Mødedato: 20.11.2007, kl. 15:15

Høring vedr. Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

Se alle bilag

Høring vedr. Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. november 2007

 

 


J.nr. ØU 408/2007

 

8. Høring vedr. Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

Rammeaftalen for sociale tilbud og specialundervisningsområdet for voksne indgås mellem de 29 kommuner i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden og skal godkendes af Borgerrepræsentationen. Kommunekontaktudvalget godkendte aftalen 5. oktober 2007. Herudover skal der tages stilling til økonomiske konsekvenser af Rammeaftalen. Indstillingen har været i høring i Socialudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet godkendes,

 

2.                  at de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2007 lægges til grund for regulering af de berørte udvalgs budgetter i 2008 og frem.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

Problemstilling

Rammeaftalen er et planlægnings- og udviklingsværktøj på det sociale område og specialundervisningsområdet, som bliver udarbejdet i regi af kommunernes regionale samarbejdsorgan, Kommunekontaktrådet (KKR). Formålet er at sikre et samlet overblik over tilbudsviften på det specialiserede socialområde og dele af specialundervisningsområdet, uanset om det enkelte tilbud drives af regionen eller af en kommune. Rammeaftalen skal således skabe overensstemmelse mellem efterspørgsel og udbud af tilbud og ydelser og sikre en balanceret udvikling af det sociale område og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen skal ifølge tidsplanen være godkendt af kommunerne og Regionen senest 15. oktober 2007. Når sagen ikke blev forelagt til beslutning før 15. oktober 2007 skyldes det, at rammeaftalen først blev godkendt af Kommunekontaktudvalget 5. oktober 2007.

 

Løsning

Borgerrepræsentationen godkendte den 14. december 2006 rammeaftalen for 2007 og besluttede i den forbindelse, at de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2007 ses under ét og finansieres samlet (BR 702/06). Den takstmodel, som anvendes til beregning af takster på samtlige tilbud omfattet af rammeaftalen, medfører i 2007 i flere tilfælde stigende takster. Socialudvalget er nettokøber af pladser, hvorfor takstmodellen medfører merudgifter for Socialudvalget i 2007. Børne- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget er nettosælgere af pladser, og takstmodellen medfører derfor merindtægter for disse to udvalg i 2007.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets og Sundheds- og Omsorgsudvalgets merindtægter blev i august 2007 opgjort til hhv. 3.483 t. kr. og 1.684 t. kr. (BR 323/07). Midlerne er reserveret i en pulje under Økonomiudvalget til at dække eventuelle dokumenterede merudgifter på Socialudvalgets område.

 

Socialforvaltningen oplyser, at merudgifterne på deres område udgør 4.010 t. kr. i 2007. Inden udgangen af 2007 forelægges en sag for Socialudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvori der anmodes om dækning af merudgifterne via den afsatte pulje. Idet Socialudvalgets merudgifter er mindre end den afsatte pulje, vil de overskydende midler i forbindelse med indstillingen fra Socialudvalget foreslås tilbageført til Børne- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget baseret på deres andel af bidraget til puljen.

 

I forbindelse med udarbejdelse af Rammeaftale 2008 evaluerede en arbejdsgruppe i regi af KKR i foråret 2007 takstmodellen. Arbejdsgruppen kom med forslag til en takstmodel, som kan nedbringe stigningen i taksterne, og Kommunaldirektørudvalget under KKR anbefalede en revideret takstmodel. Da der ikke kunne skabes politisk enighed om en revideret model i KKR på mødet den 23. august 2008, besluttede KKR at anbefale, at takstmodellen fra Rammeaftale 2007 anvendes uændret i Rammeaftale 2008. Økonomiforvaltningen indstiller, at Rammeaftale 2008 godkendes.

