Mødedato: 16.05.2006, kl. 15:15

Ny bydelsinddeling i København

Se alle bilag

Ny bydelsinddeling i København

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 16. maj 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 164/2006

 

 

1.                   Ny bydelsinddeling i København

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale overfor Borgerrepræsentationen,

at godkende forslag med 10 bydele med følgende ændringer:

·        Kartoffelrækkerne m.v. (området afgrænset af Sortedamssøen, Classensgade, banelininen og Sølvgade) flyttes fra Østerbro til Indre By.

·        Den østlige del af Emdrup flyttes fra Østerbro til Bispebjerg.

·        Trekantsområdet mellem Tagensvej, Nørre Allé og Jagtvej flyttes fra Østerbro til Nørrebro.

·        Området mellem Hyrdevangen, Hareskovvej og kommunegrænsen flyttes fra Brønshøj-Husum til Bispebjerg.

 

at hensigtsmæssigheden i den foreslåede grænsedragning på Amager vurderes på et senere tidspunkt, når den vestlige del af Amager er ved at være udbygget.

at der som udgangspunkt i hver bydel etableres et lokaludvalg, som afgrænses i overensstemmelse med de foreslåede bydelsgrænser. Dog etableres der i de to nye bydele Indre By og Vesterbro/Kongens Enghave 2 lokaludvalg i hver bydel.

at der åbnes mulighed for, at nabo-lokaludvalg kan beslutte at etablere fælles sekretariat.

at godk ende den i tabel 2 viste udrulningsplan for etablering af lokaludvalg i denne valgperiode.

at der i hver bydel etableres et borgerservicecenter i løbet af denne valgperiode.

at den administrative inddeling i forbindelse med øvrige borgerbetjeningsenheder kan dække flere bydele, forudsat at bydelsgrænserne overholdes. De øvrige borgerbetjeningsenheder skal tilpasses de foreslåede grænseændringer i løbet af denne valgperiode.

at ældrerådene, fra og med næste valg til ældrerådene i november 2008, afgrænses i overensstemmelse med de forslåede bydelsgrænser.

at der i forbindelse med kommuneplanen 2009 indarbejdes bydelsplaner i overensstemmelse med den nye bydelsinddeling.

 

RESUME

Med nærværende forslag til ny bydelsinddeling tilstræbes ens grænser. I forslaget lægges der op til, at der så vidt muligt skabes overensstemmelse mellem grænserne for de nye opstillingskredse og bydelsinddelingen i København.

I forhold til det forslag med 10 bydele, som blev stillet i indstillingen til Økonomiudvalget den 29. november 2005 (bilag 2) er der som følge af ønsket om ens grænser foreslået, at der foretages en grænseændring i 4 områder.

I forslaget deles Amager langs Amagerbrogade. Der foreslås i forlængelse heraf, at grænsedragningen på Amager vurderes på et senere tidspunkt, når den vestlige del af Amager er ved at være udbygget.

I nærværende forslag er der foretaget en afvejning af hensynet til service til borgerne, effektivitet og nærdemokrati.

Hensynet til servicen til borgerne er foreslået imødekommet ved, at der i hver af de 10 bydele etableres et servicetilbud til borgerne i form af et borgerservicecenter.

Hensynet til effektiviteten er der i forslaget taget højde for ved, at de andre decentrale borgerbetjeningsenheder – ud over borgerservicecentrene – kan dække flere bydele, hvis fagudvalget, hvorunder opgaven hører, vurderer, at det er muligt.

Hensynet til nærdemokratiet er foreslået imødekommet ved, at der som udgangspunkt etableres et lokaludvalg i hver bydel, hvormed demokratiet rykker tættere på borgerne. På baggrund af indsigelserne fra lokalråd i de nuværende bydele Kongens Enghave, Vesterbro, Indre By og Christianshavn foreslås, at der specifikt i de 2 nye bydele Indre By og Vesterbro/Kongens Enghave oprettes 2 lokaludvalg i samme bydel.

