Håndtering af medlemsforslag om ny målsætning for solcelleopsætning og begrønning af kommunale tage
Med denne sag præsenterer Københavns Ejendomme forslag til håndtering af medlemsforslag om ny målsætning for solcelleopsætning og begrønning af kommunale tage i København. Der pågår for nuværende et arbejde i Københavns Ejendomme vedr. solceller på kommunale tage, som blev præsenteret for Økonomiudvalget den 21. maj. Københavns Ejendomme vurderer at det af ressourcemæssige og tekniske årsager vil være uhensigtsmæssigt at opsætte en målsætning, samt foretage yderligere screeninger vedr. solceller og begrønning på kommunale tage på nuværende tidspunkt. Københavns Ejendomme indstiller, at håndteringen af medlemsforslaget godkendes.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes en målsætning for etablering af solceller og/eller grønne tage på Københavns Kommunes bygninger, jf. afsnit 1 i ”Løsning”,
- at det tages til efterretning, at Økonomiudvalget på mødet den 21. maj 2024 besluttede, at Økonomiforvaltningen screener relevante tage for opsætning af solceller i regi af projektet Etablering af solceller, samt at denne screening af økonomiske og tekniske hensyn ikke udvides til at omfatte grønne tage, jf. afsnit 2 i ”Løsning”,
- at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen i forbindelse med nybyggerier altid vurderer, om det er relevant at opsætte solceller/foretage begrønning, jf. afsnit 3 i ”Løsning”,
- at det godkendes, at medlemsforslag om målsætning for solcelleopsætning og begrønning af kommunale tage i København fremsat af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet, på Borgerrepræsentationens møde den 1. februar 2024, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) har den 1. februar 2024 godkendt Medlemsforslag om ny målsætning for solcelleopsætning og begrønning af kommunale tage i København (jf. bilag 1). Økonomiforvaltningen (ØKF) har ved Københavns Ejendomme (KEJD) på den baggrund undersøgt muligheden for at inddrage kommunale tage i relevante klimaløsninger. Det blev i medlemsforslaget foreslået, at der; 1) fastsættes en målsætning for etablering af solceller og grønne tage på tværs af kommunens ejendomsportefølje; 2) gennemføres en screening af alle kommunale ejendomme i 2024; og 3) at solceller og grønne tage bliver en integreret del af fremtidige kommunale nybyggerier og større renoveringer.
Løsning
I projektet Etablering af solceller på kommunale tage, samarbejder KEJD med HOFOR dels om et pilotprojekt med henblik på at etablere solceller på Sankt Annæ Gymnasium, og dels om oprettelsen af et tværkommunalt solcelleselskab, som skal muliggøre etableringen af solceller på kommunale tage i større skala. Sideløbende udfører KEJD byggetekniske undersøgelser på udvalgte bygninger, som i fremtiden vil kunne benyttes til opsætning af solceller.
KEJD har indhentet eksisterende viden på tværs af ØKF og Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), som er opsamlet i nedenstående. Dernæst beskriver bilag 2 de nødvendige forudsætninger for at Københavns Kommune (KK) kan etablere grønne tage på kommunale bygninger.
- Målsætning for etablering af solceller og grønne tage på tværs af kommunens ejendomsportefølje
Taget på en bygning skal leve op til en række forudsætninger for at kunne blive benyttet til etablering af solceller eller begrønning (jf. bilag 2). Herunder at pladsen på taget ikke må være optaget af tekniske installationer eller vinduer, at taget skal have en lang levetid eller at taget udskiftes før opsætning. Bygningens statik skal yderligere kunne bære den ekstra vægt, som solceller eller grønt tag påfører bygningen. Det er pt. ikke muligt at vurdere, hvor stor en del af kommunens ejendomsportefølje, der er egnet til etablering af solceller eller grønne tage.
KEJD anbefaler derfor ikke, at der fastsættes en målsætning for etablering af solceller og/eller grønne tage på KK’s bygninger.
- Gennemførelse af screening af potentielle kommunale ejendomme
Jf. indstillingen ”Solceller på kommunale tage”, behandlet på ØU-mødet d. 21. maj 2024 (bilag 3), vil KEJD fortsætte med at screene og foretage byggetekniske undersøgelser af relevante bygninger, mhp. at undersøge muligheden for opsætning af solceller i perioden 2024-2026. Projektet er finansieret af midler givet ved Budget 2023 (TM129).
