Mødedato: 22.11.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Beredskabspolitik og "Plan for fortsat drift"

Se alle bilag

For at forankre og tydeliggøre ansvarsfordelingen på beredskabsområdet bør Københavns Kommune have en klar politisk ramme samt en anvendelsesorienteret Plan for fortsat drift, i tilfælde af København rammes af uønskede hændelser.

Tidligere beslutninger

Beredskabskommissionen anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.      at forslag til beredskabspolitik, jf. bilag 1, godkendes,

2.      at ”Plan for fortsat drift”, der samtidig erstatter den eksisterende beredskabsplan, godkendes,

3.      at det godkendes, at Beredskabskommissionen bemyndiger Beredskabs Samordning for Københavns Kommune til at udarbejde et beredskabsprogram, som sikrer implementeringen af beredskabspolitikken og ”Plan for fortsat drift” i alle forvaltninger samt

4.       at det godkendes, at der udarbejdes en risiko- og sårbarhedsvurdering for den civile sektors beredskab i Københavns Kommune.


Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til sagen.

Problemstilling

Beredskabsstyrelsen anbefaler, at der udarbejdes en beredskabspolitik, som fastlægger den overordnede ramme og de generelle mål for beredskabsplanlægningen samt et beredskabsprogram, som beskriver, hvilke konkrete aktiviteter, der skal gennem­føres for at nå målsætningerne. Københavns Kommune har i dag udelukkende en beredskabsplan, der ikke i fornødent omfang sikrer fokus på at udvikle en robusthed, der gør kommunen i stand til at opretholde eller hurtigst muligt reetablere drifts- og serviceniveauerne, uanset hvilke hændelser der måtte indtræffe.

Løsning

Det er Københavns Brandvæsens vurdering, at en samlet beredskabspolitik for Københavns Kommune vil medvirke til at understøtte kommunens robusthed til at opretholde eller hurtigst muligt reetablere drifts- og serviceniveauerne, uanset hvilke hændelser, der indtræffer. Dermed vil beredskabspolitikken samt Plan for fortsat drift blandt andet konkret at bidrage til Tryg og Sikker by strategiens mål om, at ingen institutioner og serviceydelser må lukke i forbindelse med uro eller krise i et område. Mens beredskabspolitikken danner rammen for beredskabsarbejdet i Københavns Kommune, er Plan for fortsat drift (beredskabsplanen) værktøjet, der anvendes, når Københavns Kommune rammes af en eller flere uønskede hændelser. Udtrykket ”plan for fortsat drift” stammer fra termen og den anerkendte disciplin, Business Continuity, og signalerer et mere helhedsorienteret fokus på at sikre, at kommunen er i stand til at opretholde driften af sine vitale funktioner også selvom, der skulle indtræffe varslede eller uvarslede hændelser. ”Plan for fortsat drift” sikrer, at der skabes en fortrolighed med at arbejde med beredskab og ”kriser” i og med, at elementerne i planen søges tættere integreret i hverdagen. Derfor ændres de tidligere beredskabsniveauer fra 1-4 til 1-3. Plan for fortsat drift vil være en dynamisk plan, hvorfor den med jævne mellemrum vil blive evalueret og opdateret. Med Plan for fortsat drift sikres det, at Københavns Brandvæsens Alarm- og Vagtcentral kan aktiveres af kriseledelsesorganisationen. Der vil dermed være øget sikkerhed for, at der sker en samlet koordinering i tilfælde af varslet eller uvarslet hændelse.

Endvidere skal dette arbejde danne grundlag for, at der bliver udarbejdet en samlet risiko- og sårbarhedsvurdering for den civile sektors beredskab i Københavns Kommune.

Udover beskrivelse af beredskabsniveauer 1-4 indeholder Plan for fortsat drift også definition af ansvar og beføjelser for kommunens beredskabs- og kriseledelse, samt en beskrivelse af kommando- og kommunikationsvejene. Der er planen en beskrivelse af planlægningsforudsætningerne, der tager udgangspunkt i Beredskabsstyrelsens vejledning om Helhedsorienteret beredskabsplanlægning. Udover den generelle del består plankomplekset af delplaner for hver af de 7 forvaltninger og en Kommunikationsplan. Dertil kommer specielplaner, indsatsplaner, action card instrukser m.m. der udarbejdes decentralt.

Økonomi

Der forventes ikke at være direkte økonomiske konsekvenser forbundet med forslagene. En samlet politik for beredskabsområdet er som udgangspunkt udgiftsneutral. Ligeledes forventes der ikke at være yderligere økonomi forbundet med implementering af Plan for fortsat drift, mv. da forvaltningerne allerede i dag har afsat økonomi til og forventes at afholde og deltage i øvelser, mv.

 

 

Claus Juhl                                                  Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller at Beredskabskommissionen over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at forslag til beredskabspolitik, jf. bilag 1, godkendes,

2.      at ”Plan for fortsat drift”, der samtidig erstatter den eksisterende beredskabsplan, godkendes,

3.      at det godkendes, at Beredskabskommissionen bemyndiger Beredskabs Samordning for Københavns Kommune til at udarbejde et beredskabsprogram, som sikrer implementeringen af beredskabspolitikken og ”Plan for fortsat drift” i alle forvaltninger samt

4.       at det godkendes, at der udarbejdes en risiko- og sårbarhedsvurdering for den civile sektors beredskab i Københavns Kommune.


Beredskabskommissionens beslutning i mødet den 7. juni 2011

Indstilling anbefalet.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 22. november 2011.

Indstillingen blev anbefalet.

Til top