Mere generelt åbnes der i forslaget mulighed for, at lokaludvalg, der støder op til hinanden ("nabo-lokaludvalg") kan vælge at etablere et fælles sekretariat.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Baggrunden for nærværende forslag om ny bydelsinddeling er en overordnet drøftelse i Økonomiudvalget den 28. marts 2006 vedrørende principperne for en ny bydelsinddeling i København samt efterfølgende forhandlinger mellem partierne i Borgerrepræsentationen.

Processen for beslutning om ny bydelsinddeling i Københavns Kommune har været følgende:

 

26. maj 2005

BR behandlede sag om ny struktur, som bl.a. tog højde for konsekvenserne af kommunalreformen, og vedtog i den forbindelse, at der skal udarbejdes forslag om en entydig geografisk inddeling af byen.

Primo juni 2005 –

Primo september 2005

En arbejdsgruppe på tværs af de 7 forvaltninger udarbejdede rapporten: "Forslag til ny distriktsinddeling i København".  

27. september 2005

ØU behandlede indstilling om ny bydelsinddeling, hvori der stilles forslag om en inddeling af byen i 8 bydele (bilag 1).

ØU besluttede at sende forslaget i høring i de stående udvalg, Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, lokalråd og Valby Lokaludvalg, ældreråd og kvarterløfts- og områdefornyelsesområder. Høringsfristen sættes til den 1. november 2005.

29. november 2005

ØU behandlede høringssvar med frist 1. november 2005 samt indstilling om nyt forslag til bydelsinddeling med 10 bydele baseret på sammenlægning af eksisterende bydele (bilag 2).

ØU besluttede at sende forslag med 10 bydele i høring frem til 1. marts 2006.

8. februar 2006

Der blev afholdt debatmøde mellem ØU, repræsentanter fra de politiske partier i BR, lokalråd og lokaludvalg, ældreråd og kvarterråd om forslag til bydelsinddeling med 10 bydele baseret på en sammenlægning af eksisterende bydele.

28.marts 2006

ØU drøftede principperne for en ny bydelsinddeling med baggrund i høringssvar med frist 1. marts 2006 samt forslag til nye opstillingskredse i København (bilag 3).

 

Forslag til ny bydelsinddeling i København

Udgangspunktet for nærværende forslag til ny bydelsinddeling er ønsket om ens grænser. I forslaget lægges der op til, at der så vidt muligt skabes overensstemmelse mellem grænserne for de nye opstillingskredse og bydelsinddelingen i København.

I forhold til det forslag med 10 bydele, som blev stillet i indstillingen til Økonomiudvalget den 29. november 2005 (bilag 2) vil ønsket om overensstemmelse med de nye opstillingskredse kræve følgende grænseændringer:

1.      Kartoffelrækkerne m.v. (området afgrænset af Sortedamssøen, Classensgade, banelininen og Sølvgade) flyttes fra Østerbro til Indre By.

2.      Den østlige del af Emdrup flyttes fra Østerbro til Bispebjerg.

3.      Trekantsområdet mellem Tagensvej, Nørre Allé og Jagtvej flyttes fra Østerbro til Nørrebro.

4.      Området mellem Hyrdevangen, Hareskovvej og kommunegrænsen flyttes fra Brønshøj-Husum til Bispebjerg.

 

Med nærværende forslag til bydelsinddeling resterer en uoverensstemmelse mellem antallet af kredse og bydele. I forslag til ny valgkredsinddeling foreslås København opdelt i 9 opstillingskredse, idet bydelene Brønshøj-Husum og Vanløse optræder som en kreds, mens det i nærværende forslag til bydelsinddeling foreslås at være 2 selvstændige bydele.

