Mødedato: 19.03.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Business case om etablering af rengøringsfællesskab

Se alle bilag

Ved budgetaftalen for 2019 blev parterne enige om en samling af kommunens rengøringsopgaver i én samlet enhed i Københavns Ejendomme og Indkøb, Økonomiforvaltningen. Der skal med denne business case om etablering af et rengøringsfællesskab tages stilling til, om den skal indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Med etablering af rengøringsfællesskab kan der realiseres betydelige effektiviseringer. Derudover giver rengøringsfællesskabet mulighed for udvikling af et stærkt fagligt fællesskab, som vil bidrage til ensretning og optimering af metoder, udstyr og kompetenceudvikling af medarbejdere på tværs af forvaltningerne. Udover en stærkere faglig profil medfører kompetenceudvikling også en øget faglig stolthed, og kan desuden medvirke til at øge tiltrækningskraften af rengøringsfællesskabet som arbejdsplads. Brugerne af kommunens bygninger vil opleve en fælles standard for hygiejne og rengøringskvalitet, afstemt med behovet for rengøring i specifikke typer af bygninger.

Indstillingen indebærer, at hovedparten af rengøringen i forvaltningerne samles i KEID fra 1. januar 2020. Dette dækker over intern rengøring, såvel som køb af rengøringsydelser hos eksterne leverandører. Undtagelse er dog - som det også fremgår af budgettekst til Budget 2019 - rengøring for Kultur- og Fritidsforvaltningen og rengøringen på plejehjem og i private hjem under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Desuden undtages rengøringen i de private hjem, hvortil hjemmeplejen i Socialforvaltningen har visiteret rengøring. Selvejende enheder er ligeledes undtaget, men har mulighed for at benytte rengøringsfællesskabet såfremt de ønsker det. Særligt for fritvalgsmodellen i Børne- og Ungdomsforvaltningen gælder det, at de enheder, der for nuværende har egen rengøringsmedarbejder ansat, har mulighed for at bibeholde den løsning indtil videre.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at vedlagte business case (bilag 1) for etablering af rengøringsfællesskab indgår i forhandlingerne om overførselssagen 2018/2019.

Problemstilling

I forbindelse med projekter om indvendigt vedligehold og ejendomsservice, jf. budgetaftale for 2018, er der i foråret 2018 gennemført en spend-analyse, der pegede på et effektiviseringspotentiale på rengøringsområdet på 90 mio. kr.

Ved budgetaftalen for 2019 blev parterne enige om en samling af kommunens rengøringsopgaver i én samlet enhed i Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID), Økonomiforvaltningen. Dette med baggrund i, at en samlet rengøringsenhed vil øge det faglige fokus på rengøringsopgaven, øge rengøringspersonalets kompetenceniveau samlet set, give bedre mulighed for jobs med flere timer inden for rengøring, samt realisere betydelige effektiviseringer.

Løsning

Etablering af rengøringsfællesskabet medfører, at hovedparten af rengøring i forvaltningerne samles i Økonomiforvaltningen (KEID) fra 1. januar 2020. Dette dækker over intern rengøring såvel som køb af rengøringsydelser hos eksterne leverandører.

Undtagelse er dog - som det også fremgår af budgettekst til Budget 2019 - rengøring for Kultur- og Fritidsforvaltningen og rengøringen på plejehjem og i private hjem under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Desuden undtages rengøringen i de private hjem, hvortil hjemmeplejen i Socialforvaltningen har visiteret rengøring. Selvejende enheder er ligeledes undtaget, men har mulighed for at benytte rengøringsfællesskabet, såfremt de ønsker det.

Konkret for Børne- og Ungdomsforvaltningens fritvalgsmodel gælder det, at de enheder, der for nuværende har egen rengøringsmedarbejder ansat, har mulighed for at bibeholde den løsning indtil videre. Rengøringsfællesskabet vil gå i dialog med disse enheder med henblik på tilvalg af rengøringsfællesskabet og dermed forbedre rengøringsfællesskabets muligheder for blandt andet at skabe stillinger med flere timer.

Vedlagte business case (bilag 1) kvalificerer effektiviseringspotentialet til et samlet potentiale til 95,6 mio.kr. i perioden 2019-2023 på de nuværende arealer.

I de 95,6 mio.kr. indgår allerede godkendte effektiviseringer svarende til 65,9 mio. kr. I tillæg hertil er der identificeret en række nye tiltag til optimering af driften. De nye tiltag har et samlet effektiviseringspotentiale på 28,8 mio. kr. frem mod 2023. Nye tiltag drejer sig om følgende:

  • Ensretning af standarder
  • Mikrofiber på inventar
  • Behovsrengøring
  • Samlet vikarkorps
  • Ny teknologi
  • Administration og ledelse

Opnåelse af effektiviseringerne kræver investeringer svarende til i alt 41,6 mio. kr. i perioden 2019-2023.

Økonomi

Business casen identificerer et effektiviseringspotentiale bestående af nye varige ændringer på 28,8 mio. kr. i perioden 2021-2023. Herudover angiver business casen, at rengøringsfællesskabet forpligter sig til at implementere allerede godkendte effektiviseringer på 65,9 mio. kr. i perioden 2019-2021. Rengøringsfællesskabet skal således løfte en samlet effektivisering på 95,6 mio. kr. frem mod 2023.

Der er et samlet investeringsbehov på 41,6 mio.kr. til og med 2023.

Der er planlagt genbesøg på effektiviseringsdelen til budget 2023 i forhold til identificering af yderligere effektiviseringspotentialer efter, at rengøringsfællesskabet har været i drift i nogle år.

Effektiviseringer tages ikke to gange. Det medfører, at de respektive udvalg ikke reduceres relativt svarende til deres størrelse på de områder, hvor et udvalg allerede har udmøntet en effektivisering eller i de nærmeste år vil udmønte en allerede besluttet effektivisering. Det gør sig eksempelvis gældende i forhold til effektiviseringspotentialet vedrørende mikrofiber, hvor Børne- og Ungdomsforvaltningen allerede i år udmønter en betragtelig effektivisering.

Business casen indebærer ikke flytning af budgetter mellem forvaltningerne.

Videre proces

Med Økonomiudvalget tiltrædelse af denne indstilling, indgår business casen om etablering af rengøringsfællesskab i forhandlingerne omkring overførselssagen 2018/2019.

Business casen er sendt i høring hos Børne- og Ungdomsudvalget til behandling på deres møde 13. marts 2019. Høringssvaret vil blive eftersendt med henblik på Økonomiudvalgets møde 19. marts 2019.

En konkretiseret økonomimodel for rengøringsfællesskabet indstilles til beslutning i Økonomiudvalget sommer 2019.

 

Peter Stensgaard Mørch                          /Mads Grønvall  

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Business case om etablering af rengøringsfællesskab (2019-0023878)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten og SF forudsætter med sit ja til business casen, at området ikke udliciteres.”

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi finder, at opgaverne i videst muligt omfang skal bringes i udbud.”

Til top