Mødedato: 20.11.2007, kl. 15:15

Forslag til kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark

Se alle bilag

Forslag til kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 20. november 2007

 

 


J.nr. ØU 392/2007

 

3. Forslag til kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark

Økonomiudvalget godkendte på mødet den 22. maj 2007 (ØU 172/2007), at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark. Forslag til dette kommuneplantillæg (Bilag 1) skal nu vedtages, så det kan sendes i offentlig høring.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at Forslag til kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark vedtages med henblik på offentliggørelse i 2 måneder.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. november 2007:

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

Problemstilling

I Amager Strandpark er det ønsket at placere et par husbåde med publikumsfaciliteter i anløbshavnen og kanalen i parkens sydlige del. Herved kan tilbuddene til publikum udbygges, samtidig med at der skabes en fast tilstedeværelse, som øger trygheden i denne del af parken. Planlægningen af Amager Strandpark indeholder byggefelter på land i dette område, men den har ikke taget højde for en ide om at placere flydende faciliteter i tilknytning til strandparken. Der er ikke udpeget placeringsmuligheder til husbåde i dette område i Kommuneplan 2005. Derfor kræver realiseringen af husbådene, at der med et kommuneplantillæg udpeges placeringsmuligheder og fastlægges retningslinjer for husbåde.

 

Løsning

Amager Strandpark I/S vil gerne supplere de faciliteter, der er mulige på land, med 1-2 husbåde til publikumsrettede formål som servering og lign. i anløbshavnen og kanalen i den sydlige del af parken. Hele Amager Strandpark inklusive det aktuelle område er i Kommuneplan 2005 fastlagt til fritidsformål som O1-område. Der er ikke udpeget placeringsmuligheder for husbåde. De ønskede husbåde kan derfor først etableres, når der med et kommuneplantillæg er fastlagt et rammeområde til husbåde og udformet retningslinjer for deres størrelse, type mv. Med det udarbejdede forslag til kommuneplantillæg imødekommes ønsket fra Amager Strandpark I/S.

 

Amager Strandpark er omfattet af lokalplan 326-1 samt af Ny fredning af Amager Strandpark. Heri er der ikke medtaget bestemmelser om husbåde, så en udnyttelse af muligheden for placering af husbåde som fastlagt i forslaget til kommuneplantillæg kræver også en tilladelse i forhold til lokalplanen og fredningen. Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet, at der er tale om en mindre afvigelse fra lokalplanen, som ligger inden for den normale dispensationsadgang. Teknik- og Miljøudvalget har på sit møde den 11. april 2007 (TMU 190/2007) tiltrådt denne vurdering. Fast placering af husbåde kræver endvidere tilladelse fra Kystdirektoratet.

 

De generelle rammer for husbåde i Kommuneplan 2005 er også gældende for det i forslaget til kommuneplantillæg udpegede område. Der stilles dog ikke krav om etablering af særskilte parkeringspladser til husbådene, idet parkeringsbehovet anses for dækket af de parkeringspladser, der allerede er etableret i strandparken.

 

Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Planforslaget skal efter vedtagelse i Borgerrepræsentationen offentliggøres i to måneder. Herefter vil der blive udarbejdet og fremlagt et endeligt kommuneplantillæg til vedtagelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Bilag

1.      Forslag til kommuneplantillæg for husbåde i Amager Strandpark

 

 

Claus Juhl                                                 /Henrik Plougmann Olsen

 

 


 

Til top