Genopretning af vejstrækninger – frigivelse af anlægsmidler fra Genopretningsrammen 2027
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Der skal tages stilling til at igangsætte i alt ni projekter inden for Genopretningsrammen 2027. Det primære formål med den årlige genopretningsramme er at sikre, at infrastrukturen får længst mulig levetid. Det drejer sig om genopretning af syv vejstrækninger. Derudover indgår som noget nyt et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje samt nødvendige aktiviteter af mindre karakter om tekniske anlægsforberedende arbejder til følgende års vejgenopretningsprojekter, der bidrager til hurtigere eksekvering.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der overføres en bevilling på i alt 150,9 mio. kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningens genopretningsramme til syv vejstrækninger (141,7 mio. kr.), jf. tabel 1 i løsning, et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje (7,0 mio. kr.) samt et projekt med anlægsforberedende arbejder (2,2 mio. kr.), så anlægsbevillingerne på i alt 150,9 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Genopretningsrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalget noterer sig, at Teknik- og Miljøudvalget vil søge om budgetomplacering på tværs af projekterne i form af en tillægsbevilling, hvis et enkelt projekt i pakken går over deres budget.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme udgøres af en årlig basisramme på 150,9 mio. kr. Midlerne i Genopretningsrammen anvendes til at sikre den langsigtede planlægning og koordinering af genopretningsprojekter i byen igennem genopretningsprogrammet ’Et løft til vejene’ (TMU 18. juni 2020).
De syv strækninger er valgt, da de er slidte, støjplagede og kræver bedre tilgængelighed for borgere med mobilitetshandicap, hvilket vejgenopretningen skal afhjælpe.
Midlerne til et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse afsættes til mindre vejvedligeholdelsesarbejder som hullapninger mv. Borgerrepræsentationen afsatte midler hertil til vinteren 2024/2025 (BR 22. august 2024).
Midlerne til et projekt med anlægsforberedende arbejder anvendes til, at forvaltningen tidligere i processen kan foretage nødvendige tekniske forberedelser til udbudsmaterialer til følgende års vejgenopretningsprojekter, dvs. her til vejgenopretningsprojekter der igangsættes i 2026. Disse tekniske forberedende arbejder muliggør, at vejgenopretningsprojekterne kan gennemføres hurtigere.
Løsning
Nedenfor gennemgås de enkelte projekter, der anbefales gennemført.
Syv vejgenopretningsprojekter Placeringen af vejgenopretningsprojekterne fremgår af bilag 2. Genopretningsstrækningerne er blevet udvalgt på baggrund af data fra forvaltningens vejforvaltningssystem. Skaderne på de syv vejstrækninger indbefatter store revner, afskalninger, sporkøringer, krakeleringer samt sætningsskader. Ligeledes er dele af cykelsti, fortov, vejbrønde, belysningskabler og signalanlæg nedslidte.
Alle strækninger er blevet kvalificeret på baggrund af fysiske screeninger samt koordinering med interne og eksterne samarbejdspartnere såsom HOFOR, hvorved der på strækningerne ikke udføres andre anlægsarbejder med undtagelse af planlagte synergiprojekter. I bilag 4 beskrives kommunens praksis og begreber for genopretning, herunder helheds- og partiel genopretning.
Tabel 1. Vejstrækninger i Genopretningsramme 2027
Vejstrækning |
Helheds- eller partiel genopretning |
Ibrugtagning |
Beløb i alt (mio. kr.) |
Allersgade (Hele strækningen |
Helhedsgenopretning |
2026 |
6,2 |
Bernstorffsgade (Tietgensgade-Polititorvet) |
Partiel genopretning |
2027 |
20,6 |
Holsteinsgade (Saabyesvej-Livjægergade) |
Helhedsgenopretning |
2027 |
6,4 |
Sallingvej (Jyllingevej-Åløkkevej) |
Helhedsgenopretning |
2027 |
43,6 |
Sallingvej (Godthåbsvej- Åløkkevej) |
Helhedsgenopretning |
2027 |
23,4 |
Store Kongensgade (Esplanaden-Grønningen/Oslo Plads) |
Helhedsgenopretning |
2027 |
17,6 |
Vigerslev Allé (Lykkebovej-Vigerslevvej) |
Partiel genopretning |
2027 |
23,9 |
I alt |
|
|
141,7 |
Fem vejstrækninger helhedsgenoprettes, hvilket indebærer, at strækningerne genoprettes fra facade til facade, hvor der som udgangspunkt ikke ændres på de eksisterende forhold. Overfladerne forbliver derved de samme som eksisterende på nær en opdatering af trafiksikkerheden og tilgængeligheden for borgere med mobilitetshandicap, hvor det er relevant.
To vejstrækninger genoprettes partielt, da der stadig er restlevetid i enkelte vejinfrastrukturelementer. Det indebærer, at enkeltelementer, fx kørebaner, cykelstier eller fortov genoprettes, jf. bilag 4. Forvaltningen har målt årsdøgnstrafikken på nogle af strækningerne
Samlet set indebærer genopretningen af de syv strækninger op mod 3 km kørebaner, 6 km fortove, 5 km cykelsti, 143 vejbrønde og stikledninger, belysning og signalanlæg, der genoprettes til nutidig standard.
Der vil fortsat blive udlagt støjdæmpende asfalt på vejstrækningerne i overensstemmelse med kommunes støjhandlingsplan for vejstøj (TMU 30. september 2024). Som hovedregel omfatter det stærkt trafikerede veje med hastighedsbegrænsning på mere end 40 km/t.