 

 

Forslag til ny bydelsinddeling ser herefter ud som følger:

 

 

 

 

 


Ny model med 10 bydele


 

 

 

 

 

 

 

Tabel 1: Befolkningsfordelingen i de 10 nye bydele, pr. 1. januar 2005

 

Børn

 

Unge

 

30-64

 

Over

 

 

Bydel

0-17 år

%

18-29 år

%

Årige

%

64 år

%

I alt

Indre By

6.394

14

9.855

22

23.555

53

4.971

11

44.775

Østerbro

10.739

16

15.777

23

33.309

49

7.858

12

67.683

Nørrebro

13.236

18

22.210

30

32.137

44

5.507

8

73.090

Vesterbro/Kongens Enghave

7.680

15

14.158

28

24.718

49

4.108

8

50.664

Valby

8.548

19

9.977

22

21.108

46

6.480

14

46.113

Vanløse

6.493

18

7.373

20

17.366

48

5.054

14

36.286

Brønshøj-Husum

8.757

23

6.050

16

17.557

45

6.259

16

38.623

Bispebjerg

7.194

16

12.162

26

20.354

44

6.626

14

46.336

Amager Øst

7.860

16

13.655

28

21.837

45

5.402

11

48.754

Amager Vest *)

8.228

18

11.071

24

22.103

47

5.218

11

46.620

Uden for inddeling

236

7

1.142

32

2.102

60

45

1

3.525

Københavns Kommune I alt

85.365

17

123.430

25

236.146

47

57.528

11

502.469

*) I 2020 vil Amager Vest have ca. 66.000 beboere efter den seneste befolkningsprognose

 

I forslaget vil Amager blive delt af Amagerbrogade. Hermed sikres, at der er overensstemmelse mellem bydelsinddeling og forslag til opstillingskredse. Der er peget på denne løsning, bl.a. fordi der ikke umiddelbart er et afbalanceret alternativ. En løsning hvor der lægges en grænse vest for Amagerbrogade, vil på nuværende tidspunkt betyde en meget skæv deling af Amager rent befolkningsmæssigt.

På den baggrund foreslås, at grænsedragningen på Amager vurderes på et senere tidspunkt, når den vestlige del af Amager er ved at være udbygget.

Forslaget vil med grænseændringerne betyde, at der fra den nye Østerbro Bydel flyttes følgende 3 områder til nabo-bydele – set i forhold til forslaget med 10 bydele af 29. november 2005:

·        Kartoffelrækkerne m.v. flyttes fra Østerbro til Indre By.

·        Den østlige del af Emdrup flyttes fra Østerbro til Bispebjerg.

·        Trekantsområdet flyttes fra Østerbro til Nørrebro.

Økonomiforvaltningen har den 4. maj 2006 modtaget et fællesbrev fra Østerbro og Ryvang Lokalråd (bilag 4), hvori det pointeres, at grænseændringerne ikke kan støttes af de to lokalråd. I brevet anføres, at det er lokalrådenes holdning, at de 2 nuværende bydele – Ryvang og Indre Østerbro - bør sammenlægges med deres nuværende afgrænsning. I brevet foreslås endvidere, at der i de 3 områder – inden endelig beslutning om bydelsgrænserne – gennemføres en offentlighedsfase, hvor der bl.a. afholdes borgermøder.

 

Borgerbetjeningen

Forslaget til ny bydelsinddeling skal skabe rammen for organisering af de decentrale borgerbetjeningsopgaver – uanset forvaltning.

Borgerrepræsentationen besluttede den 15. december 2005 (BR 748/05), at der i hver bydel skal placeres et borgerservicecenter. Som opfølgning på denne beslutning, foreslås det, at der i hver af de 10 bydele placeres et borgerservicecenter, således at kommunen har et ansigt i hver bydel. I forhold til situationen i dag vil det betyde, at der i stedet for 4 borgerservicecentre etableres 10 centre.

Det foreslås endvidere, at andre decentrale borgerbetjeningsenheder skal overholde bydelsgrænserne som "byggesten", men det er fagudvalgene, hvorunder opgaven hører, som fastsætter antallet af borgerbetjeningsenheder i byen inden for udvalgets økonomiske ramme.

Generelt foreslås det, at bydelsgrænserne skal overholdes i forhold til de andre administrative inddelinger, idet øvrige borgerbetjeningsenheder kan dække flere bydele – dog må der gives dispensation i forhold til skoledistriktsgrænserne.

