Mødedato: 19.11.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Anmodning fra Ældrerådet om analyse af behovet for boliger til ældre borgere

Se alle bilag

Det fremgår af Ældrerådets vedtægter, at Ældrerådet kan anmode Borgerrepræsentationen om at behandle op til fire indstillinger pr. kalenderår. Økonomiudvalget eller et stående udvalg forelægges sagen forud for behandling i Borgerrepræsentationen, hvis dette er påkrævet.

I nærværende sag foreslår Ældrerådet i København, at der laves en analyse af behovet for boliger til ældre, samt at der udarbejdes en strategi for boliger til ældre.

Økonomiforvaltningen foreslår, at der gennemføres relevante analyser, og at boliger til ældre på den baggrund kan indgå i kommuneplanen som en del af kommunens samlede boligpolitik ved den næste revision af planen. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at pålægge Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen at arbejde for, at boliger til ældre indarbejdes i næste revision af kommuneplanen, som en del af kommunens boligpolitik på grundlag af relevante analyser af området.

Problemstilling

Baggrunden for Ældrerådets forslag er, at befolkningen i København forventes at vokse de kommende år, og det er især den ældre del af befolkningen, der bliver flere af. Københavns Kommune forventer, at antallet af borgere over 80 år vil være steget med 53 % frem mod 2033. Samtidig vil antallet af 65-79-årige borgere stige markant. 

Løsning

Analyse af behovet for boliger til ældre

Ældrerådet bemærker, at det stigende antal ældre i kommunen kalder på mere viden om behovet for boliger til ældre og foreslår, at der skal udarbejdes en analyse af behovet for boliger til ældre. Ældrerådet pointerer, at boliger til ældre ikke særskilt er nævnt og undersøgt i kommuneplanstrategi 2023 eller Boligredegørelsen 2023.

Økonomiforvaltningen er enig i, at der er behov for mere viden om behov og ønsker ift. boliger til ældre. Derfor er der i Boligredegørelsen 2024 fokus på boliger til ældre, blandt andet via en større spørgeskemaundersøgelse blandt 60-75-årige københavnere. Undersøgelsen kortlægger, hvordan de ældre bor i dag, og hvilke ønsker og behov de har til deres bolig nu og i fremtiden.


Strategi

Ældrerådet foreslår, at der udarbejdes en strategi for boliger til ældre, der tager udgangspunkt i den eksisterende boligmasse, da man ikke mener, at det fremtidige boligbyggeri kan løse manglen på boliger til den voksende ældre befolkning.

Økonomiforvaltningen bemærker i den sammenhæng, at spørgsmålet om ældrevenlige boliger i høj grad drejer sig om tilgængelighed. Nybyggede boliger, der følger bygningsreglementet, har en høj grad af tilgængelighed. Det er derfor relevant at kigge nærmere på den eksisterende boligmasse, og hvilke tiltag, der er behov for at imødekomme behovet for ældrevenlige boliger i København.

Ældrerådets forslag har været drøftet i Sundheds- og Omsorgsudvalget (Bilag 1), hvor udvalget bemærkede, bl.a. at man på baggrund af resultaterne i Boligredegørelsen kan have en drøftelse af, hvordan ældrerådet og udvalget kan arbejde videre med at sikre, at kommunens boligmasse også imødekommer de ældres ønsker og behov i fremtiden. Som en del af arbejdet med afbureaukratisering har Sundheds- og Omsorgsudvalget tidligere besluttet, at der arbejdes med få overordnede politikker og strategier, hvormed der som udgangspunkt alene igangsættes udviklingsarbejder, der vurderes at være et særligt behov for.

I forlængelse af dette bemærker Økonomiforvaltningen, at kommunens overordnede boligpolitik indgår som en integreret del af kommuneplanen. Økonomiforvaltningen anbefaler derfor, at strategiske overvejelser om boliger til ældre fremover ligeledes bør integreres i kommuneplanen som en del af boligpolitikken.

Kommuneplan 2024 er pt. i høring og forventes endeligt vedtaget i december 2024. Næste revision af kommuneplanen skal være vedtaget i 2028. Da analyser og tilpasninger af boligudbuddet har et meget langsigtet perspektiv, vil det være hensigtsmæssigt, at der frem mod Kommuneplan 2028 gennemføres relevante analyser ift. at tilvejebringemere viden om boliger til ældre. På dette grundlag kan der herefter arbejdes med en strategisk retning, som kan indgå i kommunens boligpolitik i kommuneplanen.

Økonomi

Ingen.

Videre proces

Såfremt indstillingen vedtages, vil Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen gå videre med arbejdet med at udarbejde relevante analyser vedr. boliger til ældre frem mod næste revision af kommuneplanen.

Søren Hartmann Hede           / Nanna Westerby Jensen 

 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. november 2024

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top