Mødedato: 18.03.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revideret forslag til håndtering af økonomisk ubalance i Københavns Busterminal

Se alle bilag
Økonomiudvalget præsenteres for et revideret forslag til håndtering af økonomisk ubalance i Københavns Busterminal. Indstillingen indeholder en nedjustering af budgettet for de årlige driftsudgifter med 2,6 mio. kr., en vurdering af, at mulighederne for tiltrækning af andre langtursbusser end fjernbusser er usikre, samt et forslag til et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at håndtering af økonomisk ubalance i Københavns Busterminal henvises til forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025.

Problemstilling

På møde den 25. februar 2025 blev indstilling vedrørende håndtering af økonomisk ubalance i Københavns Busterminal behandlet i Økonomiudvalget. I den forbindelse bad udvalget om, at Økonomiforvaltningen vendte tilbage med en ny indstilling, med følgende indhold:

  • Undersøgelse af mulighederne for at øge efterspørgslen for anvendelse af busterminalen
  • Undersøgelse af mulighed for reduktion af driftsudgifterne for busterminalen
  • Forslag til takstændringer og budgetnotat

Mulighederne for at øge efterspørgslen for anvendelse af busterminalen

Teknik- og Miljøforvaltningen har vurderet mulighederne for at tiltrække langtursbusser til busrejser med afgang/ankomst i København til den nye busterminal, jf. bilag 1. Busterminalen anvendes i dag af de fjernbusser med rutetilladelse, der kører fra København, men der findes øvrige langtursbusser (turistbusser), som kører fra forskellige steder i byen, hvor de kan holde lovligt i henhold til færdselsloven og foretage af- og påstigning. Man anvender betegnelsen ”fjernbus” om langtursbusser, der kører flere gange om ugen på en bestemt rute, som er godkendt af Færdselsstyrelsen. De øvrige langtursbusser vedrører mere sporadiske kørsler for eksempel i forbindelse med en skitur, hvor transporten udgør en mindre del af den samlede ydelse fra et turistbureau.

Teknik og Miljøforvaltningen er ved at undersøge, hvorfra og hvordan langtursbusserne kan flyttes ind i busterminalen, ved at begrænse mulighederne for at stoppe på andre egnede steder i København, fx ved at etablere skiltede forbuds-zoner for standsning og parkering af busser. Etableringen af skiltede forbudszoner kræver politiets samtykke på de enkelte steder.

Samtykket kan opnås, hvis forbuddet tilgodeser et væsentligt trafikalt formål og er i overensstemmelse med færdselsloven og afmærkningsbekendtgørelserne. Denne type af begrænsninger vil gælde alle busser, og vil derfor også begrænse muligheden for, at chaufførerne på fjernbusruter kan parkere gratis og få hviletid i deres bus i nærheden af busterminalen. Teknik- og Miljøforvaltningen er i dialog med politiet om principielle forhold ved en sådan indsats.

Før der ligger en afklaring af dialogen mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og politiet og en mere konkret vurdering af mulighederne for at begrænse mulighederne for at stoppe på andre egnede steder i København, er det ikke muligt for Økonomiforvaltningen at vurdere, om der er grundlag for at indregne øgede indtægter fra langtursbussers anvendelse af busterminalen i budgettet.

Reduktion af driftsudgifterne for busterminalen

På baggrund af dels fordelagtige udbudsresultater og dels de foreløbige driftserfaringer har Movia nedjusteret udgifterne til årlig drift af Københavns Busterminal i 2026 fra 9,2 mio. kr. til 6,7 mio. kr. – svarende til en sænkning af de årlige udgifter med 2,6 mio. kr., jf. tabel 1.

Tabel 1. Nedjustering af busterminalens driftsudgifter

 1.000 kr. 2026 p/l

Tidligere oplyst budget for 2026

Nyt foreløbig
budget for 2026

Ændring

Reparation og vedligeholdelse

513

205

-308

Drift og serviceaftaler

5.402

3.563

-1.839

IT-omkostninger

984

575

-409

Advokat, revision og konsulent

26

26

0

Udgifter uden moms

26

26

0

Lønomkostninger Movia

2.335

2.335

0

Udgifter i alt

9.284

6.729

-2.555

Afdrag på internt lån

5.900

5.900

0

Behov for indtægter i alt

15.184

12.629

-2.555

Udgifterne til reparation og vedligeholdelse er i samarbejde med Københavns Ejendomme sat ned med 0,3 mio. kr. på baggrund af driftserfaringerne indtil nu.

