafik ind mod Bystævneparken. Åbning af Ærtebjergvej, Hørtoftevej, Botoftevej samt Gårdtoftevej for cykel- og fodgængertrafik vurderes at kunne sikre sammenbinding af Bystævneparken med det omkringliggende byområde. Desuden foreslår forvaltningerne, at alternative løsninger til åbning af Toften for renovationskøretøjer undersøges. Hvis Toften ikke åbnes for renovationskøretøjer, forudsætter det, at der kan findes en løsning for renovationskøretøjer, der tager hensyn til sikker færdsel for gående og cyklister. Selv om området opfylder kriteriet for at kunne udvikles som delvist bilfrit, jf. Administrationsgrundlaget for bilfri byudviklingsområder (BR den 8. oktober 2020), planlægges der ikke for, at Bystævneparken skal være delvis bilfri (BR den 22. april 2021). Fordelingen mellem terrænparkering og parkering i kælder fastlægges derfor i forholdet 20 % på terræn og 80 % i konstruktion. Dette understøtter den samlede business case for udvikling af området (jf. forslag til helhedsplan) samt høringssvar fra naboer med ønsker til mere terrænparkering i området.
Ændringer og de samlede anbefalinger til den videre planlægning er uddybet i bilag 4.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
Der er modtaget 27 henvendelser i høringsperioden, som vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er henvendelserne refereret med forvaltningernes bemærkninger. Der blev afholdt borgermøde den 19. maj 2021. Referat af mødet er vedlagt som bilag 7.
Københavns Museum har følgende hovedsynspunkt (bilag 5, nr. 22):
Der gøres opmærksom på, at der er sandsynlighed for arkæologiske spor i området.
Københavns Stift har følgende hovedsynspunkt (bilag 5, nr. 5):
Københavns Stift påpeger, at Tingbjerg Kirke afkaster en kirkebyggelinje, der i en radius af 300 m omkring kirken betyder begrænsning på bygningshøjden på 8,5 meter for nybyggeri i Bystævneparken.
Forvaltningernes bemærkninger
Der er ikke umiddelbart planer om nybyggeri inden for beskyttelseszonen. Forvaltningerne vil afklare forholdet nærmere i dialog med kirken i forbindelse med den kommende lokalplanproces.
Slots- og Kulturstyrelsen har følgende hovedsynspunkter (bilag 5, nr. 27):
Slots- og Kulturstyrelsen bemærker, at forslaget til helhedsplanen umiddelbart vurderes at indebære mindre ændringer inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Vestvolden. Styrelsen anbefaler, at der ikke anlægges beplantning mv. i større omfang, hegning eller lignende mellem kommende bebyggelser og Vestvolden, samt at evt. terrænbearbejdning mhp. bl.a. regnvandshåndtering kun udføres i et nødvendigt og diskret omfang.
Forvaltningernes bemærkninger
Forvaltningerne noterer sig styrelsens anbefalinger, og vil inddrage styrelsen i den videre planlægning af tiltag indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen.
Brønshøj/Husum Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 5, henvendelse nr. 18):
- Lokaludvalget ønsker, at der tages hensyn til de eksisterende grønne kvaliteter i området.
- Lokaludvalget beklager, at den tidligere planlagte skole er udgået af helhedsplanen, og opfordrer til at der i stedet etableres et samlingssted for lokalsamfundet i området.
- Lokaludvalget udtrykker bekymring over den planlagte bebyggelsestæthed.
- Udvalget opfordrer desuden til at området udvikles med en blanding af ejerformer, herunder bofællesskaber og selvbyg-/medbygkoncepter.
- Lokaludvalget er kritiske overfor åbning af Ærtebjergvej for biltrafik og ønsker en samlet trafikplan for et større område omkring Bystævneparken/Bystævneforbindelsen.
- Lokaludvalget påpeger områdets nærhed til de beskyttede områder på Vestvolden.
Forvaltningernes bemærkninger
- I det kommende lokalplanarbejde vil der være fokus på bevaring af flest mulige træer, der lever op til kriterierne for at blive udpeget som bevaringsværdige, indpasning af nye træer, samt at parkering på terræn og skybrudssikring indarbejdes i respekt for områdets grønne karakter. Det forventes, at 82 af de 171 træer bevares. 89 træer forventes fældet. De træer, der vil kunne fældes, er placeret i områder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at placere bebyggelse samt veje og stier. Da veje og stier omlægges og suppleres for at styrke forbindelsen til de omkringliggende kvarterer, samtidig med at Bystævneparken i forhold til i dag fortættes med nybyggeri, er store dele af arealerne inden for områdets afgrænsning berørt. Der suppleres med nye træer langs veje, i byrum og gårdrum. Helhedsplanen rummer mere byggeri, end der er i området i dag foruden ny infrastruktur, hvorfor det ikke har været muligt at bevare den oprindelige grønne struktur, herunder den centrale have, i sin nuværende form.
- Prognoser fra Børne- og Ungdomsforvaltningen viser, at der ikke er behov for at udbygge skolekapaciteten. Den videre planlægning vil understøtte fælles funktioner i stueetagerne.