 

Tilpasningen af de andre borgerbetjeningsenheder i forhold til de 4 foreslåede grænseændring skal ske i løbet af denne valgperiode.

 

I forhold til spørgsmålet om en samlokalisering af borgerservicecentre og Pensions- og Omsorgskontorer betyder ovenstående beslutning, at der alene vil ske en samlokalisering i de bydele, hvor begge fagudvalg vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt.

 

Lokaludvalg

Borgerrepræsentationen besluttede den 13. oktober 2005, at der skal oprettes lokaludvalg i hele byen. Den endelige beslutning om antallet af lokaludvalg blev på daværende tidspunkt udskudt til, at der forelå en beslutning om ny bydelsinddeling.

Det foreslås, at der som udgangspunkt etableres et lokaludvalg i hver bydel, som afgrænses i overensstemmelse med de foreslåede bydelsgrænser.

På baggrund af indsigelserne fra lokalråd i de nuværende bydele Kongens Enghave, Vesterbro, Indre By og Christianshavn foreslås, at der specifikt i de 2 nye bydele Indre By og Vesterbro/Kongens Enghave etableres 2 lokaludvalg i samme bydel. Konkret foreslås det, at der skal gælde følgende præmisser for oprettelse af 2 lokaludvalg i de to nævnte bydele:

·        at de 2 lokaludvalg i bydelen har fælles sekretariat

·        at de 2 lokaludvalg i bydelen skal udarbejde en fælles bydelsplan

Fordelen ved, at de 2 lokaludvalg i samme bydel deler det lokale sekretariat er dels økonomisk (stordriftsfordel), men også praktisk i forhold til, at det er sandsynligt, at Københavns Kommune ofte vil sende sager i høring, som vedrører hele bydelen.

Med hensyn til kriteriet om en fælles bydelsplan for de 2 lokaludvalg er det vigtigt at fremhæve, at en bydelsplan behandler de store linier. Planer for små områder som fx Christianshavn virker uhensigtsmæssig. Fx vil et naturligt emne i en bydelsplan være trafikfordelingen i området, hvilket ikke giver mening, hvis området ikke har en rimelig geografisk størrelse.

Det er vurderingen, at nærværende forslag ikke vil møde modstand fra de 4 lokalråd.

I forslaget åbnes der endvidere generel mulighed for, at lokaludvalg, der støder op til hinanden ("nabo-lokaludvalg") kan vælge at have et fælles sekretariat. F.eks. kan de fremtidige lokaludvalg på Amager vælge en sådan løsning.

 

Udrulningsplan for etablering af lokaludvalg

I nærværende forslag lægges der op til etablering af i alt 12 lokaludvalg. Det foreslås i forlængelse heraf, at der gælder følgende udrulningsplan i denne valgperiode:

Tabel 2: Udrulningsplan for etablering af lokaludvalg

År

2006

2007

2008

Bydele/områder

Valby

Vanløse

Østerbro

Amager Øst

Amager Vest

Vesterbro

Kongens Enghave

Bispebjerg

Christianshavn

Indre By

Brønshøj-Husum

Nørrebro

 

Den videre proces

 

Bydelsinddelingen skal gælde fra den er vedtaget og implementeres i løbet af næste valgperiode.

Implementeringen sker på følgende områder:

·        Den nye bydelsinddeling skal danne grundlag for organiseringen af den decentrale del af borgerbetjeningen. Borgerrepræsentationen har i forbindelse med sagen om "Borgernes indgang til Københavns Kommune" (BR 748/05) besluttet at oprette et borgerservicecenter i hver bydel.

·        Den nye bydelsinddeling indgår i arbejdet med organiseringen af forvaltningerne i Københavns Kommune.

·        Den nye bydelsinddeling skal danne grundlag for forslag til ændring af kommuneplanens bydelsinddeling i forbindelse med kommuneplanrevisionen i 2009.