 

Økonomiforvaltningen anbefaler i den forbindelse, at Borgerrepræsentationens beslutning om, at de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2007 ses under ét og finansieres samlet (BR 702/06), lægges til grund for håndtering af de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2008 og frem. Eftersom takstmodellen er den samme i Rammeaftale 2008 som i Rammeaftale 2007, forventes effekterne af takstændringer i 2008 at sva re til effekterne i 2007. Det forventes således, at de økonomiske konsekvenser for de berørte udvalg i 2007 vil være de samme i 2008. Såfremt der sker væsentlige ændringer i takstmodellen eller indholdet i rammeaftalen, som medfører en ændret økonomisk situation for kommunen, vil Økonomiforvaltningen fremlægge en indstilling om håndtering heraf. Såfremt der kan dokumenteres yderligere mer-/mindreudgifter som følge af takstændringer i Rammeaftale 2007, håndteres dette fremadrettet i sagen om bevillingsmæssige ændringer pr. april 2008. Håndteringen vil følge princippet om, at de økonomiske konsekvenser af rammeaftalen ses under ét og finansieres samlet.

 

Høring

Udvalgenes høringssvar fremgår af bilag 3-5.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har ingen bemærkninger til den foreliggende rammeaftale 2008 på social- og specialundervisningsområdet og anbefaler, at rammeaftalen godkendes af Borgerrepræsentationen. Sundheds- og Omsorgsudvalget accepterer ligeledes den foreslåede finansieringsmodel, herunder en varig budgetreduktion på 1,7 mio. kr. årligt. Udvalget betinger sig dog, at der ikke kan blive tale om yderligere budgetreduktioner som følge af rammeaftalen. Økonomiforvaltningen bemærker, at Sundheds- og Omsorgsudvalget ikke forventes at bidrage med mere end 1,7 mio. kr. årligt.

 

Socialudvalget foreslår, at der efter regnskabsårets afslutning bliver foretaget en opgørelse over de faktiske merudgifter/indtægter i forbindelse med Rammeaftale 2007, og at det er denne opgørelse, der lægges til grund for regulering af de berørte udvalgs budgetter i 2008 og frem. Det vil efter Socialudvalgets opfattelse sikre, at den fremadrettede regulering bliver retvisende. Økonomiforvaltningen bemærker hertil, at eventuel efterregulering af budget 2008 og fremefter på baggrund af de faktiske merudgifter/merindtægter i 2007 kan ske i sagen om bevillingsmæssige ændringer pr. april 2008.

 

Børne- og Ungdomsudvalget anfører, at finansieringsmodellen fra 2007 ikke bør videreføres længere end til 2008. Det primære argument herfor er, at Børne- og Ungdomsforvaltningen vurderer, at der kan ske væsentlige ændringer i takstmodellen og rammeaftalens indhold efter 2008. Økonomiforvaltningen er enig i, at der kan ske væsentlige ændringer efter 2008, som har betydning for kommunens økonomiske situation. Økonomiforvaltningen bemærker, at i så fald fremlægges en særskilt indstilling herom. Hvis der omvendt ikke sker væsentlige ændringer, vil der ikke være grundlag for at fremlægge en ny indstilling for Borgerrepræsentationen.

 

Børne- og Ungdomsudvalget finder endvidere, at finansieringsmodellen er uhensigtsmæssig, da udvalgets merindtægter delvis baseres på salg af pladser på en institution, hvor aktiviteten er faldende. Økonomiforvaltningen bemærker, at indstillingen skal håndtere økonomiske konsekvenser som følge af takstændringer og ikke ændringer i aktivitet. Det forudsættes, at Børne- og Ungdomsudvalget tilpasser kapaciteten til efterspørgslen.

 

Økonomi

Økonomiforvaltningen indstiller på baggrund af ovenstående, at de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2007 lægges til grund for regulering af de berørte udvalgs budgetter i 2008 og frem. I 2007 korrigeres udvalgenes budgetter i sagen, som Socialforvaltningen fremlægger. I 2008 korrigeres udvalgenes budgetter i en budgetomplaceringssag i april 2008 på baggrund af de økonomiske konsekvenser af Rammeaftale 2007, som de er godkendt af Borgerrepræsentationen.

 

Videre proces

Sagen forelægges Borgerrepræsentationen 29. november 2007. Efter godkendelse af Rammeaftale 2008 orienteres KKR herom.

 

Bilag

1.      Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet

2.      Bilag til Rammeaftale 2008 for social- og specialundervisningsområdet (er tilgængelig på nettet).

3.      Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar

4.      Socialudvalgets høringssvar (Eftersendes)

5.      Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar (Eftersendes)

 

 

Claus Juhl                                 /                               Bjarne Winge

 

 


 

Til top