- Forslaget til helhedsplan indebærer en stigning i bebyggelsesprocent fra ca. 70% til ca. 103%. Bebyggelsestætheden skal kvalificeres nærmere i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen. Bebyggelsen er tilpasset skalamæssigt til den omkringliggende bebyggelse, så de forskellige typologier og højder matcher hhv. gadeforløbet mod Bystævnet, villakvarteret mod syd og de eksisterende bygninger mod Vestvolden.
- Københavns Kommune kan ikke regulere ejerformer i lokalplaner (almene boliger undtaget). På grund af nærheden til Tingbjerg og Bystævneparkens betydning for den samlede udviklingsplan for at nedbringe andelen af almene boliger i Tingbjerg, er det besluttet af Borgerrepræsentationen (BR 22. april 2021), at der ikke stilles krav om almene boliger i Bystævneparken. Lokaludvalgets bemærkninger om selvbygkoncepter mv. er taget til efterretning.
- Forvaltningerne foreslår, at åbning af Ærtebjergvej for biltrafik ikke vil være led i den kommende lokalplanlægning. Ærtebjergvej og de øvrige tilstødende villaveje åbnes for gående og cyklister for at understøtte et sammenhængende byområde. Det bemærkes, at miljøvurderingen (bilag 3) angiver, at udviklingen af Bystævneparken ikke i sig selv vil give afviklingsproblemer på det omkringliggende vejnet, herunder på Bystævnet og Gadelandet. Trafikudvikling i det samlede område Brønshøj-Husum vil blive yderligere belyst i forbindelse med udvikling af en kommende forbindelse over Vestvolden.
- Ny bebyggelse er placeret udenfor beskyttelseslinjen omkring fortidsmindet Vestvolden.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har følgende hovedsynspunkt (bilag 5, nr. 24):
Udvalget påpeger, at etablering af parkering i konstruktion udgør en økonomisk belastning for etableringen af plejehjem, og at krav om etablering af parkering i konstruktion kan medføre kvalitetsmæssige forringelser for byggeriet. Udvalget ønsker, at der arbejdes med løsninger, der ikke medfører krav om parkering i konstruktion for plejehjemmene.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningerne noterer udvalgets bemærkning i forhold til den kommende lokalplanlægning og vil i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forsøge at imødekomme de påpegede udfordringer og samtidig sikre balancen med ønsket om mest muligt grønt.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser:
- 18 henvendelser er kritiske overfor muligheden for at åbne Ærtebjergvej for gennemkørende biltrafik, mens fire henvendelser efterspørger en samlet trafikplan.
- Fire henvendelser adresserer planens grønne områder og ønske om at bevare disse.
- Fem henvendelser er kritiske overfor den foreslåede bygningstæthed i området.
Forvaltningens bemærkninger
Hovedsynspunkterne i borgernes henvendelser er sammenfaldende med henvendelsen fra lokaludvalget, og borgerne synspunkter er således adresseret i det ovenstående.
Botilbuddet Rønnebo
Botilbuddet Rønnebo er i forslaget til helhedsplanen beliggende på sin nuværende placering i Bystævneparken. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2022 er der taget beslutning om, at Rønnebo skal flyttes til nye bygninger. Det ny Rønnebo placeres ud mod Bystævnet på byggefelt 2. De boliger, der var tiltænkt placeret der, flyttes i stedet til Rønnebos tidligere placering. Den nærmere placering og udformning vil indgå i den kommende planlægning.
Miljøvurdering
I henhold til miljøvurderingsloven er der udarbejdet en miljørapport for helhedsplanen (bilag 3), som sammen med helhedsplanen har været i offentlig høring i otte uger. Miljøvurderingen af helhedsplanen har ikke identificeret væsentlige miljøpåvirkninger. Høringen har ikke resulteret i ændringer af miljøvurderingen. En sammenfattende redegørelse fremgår af bilag 3.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget helhedsplanen, udarbejder forvaltningerne forslag til lokalplan med tilhørende tillæg til kommuneplanen. Forvaltningerne forventer at forelægge forslaget for Borgerrepræsentationen ultimo 2022, hvorefter det sendes i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i andet kvartal 2023.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende helhedsplan for Bystævneparken (bilag 2) med miljørapport (bilag 3).
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, - at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan på baggrund af intentioner i helhedsplanen (bilag 2) samt på baggrund af forslag til ændringer af anbefalinger til den videre planlægning (bilag 4).
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, - at Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til kommuneplantillæg på baggrund af intentioner i helhedsplanen (bilag 2) samt på baggrund af forslag til ændringer af anbefalinger til den videre planlægning (bilag 4).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2021
Indstillingens 1.-2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er enige i Brønshøj-Husum Lokaludvalgs høringssvar og ønsker, at det frem mod lokalplansprocessen skal undersøges, hvordan det er muligt at bevare så meget som muligt af den grønne struktur og leve op til Lokaludvalgets ønsker.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"Vi ønsker at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 familiebolig”.
Beslutning
Dagsordenspunkt 14: Endelig vedtagelse af Helhedsplan for udvikling af Bystævneparken, Brønshøj-Husum (2021-0177202)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11. oktober 2021:
”Partierne er enige i Brønshøj-Husum Lokaludvalgs høringssvar og ønsker, at det frem mod lokalplansprocessen skal undersøges, hvordan det er muligt at bevare så meget som muligt af den grønne struktur og leve op til lokaludvalgets ønsker.”
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11. oktober 2021:
"Vi ønsker at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 familiebolig”.