Mødedato: 19.11.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udmøntning af byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter i 2025, bydækkende

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der overføres en bevilling på i alt 24,1 mio. kr. til de 10 nævnte vejgenopretningsprojekter som tillægsbevillinger, så anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Genopretningsrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at anlægsudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2025.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalget noterer sig, at omdisponeringen af bevillinger medfører at den oprindelige anlægsbevilling annulleres. 

Problemstilling

Ved Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 25,0 mio. kr. til byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter, der igangsættes i 2025. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 8. januar 2024 en ny proces for udmøntning af byrumsforbedrende tiltag med inddragelse af lokaludvalg samt beskrivelser af de byrumsforbedrende tiltag.

Der skal på den baggrund tages stilling til udmøntning af byrumsforbedrende tiltag på 10 vejgenopretningsprojekter. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til overførelse og frigivelse af midler.

Løsning

Det fremgik af Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V), at byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter, der igangsættes i 2025, skal indarbejdes uden at nedlægge parkeringspladser (jf. bilag 15).

Strækningerne er derudover udvalgt i forhold til behov for renovering, koordinering og muligheder for at indarbejde byrumsforbedrende tiltag, som udvalget bl.a. godkendte beskrivelser af den 8. januar 2024. I tabel 1 nedenfor fremgår en oversigt over strækninger og byrumsforbedrende tiltag. En mere detaljeret beskrivelse udfoldes i bilag 4 og i kortbilagene nr. 5-14. I forbindelse med den nærmere projektering og konkrete udførelse af vejgenopretningsprojekternes skitseforslag kan der ske mindre justeringer, reduktioner eller tilføjelser.

 

I henhold til begge strækninger på Sallingvej (jf. bilag 7 og 8) og Vigerslev Allé (jf. bilag 10) er det af særlig stor betydning for synergi med den ordinære genopretning (jf. anden sag på nærværende møde om Genopretningsrammen 2027), at de byrumsforbedrende tiltag godkendes. På Vigerslev Allé er på et græsareal et antal ulovlige parkeringspladser, som annulleres.

Træer

Overordnet forventes der samlet set at blive fældet omkring 30 træer i alderen mellem 3 - 45 år. Der er ikke tale om ikoniske eller fredede træer (jf. kommunens træpolitik).  Der plantes ca. 90 nye træer.

Inddragelse af lokaludvalg

Forvaltningen har i forsommeren 2024 præsenteret de berørte lokaludvalg for skitseforslag vedr. de 10 strækninger, hvor lokaludvalgene har fået mulighed for at komme med input, jf. bilag 4. Forvaltningen har indarbejdet følgende ønsker fra lokaludvalgene i projektforslagene: Rette et fodgængerfelt op på Bernstorffsgade, bredere spor ved cykelsvingbane og justeret vejudmunding til Store Kongensgade, bed og træ i begge ender af Kanslergade, krydsningshelle og flere skraldespande på Vigerslev Allé samt flere skraldespande på Skelmosevej.

Lokaludvalgene har desuden haft ændringsforslag, der ikke har været mulige at indarbejde i de skitserede projektforslag. Det gælder bl.a. forslag, der ligger udenfor rammen af de byrumsforbedrende tiltag, såsom ønske om modstrømscyklisme til og ad sidegade, hastighedsnedsættelse af vejstrækning og opsætning af statue på en vejstrækning. Derudover har nogle lokaludvalg ønsket flere træer på strækninger, hvor det ikke er muligt grundet vejens geometri, ledninger under jorden, eller fordi det ville medføre nedlæggelse af parkeringspladser. Dertil kommer forslag, som forvaltningen ikke har fundet hensigtsmæssige i forhold til det øvrige trafikale flow og forhold på strækningerne, såsom vejbump, signalændringer på flere hovedfærdselsårer samt cykelforbindelse uden stop fra Store Kongensgade til Grønningen.

Forvaltningen har orienteret lokaludvalgene om, hvilke ønsker der har været mulige at indarbejde.

Ved Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) blev der afsat 179,3 mio. kr. til genopretning af 23 vejstrækninger og på samme møde som denne sag skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til igangsættelse af bl.a. genopretning på syv vejstrækninger.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at

  • Justere på de byrumsforbedrende tiltag i de 10 vejgenopretningsprojekter. Dette kan fx gøres med henblik på mere begrønning på de valgte strækninger, hvilket dog vil medføre behov for nedlæggelse af parkeringspladser og dermed ændre på beslutningen fra Budget 2024. Hvis udvalget har ønsker til justeringer af de byrumsforbedrende tiltag, skal sagen sendes tilbage til forvaltningen, der vender tilbage med en ny indstilling.
  • I forhold til udmøntning af uforbrugte midler fra Genopretningsrammen til de byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter, der igangsættes efter 2025 (BR 22. august 2024, jf. økonomiafsnittet) kan det besluttes, at forvaltningen kan udvælge strækninger, hvor der nedlægges parkeringspladser.

Økonomi

I Budget 2024 blev der afsat 25,0 mio. kr. (2024 p/l) til byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter. Hele bevillingen blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen.

Med denne indstilling skal der omdisponeres og frigives bevillinger for i alt 22,5 mio. kr. (2024 p/l) svarende til 23,1 mio. kr. (2025 p/l) som tillægsbevillinger til vejgenopretningsprojekterne, jf. bilag 3.

De resterende 2,5 mio. kr. (2024 p/l) anvendes til udarbejdelse af skitseforslag og projektledelse, herunder inddragelse af de berørte lokaludvalg.

I indstillingen ”Byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter efter 2025” (BR. 22. august 2024) blev der afsat 15,6 mio. kr. (2025 p/l) årligt i syv år i alt 109,3 mio. kr. (2025 p/l) til byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter. Med denne indstilling omdisponeres og frigives 1,0 mio. kr. (2025 p/l) som en tillægsbevilling til ombygning af et signalanlæg, jf. bilag 3.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udføre de byrumsforbedrende tiltag i de enkelte vejgenopretningsprojekter med forventet igangsættelse i 2025 og afslutning i 2027.

Søren Wille                / Peter Højer

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de skitserede byrumsforbedrende tiltag indarbejdes i 10 vejgenopretningsprojekter, der igangsættes i 2025 jf. bilag 4 og bilag 5-14.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der overføres en bevilling på i alt 24,1 mio. kr. til de 10 nævnte vejgenopretningsprojekter som tillægsbevillinger, så anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Genopretningsrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2024

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at forvaltningen undersøger muligheden for at lave en bane med glatte brosten på Allersgade af hensyn til cyklister.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstillings 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti og Venstre vil se positivt på en forespørgsel fra grundejerforeningen omkring en løsning på Vigerslev Allé - via en fælles ind- og udkørsels vej - der vil muliggøre parkering på egen grund for beboerne.”

 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. oktober 2024:

”Det Konservative Folkeparti og Venstre vil se positivt på en forespørgsel fra grundejerforeningen omkring en løsning på Vigerslev Allé - via en fælles ind- og udkørsels vej - der vil muliggøre parkering på egen grund for beboerne.”

Til top