Mødedato: 22.04.2008, kl. 15:15

Forslag til lokalplan "Apollovej II" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Se alle bilag

Forslag til lokalplan "Apollovej II" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 22 . april 2008

 

 


J.nr. ØU 149/2008

 

6. Forslag til lokalplan "Apollovej II" med kommuneplantillæg - startredegørelse (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Det skal godkendes, at der igangsættes udarbejdelse af forslag til lokalplan med kommuneplantillæg med henblik på opførelse af en ny centerbebyggelse i Vanløse bymidte i umiddelbar tilknytning til Vanløse Station.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte,

1.                  at der udarbejdes et forslag til lokalplan for udvikling af ny centerbebyggelse i Vanløse bymidte på baggrund af de intentioner, der fremgår af vedlagte startredegørelse.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

2.                  at der udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2005, der muliggør ny centerbebyggelse i Vanløse bymidte,

3.                  at der i henhold til planlovens § 23c foretages en forudgående offentlig høring om kommuneplantillægget.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. april 2008

Indstillingen blev godkendt.

 

Problemstilling

Holberg Fenger Invest A/S har som bygherre fremsendt forslag til en ny centerbebyggelse med ca. 60 butikker samt øvrigt serviceerhverv på et areal i umiddelbart tilknytning til Vanløse Station ved Apollovej og Vanløse Torv. Projektforslaget indeholder et samlet etageareal på op mod 30.000 m2, hvoraf ca. 18.000 m2 ønskes indrettet til detailhandel og det resterende areal til andet serviceerhverv. Projektet har et sådant omfang, at det forudsætter, at der udarbejdes en lokalplan og tillige et kommuneplantillæg for udviklingen af denne centrale del af Vanløse Bymidte.

 

Løsning

Det er forvaltningernes vurdering, at projektforslaget i hovedtræk anviser et arkitektonisk og funktionelt tilskud til bymidtens centerfunktioner og bebyggelsesstrukturer.

 

Detailhandelsmæssigt er bydelen Vanløse blandt de dårligst forsynede i kommunen, idet en del af dagligvarerne og især en meget stor del af udvalgsvarerne handles uden for bydelen. En udbygning af detailhandlen med det foreslåede omfang vurderes at ligge indenfor bydelens detailhandelsmæssige råderum. Placeringen af en centerbebyggelse i bydelens midte i umiddelbar tilknytning til stationen er velbetjent med kollektiv trafik, og en fortsat udbygning af bydelscentret i forlængelse af de senere års fornyelse vil styrke butiksudbuddet, bydelens identitet og beboernes lokale tilknytning.

 

I Kommuneplan 2005 er lokalplanområdet udlagt til dels serviceerhverv S1/S1*-områ­der og dels tekniske anlæg T1-område. En realisering af centerbyggeriet forudsætter både en ændring af rammer for arealanvendelse mm. og bestemmelserne om detailhandel i Kommuneplan 2005.

 

Der påregnes udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, hvori:

  S1- og S1*-området ved Vanløse Station samt en mindre del af det tilgrænsende T1-område ændres til et S1*-område syd for Vanløse Station med en maksimal bebyggelsesprocent på 130 og et S2*-område nord for Vanløse Station med særlige bestemmelser om den maksimale byggemulighed, og om at der i en lokalplan kan tillades enkelte bygningsdele i en højere højde end 20 meter

  rammen for den maksimale udvidelse af butiksarealet i bydelscentret øges fra 10.000 m² til omkring 23.000 m², og den maksimale butiksstørrelse for dagligvare- og udvalgsvarebutikker hæves til henholdsvis 3.500 og 2.000 m² butiksareal. Endvidere indarbejdes der en mindre korrektion af bydelscentrets afgrænsning ved Vanløse Station.

 

Et lokalplanforslag vil blive udarbejdet på baggrund af kommuneplanrammerne og under hensyntagen til de intentioner, som fremgår af startredegørelsen, bilag 1. I lokalplanforslaget fastlægges bestemmelser om anvendelse, bebyggelsesregulerende bestemmelser, bestemmelser om ubebyggede arealer og ydre fremtræden mv.

 

Det vurderes, at der i forbindelse med kommuneplantillægget skal gennemføres forudgående høring med indkaldelse af forslag og idéer mv., jf. planlovens § 23c, stk. 1. I forbindelse med den forudgående høring om ændringerne i kommuneplanen er det aftalt med Vanløse Lokaludvalg, at der afholdes et offentligt borgermøde om projektet, som lokaludvalget er værter for, og som gennemføres og tilrettelægges i samarbejde med forvaltningerne.

 

I projektforslaget er indarbejdet en parkeringskælder med plads til ca. 340 biler samt et mindre antal parkeringspladser på terræn. I lokalplanen forventes der fastlagt en maksimal ramme for parkering i størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m2, udelukkende i konstruktion, hvilket svarer til knap 300 parkeringspladser ved et byggeri af det foreslåede omfang. Projektet omfatter endvidere en cykelparkeringskælder med plads til 430 cykler, ligesom der indgår en broforbindelse mellem centret og perronen på Vanløse Metrostation.

 

Det forventes, at trafikmængden til/fra centret, med en parkeringsdækning på ca. 300 pladser, vil udgøre ca. 3.400 ture pr. døgn. Den øgede trafikmængde vil fortrinsvis blive afviklet via krydset Jernbane Allé/Vanløse Allé, idet en mindre del forventes afviklet via Apollovej og øvrige veje. Kapacitetsberegninger viser, at trafikafviklingen i det eksisterende kryds Jernbane Allé/Vanløse Allé vil blive problematisk, og krydset skal derfor ombygges for at kunne håndtere den ekstra trafikmængde. Ved ombygningen af krydset er det vigtigt, at der tages størst muligt hensyn til cyklisternes forhold.

 

Vurderinger i relation til Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens positivlister til miljøvurdering og til lov om miljøvurdering af planer og programmer samt VVM fremgår af bilag 2. Tilgængelighedsvurdering fremgår af bilag 3.

 

Økonomi

Udbygningsaftale

Det er aftalt med bygherre, at der udarbejdes en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b. Udbygningsaftalen udarbejdes parallelt med det videre planarbejde og forventes at indeholde følgende punkter:

  • Ombygningen af krydset Vanløse Allé og Jernbane Allé som følge af den ekstra trafikmængede som centret giver anledning til.
  • Ny vejindretning ved indkørslen til centrets område ved Apollovej
  • En eventuel forbindelse for cykler og gående mellem Flintholm Station og center på arealer nord for Metroen.

Bygherren arbejder endvidere med forslag om en bedre forbindelse (en broforbindelse) mellem centret og stationen og en forbedring af cykelparkeringen ved stationen. DSB og Metroselskabet er positive overfor forslagene.

 

Videre proces

Når den forudgående høring om ændringerne i kommuneplanen er gennemført udarbejdes et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg. De forslag og idéer, der indkommer i forbindelse med den forudgående høring, vil indgå i dette arbejde. Endvidere gennemføres en intern høring af relevante myndighedsparter, herunder Vanløse Lokaludvalg. Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg forventes forelagt i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i efteråret 2008 med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen og efterfølgende offentlig høring. Endelig vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg forventes at ske medio 2009.

 

Bilag

-          Oversigt over politisk behandling

 

1.                  Startredegørelse "Apollovej II"

2.                  Miljøvurderinger

3.                  Tilgængelighedsvurdering

4.                  Referat af møde den 12. marts 2008 med Holberg Fenger om udbygningsaftale

 

 

Claus Juhl                                                  Hjalte Aaberg

 

 

 

 

 


 

Til top