De syv strækninger er koordineret med de 23 vejstrækninger, der indgik Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, V, O og Ø). Der kan indarbejdes byrumsforbedrende tiltag i nogle strækninger fra både budgetforhandlingerne og Genopretningsrammen (jf. anden sag på samme møde som denne).
På alle strækningerne på nær Holsteinsgade er der mulighed for at tilkøbe byrumsforbedrende tiltag (jf. anden sag på samme møde som nærværende sag).
Et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje (hullapninger mv.)
Der er sket en markant stigning i antallet af skader og huller i vejene, herunder er antallet af henholdsvis indmeldinger om behov for vejgenopretning og erstatningssager relateret til kommunens vejvedligehold steget markant. Afsætning af disse midler med denne indstilling (7,0 mio. kr.) vil sikre hurtigere igangsættelse af reparationsarbejder, der på kort sigt standser skadesudviklingen, forlænger levetiden af vejen og dermed øger sikkerheden og brugeroplevelsen. Samtidig forventes antallet af praj og erstatningssager at falde.
Anlægsforberedende arbejder
Midlerne til anlægsforberedende arbejder (2,2 mio. kr.) anvendes til, at forvaltningen tidligere i processen kan specificere krav mv. mhp. udbud for det følgende års vejgenopretningsprojekter, dvs. her projekter der igangsættes i 2026. Opgaven har ikke ændret sig, men tidligere kunne de forberedende arbejder først igangsættes, når næste års midler blev frigivet, hvilket har forsinket igangsætningen og eksekveringen af projekter. Der er med andre ord tale om en fremrykning af frigivelse af midlerne på ca. et år. De forberedende arbejder indebærer tekniske undersøgelser af vejenes tilstand fx vejkasse og afvanding, trafikanalyser, boreprøver, tv-inspektion og opmåling, til at optimere planlægning og udførsel af forundersøgelser til udvælgelse af det kommende års vejgenopretningsstrækninger.
I sagen ”Udmøntning af byrumsforbedrende tiltag i vejgenopretningsprojekter i 2025, bydækkende”, der forelægges udvalget på samme møde, indstiller forvaltningen desuden, at der i tillæg indarbejdes byrumsforbedrende tiltag på vejgenopretningsstrækninger, hvor det er muligt, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 8. januar 2024.
Politisk handlerum
Det kan besluttes at
- fravælge enkelte strækninger. Det kan medføre, at forvaltningen vil anlægge vejgenopretning for et mindre beløb og derved ikke opfylder målsætningen om at indhente vedligeholdelsesefterslæbet, som er skitseret i genopretningsprogrammet ’Et løft til vejene’. Omvendt kan det reducere den trafikale belastning fra anlægsprojekterne i byen.
- ·vælge andre vejstrækninger end de skitserede, som lever op til kravene for genopretning (jf. bilag 4). Det vil medføre en højere risiko for, at andre ledningsejeres projekter (fx HOFOR) ikke kan koordineres med genopretningen, da ledningsejerne ikke nødvendigvis kan nå at korrigere deres tidsplaner.
Økonomi
Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme udgøres af en årlig basisramme på 150,9 mio. kr. (2025 p/l). Med denne indstilling skal de 150,9 mio. kr. (2025 p/l) overføres og frigives til 9 projekter fra Teknik- og Miljøudvalgets Genopretningsramme 2027, som er en 3-årig budgetramme for årene 2025, 2026 og 2027. Tabeller med bevillingsmæssige ændringer og frigivelse af midler fremgår af bilag 3. Oversigter over udgifter til anlæg, ekstern rådgivning og interne udgifter fremgår af bilag 4.
Bevillingen til de syv vejgenopretningsprojekter styres som én samlet bevilling. Det skyldes, at selvom projekterne vurderes at være ukomplicerede, kan der forekomme variationer i de enkelte projekter, som først kan konstateres ved projekteringen, fx bærelagenes tilstand og fortovets opbygning. Herved kan disse mindre variationer håndteres inden for den samlede bevilling. Der afsættes i forlængelse af tidligere praksis 5 % af anlægssummen til uforudsete udgifter. Der er i budgetteringen taget højde for de stigende materialepriser, der ses i markedet.
Udgifter til vejgenopretning er indarbejdet i fjerde anlægsoversigt (TMU 18. november 2024), og der vil således være prioriteret anlægsmåltal til projekterne.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen igangsætte projekterne, der forventes fysisk igangsat 2025-2027 og ibrugtaget i perioden 2026-2027.
Søren Wille /Peter Højer
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der udføres genopretning af syv vejstrækninger, et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje samt et projekt med anlægsforberedende arbejder, jf. løsningsafsnittet.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, - at der overføres en bevilling på i alt 150,9 mio. kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningens genopretningsramme til syv vejstrækninger (141,7 mio. kr.), jf. tabel 1 i løsning, et bydækkende anlægsprojekt om midlertidig istandsættelse af veje (7,0 mio. kr.) samt et projekt med anlægsforberedende arbejder (2,2 mio. kr.), så anlægsbevillingerne på i alt 150,9 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Genopretningsrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter indstillingen og de tiltag der gennemføres, men på betingelse af at dette ikke kommer til at koste parkeringspladser eller fremkommelighed.”
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2024
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. oktober 2024:
”Det Konservative Folkeparti støtter indstillingen og de tiltag der gennemføres, men på betingelse af at dette ikke kommer til at koste parkeringspladser eller fremkommelighed.”