ØKF har i en tidligere screening foretaget en overordnet vurdering af tagenes egnethed ift. opsætning af solceller, herunder bl.a. en afdækning af tagtype, -hældning, orientering ift. solen og bygningens anvendelseskategori for at udelukke tage, som er åbenlyst uegnede til formålet. Bygningernes egnethed ift. statik er ikke undersøgt i screeningen. En endelig afklaring af en bygnings egnethed til opsætning af solceller, kræver bl.a., at der udføres byggetekniske forundersøgelser af bygningens statik samt af de tekniske installationer. Den tidligere udførte screening er derfor ikke tilstrækkelig til, at det på den baggrund kan anbefales at lave en målsætning om etablering af solceller.
Mens screeningen ift. solceller kan sige noget om tagenes overordnede egnethed ift. etablering af solceller, er det ligeledes nødvendigt at udføre yderligere screeninger med henblik på begrønning af tage. Dette skyldes, at der stilles andre krav til bygningerne og tagene ift. begrønning end ved etablering af solceller herunder taghældning, sikring mod rodnet samt fugtskader.
Det vurderes, at de statiske beregninger, der er nødvendige for at kunne vurdere en bygnings egnethed til etablering af hhv. solceller og grønne tage, i gennemsnit koster imellem 10.000 kr. og 100.000 kr. pr. bygning.
Derfor er det hensigtsmæssigt, at etableringen af solceller og/eller grønne tage fortsat kun sker der, hvor taget alligevel skal udskiftes eller renoveres, samt hvor det er praktisk og teknisk muligt at gennemføre
- Solceller og grønne tage som en del af kommunalt nybyggeri og større renoveringer
KK skal tage følgende forhold i betragtning, når muligheden for at etablere solceller og grønne tage ifm. nybyggeri og større renoveringer vurderes; 1) eksisterende brug af pladsen på taget; og 2) CO2-belastningen ifm. valg af materialer og lign. (jf. bilag 2).
Ved nybyggerier er der mulighed for at forberede taget til både solceller og grønt tag. I projekteringen af taget vurderes muligheden for organiseringen af tekniske anlæg og eventuelle legeredskaber, beplantning og indbyggede opholdsmøbler så et eventuelt solelleanlæg eller grønt tag, kan etableres.
Derudover foretages en vurdering af, om det statiske system koster mere CO2 i dets levetid end den CO2-reduktion, som opnås gennem solcellerne.
Byggeri København (ByK) etablerer i dag solceller på de fleste nybyggerier for at leve op til energirammen i Bygningsreglement (BR18). Her bruges solceller til at kompensere for den energieffektivitet, det ikke er muligt at opnå i bygningen. Derudover etablerer ByK også grønne tage ifm. nybyggerier, når det er ønsket og muligt i det enkelte projekt.
Som tidligere nævnt, arbejder KEJD videre med opsætning af solceller i regi af projektet Solceller på kommunale tage.
Økonomi
Ikke relevant.
Videre proces
KEJD anbefaler ikke at gå videre med ny målsætning og screening for solceller og grønne tage på kommunens bygninger. KEJD arbejder videre med opsætning af solceller i regi af projektet Etablering af solceller på kommunale tage.
Hvis der er politisk ønske om yderligere undersøgelser af mulighederne for, i videre omfang, at etablere grønne tage på kommunale bygninger, kan der bestilles budgetnotater på konkrete initiativer.
Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at der ikke på nuværende tidspunkt fastsættes en målsætning for etablering af solceller og/eller grønne tage på Københavns Kommunes bygninger, jf. afsnit 1 i ”Løsning”,
- at det tages til efterretning, at Økonomiudvalget på mødet den 21. maj 2024 besluttede, at Økonomiforvaltningen screener relevante tage for opsætning af solceller i regi af projektet Etablering af solceller, samt at denne screening af økonomiske og tekniske hensyn ikke udvides til at omfatte grønne tage, jf. afsnit 2 i ”Løsning”,
- at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen i forbindelse med nybyggerier altid vurderer, om det er relevant at opsætte solceller/foretage begrønning, jf. afsnit 3 i ”Løsning”,
- at det godkendes, at medlemsforslag om målsætning for solcelleopsætning og begrønning af kommunale tage i København fremsat af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet, på Borgerrepræsentationens møde den 1. februar 2024, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2024
Indstillingen blev udsat med henblik på behandling på et kommende møde i Økonomiudvalget.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2024
Indstillingens 2.og 3. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens 1.og 4. at-punkt blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere sagsoplysning.