Mødedato: 24.01.2024, kl. 10:00
Mødested: Comwell i Køge

Kvalitetsstandarden "Hjælp i Hverdagen" 2024

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Socialudvalget skal tage stilling til henholdsvis Tilsynspolitikken for servicelovsydelserne om personlig og praktisk hjælp samt madservice og Socialforvaltningens kvalitetsstandard for Den Sociale Hjemmepleje ”Hjælp i Hverdagen 2024”. Sidstnævnte skal også efterfølgende godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Socialforvaltningen har i Tilsynspolitikken ikke foretaget væsentlige ændringer siden sidste års udgave.

Socialforvaltningens ”Hjælp i Hverdagen 2024” har været i ekstern høring, hvilket ikke har givet anledning til væsentlige ændringer. Kvalitetsstandarden er igen i år revideret i tæt samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for Den Sociale Hjemmepleje ”Hjælp i Hverdagen 2024”, jf. bilag 2.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Socialudvalget skal mindst én gang årligt følge op på Tilsynspolitikken for ydelserne personlig og praktisk hjælp samt madservice efter servicelovens § 83 på Socialforvaltningens område. Socialudvalget godkendte den 23. maj 2018 en tilsynspolitik, som beskriver, hvordan Socialudvalget udmønter forpligtelsen til at føre tilsyn med disse tilbud. Tilsynspolitikken indeholder også retningslinjer og procedurer for kommunens tilsyn med disse tilbud (både egne og eksterne tilbud). 

Borgerrepræsentationen skal derudover én gang årligt godkende en borgerrettet kvalitetsstandard om personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, genoptræning og vedligeholdende træning (servicelovens §§ 83, 83a og 86). I kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen 2024” kan borgeren læse om mulighederne for at få hjælp i hverdagen, hvis borgeren har en fysisk, psykisk eller social udfordring, som gør det vanskeligt at klare de daglige opgaver.

Løsning

Tilsynspolitik for § 83-ydelser på Socialforvaltningens område

Tilsynspolitikken, jf. bilag 1, blev senest revideret i forbindelse med Socialudvalgets behandling af kvalitetsstandarden for 2023. Socialforvaltningen har fulgt op på Tilsynspolitikken (bilag 1) i en intern høring, hvor der ikke har været nogle bemærkninger. Socialforvaltningen vurderer, at der ikke skal foretages ændringer i forhold til sidste års udgave. 

Digital publicering

For at sikre en mere tilgængelig og tidssvarende løsning, har Socialudvalget den 26. april 2023 vedtaget, at Kvalitetsstandarden Hjælp i Hverdagen fra 2024 kun skal udgives digitalt. Den digitale udgave giver den enkelte borger mulighed for at målrette søgningen og fokusere på de informationer, der er relevante for den enkelte ved en ”klik-løsning” på kommunens hjemmeside. Det betyder også, at informationerne i kvalitetsstandarden ikke vil blive formidlet i den rækkefølge som for nuværende ses af bilag 2. Som hidtil bliver der udarbejdet en fysisk pixiudgave, der supplerer den digitale løsning. Den seneste pixiudgave er fra 2022 og er vedlagt som bilag 5. Borgere introduceres til begge løsninger ved opstartsmøder. Pixiudgaven revideres som udgangspunkt kun hvert 4. år, medmindre den årlige revidering af kvalitetsstandarden giver anledning til indholdsmæssige ændringer i pixiudgaven. I år ændres pixiudgaven på baggrund af ændring i ordningen om tøjvask jf. nedenfor.  

Kvalitetsstandarden for Den Sociale Hjemmepleje Hjælp i Hverdagen 2024

Socialforvaltningen har på baggrund af en intern høring udarbejdet en revideret udgave af kvalitetsstandarden, jf. bilag 2. Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ensarter de to forvaltningers kvalitetsstandarder dér, hvor det er muligt.

De ændringer, der er foretaget siden sidste år, er markeret med gult i bilag 2. Ændringer skal her forstås som fx tilføjelser, præciseringer og omformuleringer af tidligere afsnit. Ændringerne er også beskrevet i høringsbrevene (bilag 3), som forvaltningens høringsparter modtog i forbindelse med den eksterne høringsperiode. Mindre redaktionelle justeringer fremgår ikke. Indledende tekststykker, som i det digitale format bliver forkortet eller klippet ind forskellige steder, alt efter hvordan det passer med de digitale indgange på hjemmesiden, er markeret grønt i bilag 2.

Både Socialforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens reviderede kvalitetsstandarder har været i ekstern høring i perioden 2. oktober  til  27. oktober 2023 hos relevante interessenter. Kvalitetsstandarderne har i samme periode været tilgængelige på Københavns Kommunes høringsportal ’Bliv Hørt’.