·        Den nye bydelsinddeling skal udgøre rammen for oprettelse af nye lokaludvalg samt udarbejdelse af bydelsplaner.

·        Den nye bydelsinddeling skal udgøre rammen for de nye ældreråd, som skal vælges i november 2008.

Det videre arbejde med organiseringen af Københavns Kommunes decentrale borgerbetjening samt etablering af lokaludvalg, der foreslås placeret i hver bydel, vil være koncentreret om følgende delbeslutninger og aktiviteter:

16. maj 2006

ØU behandler forslag om ny bydelsinddeling

1. juni 2006

BR behandler endelig forslag til ny bydelsinddeling

1. juni –

1. sept. 2006

BR behandler delbeslutning om borgerservice og kontaktcenter, herunder lokaler og indretning af den decentrale borgerbetjening.

På grundlag af en kortlægning af lokaler, som i dag anvendes til den decentrale borgerbetjening, skal der udarbejdes et forslag til en samlet løsning for lokalisering af den decentrale borgerbetjening.

1. sept. 2006 -

31. dec. 2009

Implementering af den nye bydelsinddeling i forhold til den decentrale borgerbetjening, samt etablering af borgerservicecentre og etablering af lokaludvalg i alle bydele.

 

ØKONOMI

 

Borgerservicecentre

Som følge af Borgerrepræsentationens beslutning den 15. december 2005 (BR 748/05) foreslås det i nærværende indstilling, at der placeres et borgerservicecenter i hver af de 10 bydele. Der findes i dag 4 borgerservicecentre, hvorfor det indstilles, at der afsættes midler til etablering og drift af 6 ekstra borgerservicecentre i løbet af indeværende valgperiode.

På baggrund af nøgletal for etablering og drift af de eksisterende 4 borgerservicecentre, er etableringsudgiften til de 6 nye borgerservicecentre beregnet til 20 mill. kr. i alt. Endvidere er de årlige driftsudgifter til de 6 nye borgerservicecentre beregnet til i alt 15 mill. kr. excl. løn til personale.

Ultimo august 2006 får Økonomiudvalget forelagt indstilling vedr. borgerservice og kontaktcenter, som vil indeholde en nærmere beskrivelse af økonomi og implementering. Udgifterne hertil vil indgå i de kommende budgetforhandlinger.

 

Lokaludvalg

Borgerrepræsentationen besluttede den 13. oktober 2005 (BR 545/05), at der skulle oprettes lokaludvalg i hele byen. I forlængelse heraf besluttede Borgerrepræsentationen, at der for så vidt angår opstart af Valby Lokaludvalg primo 2006 samt 2 lokaludvalg medio 2006 skulle afsættes 10 mill. kr. for 2006. Endvidere besluttede Borgerrepræsentationen den 15. december 2005 (BR 663/05) en fordelingsnøgle, som fordeler de i 2006 afsatte midler i mellem pulje til lokaludvalgenes sekretariatsbetjening, puljemidler til bydelsrettede aktiviteter samt finansiering af centralt back up.

 

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2007 vil der blive forhandlet om den samlede økonomiske ramme til lokaludvalgene for perioden 2007-2009. I forbindelse hermed vil der endvidere blive taget stilling til kriterier for fordeling af lokale midler.

 

 

HØRING

Forslag om ny bydelsinddeling har været sendt i høring af to omgange. Se tidligere indstillinger.

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

-

parallelt

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

BILAG

Bilag 1: Indstilling til Økonomiudvalget den 27. september 2005 med beslutningsprotokol.

Bilag 2: Indstilling til Økonomiudvalget den 29. november 2005 med beslutningsprotokol.

Bilag 3: Indstilling til Økonomiudvalget den 28. marts 2006 med beslutningsprotokol.

Bilag 4: Fællesbrev fra Østerbro og Ryvang Lokalråd, vedrørende eventuelt ændrede bydelsgrænser i forslaget til ny bydelsinddeling, dateret den 4. maj 2006.

 

 

 

Claus Juhl

 

/Paul Sax Møller

 

Til top