Udgifter til drifts- og serviceaftaler er sat ned med 1,8 mio. kr. Dette skyldes, at udgifterne til TV-overvågning er nedjusteret med 0,8 mio. kr. fordi reglerne om databeskyttelse (GDPR) giver anledning til færre muligheder for TV-overvågning end oprindeligt planlagt, og fordi udbuddet resulterede i en billigere teknisk løsning end forventet. Derudover har et nyt udbud på rengøring medført en årlig besparelse på 0,9 mio. kr.

IT-omkostningerne er sænket på baggrund af ny vurdering af udgifterne til reparationer efter hærværk, som er sænket med 0,4 mio. kr. Der er fortsat budgetteret med 0,5 mio. kr. til Teknik- og Miljøforvaltningen for vintertjeneste, faste belægninger og lignende ydelser. Disse udgifter følger den prismodel, der er vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget.

Udgifterne til løn i Movia består af 2 årsværk til driftsovervågning i Movias trafikcenter (MTC) samt lønudgifter til IT-service og administration af terminalens økonomi. Udgifterne følger Movias sats for salg af timer for specialister og administrative medarbejdere. 

Sammen med årlige afdrag på internt lån på 5,9 mio. kr., der er optaget til finansiering af anlæg af terminalen, giver dette et samlet krav om indtægter i 2026 på 12,6 mio. kr.

Løsning

Forslag til takstændringer og budgetnotat

Der opkræves i dag en minuttakst på 8,16 per minut for anvendelse af Københavns Busterminal. Med et gennemsnitligt anløb på cirka 13,7 minutter giver det en gennemsnitspris for et busanløb på 112 kr.

Hvis Københavns Busterminal skal have en årlig indtjening på 12,6 mio. kr., svarende til et årligt afdrag på internt lån på 5,9 mio. kr. og årlige driftsudgifter på 6,7 mio. kr., er der behov for enten en takststigning eller en stigning i efterspørgsel på 280 procent.

På baggrund af Teknik- og Miljøforvaltningens foreløbige vurdering af mulighederne for tiltag, der kan tiltrække andre langtursbusser end fjernbusser, samt Movias opdaterede budget for driftsudgifter, foreslår Økonomiforvaltningen, at der til forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025 indgår et budgetnotat om annullering eller udskydelse af afdragene på det interne lån for busterminalen i 2025 og 2026. Det vil give mulighed for, at tiltag, der øger efterspørgslen for anvendelse af busterminalen, kan vurderes nærmere og evt. gennemføres og få effekt i løbet af 2025 og 2026 (forudsat politiets godkendelse, jf. ovenfor). På baggrund af dette arbejde vil der senest i forhandlingerne om budget 2027 indgå forslag til en varig løsning.

Der er flere forskellige hensyn, der kan tages i forbindelse med ændringer af taksten for anvendelse af Københavns Busterminal, herunder:

  • Hensynet til busoperatørernes anvendelse af terminalen, hvilket tilsiger, at den gennemsnitlige udgift for et busanløb ikke stiger for meget.
  • Hensynet til at skabe overskud i driften af terminalen til finansiering af afdrag på lån for de merudgifter, som Københavns Kommune har bevilget til anlæg af terminalen. I udgangspunktet tilsiger dette en takststigning op til 280 procent.
  • Hensynet til en takstmodel, der i højere grad øger betalingen for korte busanløb, fordi værdien af terminalen for busoperatører sker med ankomst til faciliteter til gavn for både busser og passagerer. Dette tilsiger indførelsen af en entrétakst.