Socialforvaltningen har modtaget fire høringssvar fra hhv. Handicaprådet, Dialogforum på psykiatriområdet, Udsatterådet og DUOS. Derudover har Socialforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen modtaget et fælles høringssvar fra Ældrerådet. Høringssvarene har ikke givet anledning til væsentlige ændringer i Kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen 2024”. Alle høringssvar og høringsbreve fremgår af bilag 3.

Socialforvaltningens bemærkninger og kommentarer til høringssvarene kan findes i bilag 4. Handicaprådet har ingen konkrete bemærkninger til den reviderede kvalitetsstandard, men giver udtryk for, at de værdsætter arbejdet med at gøre kvalitetsstandarden mere brugerrettet, og at en digital udgivelse af kvalitetsstandarden vil øge borgernes tilgængelighed af kvalitetsstandarden. Omvendt mener Udsatterådet, at en udelukkende digital version af kvalitetsstandarden vil mindske tilgængeligheden. I bilag 4 besvarer Socialforvaltningen denne bemærkning med henvisning til mulighed for målrettet søgning online, hurtigere adgang efter politisk godkendelse af kvalitetsstandarden og en fysisk pixibog som supplement. Dialogforum på psykiatriområdet, Udsatterådet, og DUOS har hovedsageligt afgivet bemærkninger af en karakter, der har givet forvaltningen anledning til at præcisere og uddybe i bilag 4. Socialforvaltningen har ikke kunnet imødekomme alle forslag i høringssvarene. Det skyldes bl.a., at forslagene vedrører emner, der er bundet op på en politisk beslutning eller beslutning fra anden instans.

Udover de ændringer, der er foretaget i kvalitetsstandarden på baggrund af den interne og eksterne høring, er der foretaget en ændring vedr. transport til omsorgstandpleje på baggrund af et effektiviseringsforslag i Budget 2024, hvor Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vedtog, at borgere ikke længere automatisk vil få transport til omsorgstandpleje. I Socialforvaltningen får ca. 30 borgere omsorgstandpleje. Fremover kan borgere, der er visiteret til omsorgstandpleje, få bevilget vederlagsfri transport efter servicelovens serviceloven § 117. Borgere, som ikke er omfattet af den berettigede personkreds i hhv. servicelovens § 117 eller aktivlovens § 81 (enkeltudgifter), afholder som udgangspunkt selv evt. transportudgifter. Socialforvaltningen vil i disse tilfælde afsøge muligheden for, om borgeren kan få bevilget flex-transport.

Socialudvalget vedtog d. 27. november 2023 en ændring i visitering til tøjvask, hvormed borgere med behov for tøjvask, fremover alene tilbydes en vaskeordning, hvor borgers vasketøj hentes, vaskes og leveres tilbage. Tidligere kunne borgere, der havde brug for hjælp til tøjvask og som havde egen vaskemaskine eller adgang til vaskerum, få hjælp af hjemmeplejen til tøjvask i eget hjem. Når borgers vasketøj leveres rent tilbage, er det foldet og lagt sammen. Hvis man har behov for at få lagt tøjet på plads, kan man fortsat blive visiteret til dette efter servicelovens § 83 (praktisk hjælp). Ændringen betyder, at serviceniveauet i tøjvask bliver ens mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen. Kvalitetsstandarden ”Hjælp i Hverdagen” er tilpasset som følge af ændringen og har slettet underafsnittet ”Hjælp og støtte til at vaske tøj i hjemmet” (s. 8).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil kvalitetsstandarden for 2024 blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. Hvis kvalitetsstandarden bliver godkendt af Borgerrepræsentationen, vil den blive publiceret på Københavns Kommunes hjemmeside. Tilsyn med ydelser efter servicelovens § 83 på Socialforvaltningens område tilses som beskrevet i Tilsynspolitikken. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forelægger den 14. december 2023 en indstilling om kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp målrettet ældre borgere over 65 år for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Denne kvalitetsstandard vil efterfølgende også blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. 

 

Mikkel Boje    / Eva Stokbro Jensen og Anders Møller Jakobsen


Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender den opdaterede Tilsynspolitik for ydelserne personlig og praktisk hjælp samt madservice, jf. bilag 1.

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for Den Sociale Hjemmepleje ”Hjælp i Hverdagen 2024”, jf. bilag 2.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2023

 

Indstillingens 1. og 2. at blev godkendt.

 

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Beslutning

Dagsordenspunkt 22: Kvalitetsstandarden "Hjælp i Hverdagen" 2024 (2023-0390178)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top