Håndtering af medlemsforslag om én venteliste til ungdomsboliger
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forvaltningernes redegørelse tages til efterretning,
- at medlemsforslag om én venteliste til ungdomsboliger stillet af Radikale Venstre, jf. Borgerrepræsentationen den 22. april 2021 hermed er håndteret.
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen med et ændringsforslag på sit møde den 8. januar 2024, jf. Oversigt over politisk behandling.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 22. april 2021 et medlemsforslag fra Radikale Venstre (bilag 2), som pålagde Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen at gå i dialog med relevante aktører med henblik på at afsøge mulighederne for at etablere én fælles venteliste til ungdomsboliger i København. Af motiveringen for medlemsforslaget fremgik det, at de to konkurrerende fællesanvisninger i København opfattes som en barriere for hurtig afvikling af boligkøen og gør det svært at overskue, hvordan man hurtigst kan få en ungdomsbolig. Medlemsforslaget henviste til et notat af 22. marts 2021 fra det daværende Indenrigs- og Boligministerium, hvori ministeriet afviste at bidrage til etablering af én fælles venteliste til ungdomsboliger gennem ny lovgivning (jf. bilag 2). Medlemsforslaget blev vedtaget med et ændringsforslag stillet af Socialdemokratiet og Enhedslisten, hvorefter ”elev- og studenterorganisationerne fortsat skal være repræsenteret i indstillingsudvalget”.
Løsning
Medlemsforslaget ligger i forlængelse af kommunens studiebyspolitik ”Studieby København”, som Borgerrepræsentationen vedtog den 12. december 2019. Heri indgår et mål om et transparent ventelistesystem for støttede ungdomsboliger og en anbefaling om, at det undersøges om private ungdomsboliger kan indgå i et ventelistesystem. Visionen er, at studerende ét sted kan opnå overblik over alle ungdomsboliger (både støttede og ustøttede) i hovedstadsområdet.
Der har tidligere været taget initiativer på området, jf. vedlagte notat til Borgerrepræsentationen af 21. marts 2018 (bilag 3). Begge fællesanvisninger har været med til at udarbejde fælles retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2016.
Forvaltningernes dialog med CIU og KKIK om en mulig frivillig løsning
Forvaltningerne har drøftet Borgerrepræsentationens beslutning fra mødet den 22. april 2021 med CIU og KKIK. Både CIU og KKIK tilslutter sig en overordnet målsætning om, at det skal være let for de studerende at finde en ungdomsbolig i København. Dialogen har omfattet mulighederne for at nå målet gennem et tættere samarbejde om én fælles venteliste eller en fælles portalløsning. Det er imidlertid forvaltningernes vurdering, at de to indstillingsudvalg er for langt fra hinanden til at en frivillig løsning kan opnås indenfor rammerne af gældende lovgivning.
Kommunen har ikke hjemmel til at beslutte, at der skal være én fællesanvisning i København. Ligesom kommunen indenfor den gældende lovgivning ikke kan beslutte, hvordan fællesanvisningerne skal organisere sig, herunder om elev- og studenterorganisationer skal være repræsenteret i indstillingsudvalg. CIU har et dispensationsudvalg med repræsentanter fra elev- og studenterorganisationerne, der behandler ansøgninger om dispensation fra de opstillede ansøgningskriterier. Det har KKIK ikke, jf. bilag 4.
Målet om én fællesanvisning i København kan efter forvaltningernes vurdering kun opnås, hvis de to indstillingsudvalg laver en frivillig aftale, eller hvis lovgivningen ændres, så det bliver muligt for kommunen at stille krav om én fælles venteliste til ungdomsboliger.
Inddragelse af Uddannelsesrådet
Emnet har også været drøftet i Uddannelsesrådet, som består af de syv borgmestre og repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner, elev- og studenterorganisationer samt erhvervslivet. Rådet har tilsluttet sig, at spørgsmålet om ét indstillingsudvalg er en vigtig dagsorden og emnet vil fortsat indgå i rådets drøftelser om ungdomsboligmarkedet i København. Uddannelsesrådet har dog ingen beslutningskompetence på området.
Politisk handlerum
Da sagen forudsætter lovændring, er handlerummet at tage sagen op overfor regeringen og/eller Folketinget.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, foretager forvaltningen sig ikke yderligere.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forvaltningernes redegørelse tages til efterretning.
- at medlemsforslag om én venteliste til ungdomsboliger stillet af Radikale Venstre, jf. Borgerrepræsentationen den 22. april 2021 hermed er håndteret.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. januar 2024
Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som nyt 3. at-punkt:
”at pålægge teknik- og miljøborgmesteren at rette henvendelse til social- og boligministeren med opfordring til, at lovgivningen ændres, så det bliver muligt for kommunen at stille krav om én fælles venteliste til ungdomsboliger, herunder at elev- og studenterorganisationerne fortsat skal have indflydelse.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 10: Håndtering af medlemsforslag om én venteliste til ungdomsboliger (2022-0150116)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.