I bilag 2 fremgår et budgetnotat, der kan indgå i Overførselssagen 2024-2025, hvor der indføres en ny takstmodel fra juli 2025, så der betales en entré takst på enten 65 kr. eller 80 kr. mens minuttaksten for anvendelse af terminalen halveres fra 8,16 til 4 kr. Med en uændret længde på et gennemsnitligt busanløb vil gennemsnitsprisen stige fra 112 kr. til enten 120 kr., hvilket svarer til en stigning på 7 procent eller til 135 kr., hvilket svarer til en stigning på 20 procent.

Hvis det antages, at anvendelsen af terminalen årligt stiger med 5 procent i forhold til 2024, og at afdrag på internt lån enten annulleres eller udskydes i 2025 og 2026, vil den økonomiske udfordring med en lavere takststigning på 7 procent i disse år være cirka 1,5 mio. kr. Der er årligt afsat 1,0 mio. kr. på Økonomiudvalgets ramme til at håndtere eventuelle merudgifter for busterminalen. De resterende 0,5 mio. kr. årligt indgår i budgetnotatet i bilag 2. Hvis man vælger at taksten stiger med 20 procent, kan den økonomiske udfordring afholdes inden for de 1 mio. kr., der er afsat på Økonomiudvalgets ramme.

I tabel 2 fremgår andre muligheder for ændring af taksten for anvendelse af busterminalen. Økonomiforvaltningen kan udarbejde budgetnotater på disse eller andre takstmodeller, såfremt det ønskes.

Tabel 2. Sammenligning af modeller for takst for anvendelse af busterminalen

Takst

Udgift for et gennemsnitligt
pr. busanløb

Årlig
indtægt

Bemærkning

Minuttakst: 8,16 kr.

112 kr.

4,9 mio. kr.

Nuværende
takstmodel

Entré: 65 kr.
Minuttakst: 4 kr.

120 kr.

5,1 mio. kr.

Stigning i takst på 7 procent.

Entré: 115 kr.
0-15 minutter: 0 kr.
Herefter: 4 kr. pr. minut

115 kr.

5,1 mio. kr.

Entré: 80 kr.
Minuttakst: 4 kr.

135 kr.

5,7 mio. kr.

 Stigning i takst på 20 procent.

Entré: 190 kr. Minuttakst: 8,16 kr.

302 kr.

12,6 mio. kr.

Fuld finansiering af afdrag på lån og drift. Der er ikke taget højde for lavere anvendelse af terminalen.

Note: Et gennemsnitligt busanløb antages at være på 13,7 minutter i gennemsnit.

Økonomi

Movia foretager en mere præcis budgettering for busterminalen, som drøftes med Økonomiforvaltningen i april måned. Såfremt der kommer større ændringer til terminalens økonomi, vil dette blive forelagt Økonomiudvalget i forbindelse med 2. behandlingen af udvalgets budgetbidrag.

En udskydelse af afdrag på internt lån i årene 2025 og 2026 vil kræve servicemåltal på 2,2 mio. kr. i 2025 og 5,9 mio. kr. i 2026. Såfremt det vælges at annullere afdraget de to år, kræves der derudover finansiering på samme beløb – i alt 8,1 mio. kr., jf. bilag 2. Herudover indgår midlertidig finansiering på 0,5 mio. kr. årligt i 2026 og 2027, såfremt man kun hæver taksten med 7 procent.

Videre proces

I forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025 indgår håndtering af den økonomiske ubalance for Københavns Busterminal i 2025 og 2026. Hvis dette medfører en ny takst for anvendelse af terminalen, vil Movia meddele dette til busoperatørerne med henblik på, at taksten kan implementeres per 1. juli 2025.

Såfremt der ikke indgår en beslutning om håndtering af økonomien i busterminalen i forbindelse med forhandlingerne om Overførselssagen 2024-2025, vil Økonomiforvaltningen forelægge en sag for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om en forhøjelse af taksten for at sikre økonomisk balance.

 

Søren Hartmann Hede    / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2025

Indstillingen blev godkendt med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V og I

Imod stemte: C

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre er af den overbevisning at driften af busterminalen skal betales af brugerne og vil derfor i overførselssagen ikke arbejde for at Københavns Kommune yderligere skal bidrage til driften.”

Til top