Cirkulære for budgetopfølgning 2022
Økonomiforvaltningen reviderer årligt budgetopfølgningscirkulæret og forelægger det for Økonomiudvalget til godkendelse. Cirkulæret fastsætter retningslinjerne for budgetopfølgningen i kommunen. Der er generelt tale om mindre justeringer af det opdaterede cirkulære for 2022 sammenlignet med 2021.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Cirkulære for budgetopfølgning 2022 godkendes.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen reviderer årligt budgetopfølgningscirkulæret med henblik på Økonomiudvalgets godkendelse. Cirkulærets formål er at sikre en standardiseret, fyldestgørende og samtidig budgetopfølgning for hele kommunen, som gør det muligt hurtigt at reagere og foretage korrigerende handlinger i forbindelse med budgetafvigelser. Mere konkret indeholder cirkulæret retningslinjerne for de forskellige elementer i kommunens budgetopfølgning, herunder bl.a. kvartalsprognoserne for årets forventede regnskab, sagerne om bevillingsmæssige ændringer, månedlig opfølgning (risikolisten) og anlægsoversigterne.
Løsning
Det opdaterede budgetopfølgningscirkulære for 2022 inkl. bilag er vedlagt. Der er generelt tale om mindre justeringer af det opdaterede cirkulære for 2022 sammenlignet med 2021. Opdateringen af cirkulæret har således ikke ført til væsentlige ændringer af de krav, der stilles til forvaltningerne i forbindelse med kommunens budgetopfølgning. De ændringer, der er foretaget i forhold til 2021, er beskrevet indledningsvis i cirkulæret. Endvidere er der vedlagt en udgave af cirkulæret med ændringsmarkering i forhold til 2021.
Det bemærkes, at der igen i 2022 vil blive fulgt særskilt op på udgifter relateret til COVID-19, ligesom det har været tilfældet i 2020 og 2021. Det følger af, at Finansministeriet den 10. november 2021 har tilkendegivet over for KL, at regeringen også i 2022 er indstillet på at sikre de nødvendige ressourcer til at finansiere COVID-19 i kommunerne. Forvaltningerne skal således igen i 2022 særskilt indmelde merudgifter til COVID-19 i forbindelse med kvartalsprognoserne. Det skal ske af hensyn til, at overholdelsen af servicerammen opgøres ekskl. COVID-19. Endvidere skal merudgifterne kunne indmeldes til KL med henblik på, at regeringen og KL vil drøfte omfanget af kompensation til kommunerne i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2023.
Herudover bemærkes det, at cirkulæret indeholder en målsætning om, at der maksimalt må gå 43 dage, fra forbrugsdata til kvartalsprognoserne for det forventede regnskab ligger klar, til prognoserne forelægges Økonomiudvalget. I forhold til 2022 vil det imidlertid ikke være muligt at indfri målsætningen, idet der vil gå ml. 46 og 48 dage. Det skyldes placeringen af Økonomiudvalgets møder i 2022, hvor det ikke vil være muligt at nå at udarbejde en konsolideret prognosen inden de forudgående møder i udvalget. Økonomiforvaltningen vil fremadrettet, så vidt det er muligt, tilrettelægge processen for regnskabsprognoserne således, at kravet om 43 dage overholdes fra 2023.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Cirkulæret for 2022 fremsendes til forvaltningerne. Forvaltningerne er herefter ansvarlige for at følge cirkulærets krav i forbindelse med budgetopfølgningen i 2022.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenpunkt 8: Cirkulære for budgetopfølgning 2022 (2021-0341896)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.