Udskydelse af elbusser på linje 9A til marts 2026 i forbindelse med undersøgelse af mulig frekvensreduktion
Bustilpasningen til Sydhavnsmetroen medfører et øget tilskudsbehov til busdriften for København, Frederiksberg og Rødovre. Borgerrepræsentationen skal beslutte, om Økonomiforvaltningen skal meddele Movia, at Københavns Kommune ønsker udbuddet af linje 9A udskudt, for at Movia og de relevante kommuner kan undersøge mulighederne for at reducere frekvensen på linje 9A for at afbøde merudgifterne for de berørte kommuner. Dette vil medføre tre måneders forsinkelse af omstillingen af linje 9A til elbusser fra udgangen af 2025 til marts 2026.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at Økonomiforvaltningen meddeler Movia, at Københavns Kommune ønsker, at der arbejdes videre med mulige frekvensreduktioner på linje 9A, frem mod trafikbestillingen i april 2024, og dermed accepterer, at linjen først omstilles til nulemissionsbusser i marts 2026 fremfor december 2025.
Problemstilling
For at tilpasse busdriften til åbningen af Sydhavnsmetroen traf Borgerrepræsentationen den 21. september 2023 en principbeslutning om bl.a. at omlægge linje 7A til en lokal buslinje 17 i Sydhavnen. Denne principbesluttede bustilpasning betyder, at København, Frederiksberg og Rødovre Kommune får årlige merudgifter på busdriften på hhv. 4,1, 4,7 og 5,3 mio. kr.
Det fremgik af indstillingen den 21. september 2023, at Movia ville afklare mulighederne for at afbøde nogle af disse økonomiske konsekvenser. For at afbøde merudgifterne har Movia bl.a. foreslået at reducere frekvensen på linje 9A, der kører mellem Glostrup St. og Valbyparken via Vanløse, Frederiksberg og Vesterbro, jf. bilag 2.
Linje 9A er den mindst benyttede af A-buslinjerne. Dette fremgår af det igangværende arbejde med at kortlægge kapacitetsudnyttelsen af busnettet i Københavns Kommune i den busoptimeringsanalyse, der blev igangsat med budget 2022. Movia oplyser derudover, at linje 9A’s indtægter finansierer ca. halvdelen af linjens udgifter, hvor alle andre A-buslinjer i hovedstadsområdet har en væsentlig højere selvfinansieringsgrad. Tilskuddet per passager for linje 9A er også væsentlig højere end for de øvriges A-buslinjer. På disse parametre er linje 9A mere sammenlignelig med almindelige bybuslinjer som 11, 21 og 31, der ikke kører lige så højfrekvent som linje 9A, jf. bilag 1.
Løsning
Movia foreslår, at frekvensen på linje 9A reduceres i dagtimerne mandag-lørdag fra 8 til 6 afgange i timen, så der er 10-minutters drift i stedet for den nuværende 7-8 minutters drift, samt at aftendriften mellem Ålekistevej i Vanløse og Rødovre Centrum reduceres fra 6 til 3 afgange i timen (fra 10 til 20-minutters drift). Den nuværende natbetjening vil blive opretholdt uændret. Men frekvensreduktionen i dagtimerne vil betyde, at linjen mister sin status som A-bus.
Movia vurderer, at København vil spare 4,8 mio. kr. årligt, mens Frederiksberg og Rødovre vil spare hhv. 1,9 mio. kr. og 1,5 mio. kr. årligt som følge af frekvensreduktionen.
Linje 9A indgår i Movias aktuelle udbudspakke (A23). A23-udbudsprocessen er for fremskreden til, at ændringer i kørselsomfanget af linjen kan nå at komme med, da det kræver enighed mellem ejerkommunerne. Skal der laves reduktioner i frekvensen kræver det, at linje 9A flyttes fra A23-udbuddet til det ekstraudbud, der indeholder linje 5C og 350S (A23X). Linjerne i A23X-udbuddet idriftsættes ved køreplanskiftet den 29. marts 2026. Flytning af linje 9A til A23X-udbuddet vil således betyde, at linjens omstilling til nulemissionsbusser først vil ske fra denne dato fremfor i december 2025, som besluttet af Borgerrepræsentationen d. 25. januar 2023. Dette vil medføre, at alle buslinjer i København er omstillet til nulemission i december 2025 på nær linje 9A og linje 5C, som ligeledes omstilles i marts 2026 (godkendt af Borgerrepræsentationen d. 22. juni 2023). Linje 9A betjenes i dag af dieselbusser, mens 5C betjenes med Co2-neutrale biogasbusser.
Linje 9A ejes af København, Frederiksberg, Rødovre, Glostrup og Brøndby. Hvis ikke alle ejerkommuner ønsker at arbejde videre med frekvensreduktioner på linjen, fastholdes linje 9A i udbud A23 med de nuværende frekvenser, og linje 9A omstilles til nulemission i december 2025.
Forslagets besparelser for Frederiksberg og Rødovre afbøder ikke fuldt ud de merudgifter som de to kommuner vil få i forbindelse med den principbesluttede bustilpasning til Sydhavnsmetroen. Movia har derfor udarbejdet yderligere besparelsesforslag til Frederiksberg og Rødovre, der omfatter linje 12, 18 og 7A. Økonomiforvaltningen er i dialog med Movia og de to kommuner om disse forslag, da de også kan have mindre økonomisk og betjeningsmæssig betydning for København.
Økonomi
Denne indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser. Økonomisk konsekvens af Movias forslag fremgår af løsningsafsnittet.
Videre proces
Godkender Borgerrepræsentationen indstillingen, vil Økonomiforvaltningen meddele Movia, at Københavns Kommune ønsker, at der arbejdes videre med mulige frekvensreduktioner på linje 9A, frem mod trafikbestillingen i april 2024, og dermed accepterer, at linjen først omstilles til nulemission i marts 2026 fremfor december 2025.
Hvis der blandt de fem ejerkommuner kan opnås enighed på administrativt niveau om forslaget, vil Borgerrepræsentationen, i forbindelse med den ekstraordinære trafikbestilling i april 2024, skulle tage stilling til et forslag om frekvensreduktion på linje 9A. Forinden vil der være en høring af forslaget blandt berørte lokaludvalg og råd. Frekvensreduktionen vil kun blive gennemført, hvis den godkendes af alle fem ejerkommuner.
Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Udskydelse af elbusser på linje 9A til marts 2026 i forbindelse med undersøgelse af mulig frekvensreduktion (2024-0009468)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.