Mødedato: 21.01.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Delegation af kompetence til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen

Se alle bilag

I denne sag skal der tages stilling til, hvilke kompetencer der i indeværende valgperiode skal delegeres til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at de i bilag 1 beskrevne delegationer til overborgmesteren godkendes,
  2. at de i bilag 2 beskrevne delegationer til Økonomiforvaltningen godkendes.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    3.    at de i bilag 3 beskrevne delegationer til overborgmesteren godkendes,

    4.    at de i bilag 4 og 5 beskrevne delegationer til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen godkendes,

    5.    at det godkendes, at de navngivne personer i bilag 5, punkt 3 og 4 hver for sig og i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene kan medunderskrive dokumenter vedrørende henholdsvis Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme samt Københavns Kommunes optagelse af lån og garantiforpligtelser.

Problemstilling

Der er praksis for, at Borgerrepræsentationen henholdsvis Økonomiudvalget ved valgperiodens begyndelse delegerer beslutningskompetencen på en række områder, der ikke har principiel karakter. Dette sker med henblik på at sikre en smidig og effektiv sagsbehandling og en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.

Løsning

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 2, at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelsen. Borgerrepræsentationen er ikke afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen. Den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender varetages således af Økonomiudvalget og de stående udvalg, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt. Dette indebærer, at udvalgene afgør alle sædvanlige sager inden for det pågældende udvalgs sagsområde, medmindre andet følger af lovgivningen eller af Borgerrepræsentationens beslutning.

Formanden for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan på udvalgets henholdsvis Borgerrepræsentationens vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 2 og § 31, stk. 1. Denne kompetence kan ikke fratages formanden.

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan endvidere vælge at delegere yderligere kompetence til formanden. En sådan delegation kræver enighed i udvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen.

Herudover kan Økonomiudvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen delegere beslutningskompetence til forvaltningen. Dette sker ved almindelig flertalsbeslutning.

Delegation af kompetence foretages af praktiske grunde for at begrænse sagsmængden og for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.

De kompetencer, der foreslås delegeret fra Økonomiudvalget til henholdsvis overborgmesteren i egenskab af formand for Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen fremgår af bilag 1-2.

Bilag 3-5 omfatter de kompetencer, som foreslås delegeret fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis overborgmesteren i egenskab af formand for Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 32, stk. 1, at dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen. Økonomiforvaltningen har indstillet en række navngivne personer i bilag 5, punkt 3. og 4. til at kunne underskrive dokumenter af den nævnte karakter.     

De foreslåede delegationer kan altid tilbagekaldes eller ændres ved fremlæggelse af en ny sag, hvis der viser sig behov herfor. For så vidt angår delegation til overborgmesteren i egenskab af formand for Økonomiudvalget/Borgerrepræsentationen bortfalder denne, såfremt blot et enkelt medlem af Økonomiudvalget/Borgerrepræsentationen ønsker at tilbagekalde delegationen.

Det kræver derimod et flertal at tilbagekalde delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen, samt fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen kan oplyse, at der p.t. pågår et arbejde omkring KEjds kerneprocesser. Når arbejdet er afsluttet, kan der være behov for at præcisere delegationerne i forhold til KEjd yderligere.

Videre proces

Indstillingens 3.-5. at-punkt skal efterfølgende behandles i Borgerrepræsentationen.

 

 

Flemming Dubgaard Hansen                                         /Claus Juhl

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Delegation af kompetence til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 3.-5. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top