Nyt måltal om fædres andel i afholdelse af barn syg
Borgerrepræsentationen har den 20. august 2020 besluttet, at der skal udarbejdes oplæg til et måltal for fædres andel i afholdelse af barn syg. Med denne indstilling præsenteres oplæg til nyt måltal samt initiativ. Økonomiudvalget skal godkende indstillingen.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at oplæg med måltal samt initiativ for fædres andel i barn syg godkendes,
- at det godkendes, at måltalsperioden i første omgang gælder for 2021 – 2022, så den følger de øvrige måltal på ligestillingsområdet.
Problemstilling
I forbindelse med afrapporteringen på Københavns Kommunes (KK) ligestillingsmåltal for 2019 vedtog Borgerrepræsentationen (BR) den 20. august 2020 at Økonomiforvaltningen (ØKF) skulle fremlægge forslag til, hvordan der kan opstilles måltal og andre initiativer for fædres andel i barnets 1. sygedag, se bilag 1.
Efterspørgslen skal ses i tråd med antagelsen om, at færre mænd end kvinder tager barn syg. En antagelse, der bl.a. er bekræftet i en artikel fra ”Lederne” fra december 2019, som på baggrund af tal fra Danmarks Statistik oplyser, at for hver gang mænd tager én barnets sygedag, så tager kvinder i kommunerne 1,16 barnets sygedag.
Et måltal for fædres andel i afholdelsen af barn syg vil være det fjerde måltal på ligestillingsområdet i KK, som pt. omfatter:
Kønsbalanceret ledelse
- der ikke i nogen forvaltninger er mere end 10 procentpoints forskel/afvigelse fra en ligelig fordeling (50/50) i andelen af mænd og kvinder i gruppen af niveau 1- og niveau 2-ledere
Fædres brug af forældreorlov
- mindst 60% af fædre ansat i Københavns Kommune afholder minimum 15 ugers forældreorlov
- mindst 95% af fædre ansat i Københavns Kommune afholder minimum 9 ugers forældreorlov
Løsning
Med nærværende indstilling præsenteres forslag til måltal og til initiativ for at understøtte måltallet. ØKF anbefaler, at et nyt måltal følger samme periode som de øvrige ligestillingsmåltal, foreløbigt frem til og med 2022.
Måltal og initiativ er drøftet og godkendt i både Det Centrale Ligestillingsudvalg i KK, der består af forvaltningsrepræsentanter og repræsentanter for de faglige organisationer, og af Kredsen af administrerende direktører.
Måltal
Opstilling af det optimale måltal for fædres andel af barn syg kræver, at KK har data og registreringer ift. 1) hvor mange af kommunens ansatte, der har hjemmeboende børn, og 2) antallet af hjemmeboende børn. Disse data har KK imidlertid ikke, ligesom det af GDPR-hensyn ikke er muligt at samkøre registre for at opnå de ønskede data.
Et alternativ er at opstille måltallet med udgangspunkt i populationen af ansatte, som har ret til omsorgsdage. Omsorgsdage er en overenskomstmæssig ret for offentligt ansatte til to årlige omsorgsdage pr. barn fra fødselsåret og til og med det år, hvor barnet fylder syv år. Omsorgsdagene tilskrives årligt de ansatte i KKs lønsystem, og er således tilgængelige data.
Med udgangspunkt i denne population foreslås følgende måltal for fædres andel i afholdelsen af barn syg:
- Blandt medarbejdere i Københavns Kommune, som har ret til omsorgsdage, må der højest være 10 procentpoints forskel mellem kønnene, på andelen, som anvender barn syg.
Målet om højest 10 procentpoints forskel mellem kønnene er valgt ud fra, at der ved måltallet om kønsbalanceret ledelse tillades en forvaltningsvis forskel/afvigelse på op til 10 procentpoint fra en ligelig fordeling i andelen af kvinder og mænd i gruppen af ledere på niveau 1 og 2.
I registreringen af barn syg skelnes der ikke mellem barnets 1. og 2. sygedag, hvorfor begge medtages i opgørelsen af barn syg i relation til måltallet.
Fordelen ved at tage udgangspunkt i populationen af ansatte med ret til omsorgsdage er, at den omfatter 72% af alle ansatte, som holder barn syg og 78% af alle barnets sygedage i KK. Ulempen er, at den udelader anvendelsen af barn syg for de ansatte, som har børn på 8-18 år eller på anden måde falder uden for populationen (28% af medarbejderne / 22% af dagene). Det vurderes, at fordelene ved at afgrænse populationen til ansatte med ret til omsorgsdage opvejer, at de 28%, som anvender barn syg, men ikke er en del af denne gruppe, ikke indgår.
Data for 2019 og 2020 viser, at KK i 2019 og 2020 samlet set ville have opfyldt måltallet om højest 10 procentpoints forskel mellem kønnene, som tager barn syg. I 2019 var forskellen 6,6%, mens den i 2020, som var et atypisk år pga. corona, var 7,56%. Der er nogen variation mellem forvaltningerne, som det fremgår af tabel 1 nedenfor. I 2019 ville fire ud af syv forvaltninger have opfyldt måltallet, og i 2020 ville fem ud af syv forvaltninger have opfyldt måltallet.
Tabel 1: Måltalsopfyldelse i 2019 og 2020 ved måltal om højest 10 procentpoints (pp) forskel mellem kønnene, på andelen, som tager barn syg. Populationen er ansatte med børn fra 0-7 år inkl., der afholder barn syg.
Forvaltning |
Forskel i procentpoint, 2019 |
Forskel i procentpoint, 2020 |
BIF |
6,66 |
3,46 |
BUF |
3,47 |
4,10 |
KFF |
15,10 |
8,34 |
SOF |
9,28 |
9,37 |
SUF |
10,79 |
14,24 |
TMF |
2,80 |
1,94 |
ØKF |
10,50 |
14,46 |
KK i alt |
6,6 |
7,56 |
BIF = Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
BUF = Børne- og Ungdomsforvaltningen
KFF = Kultur- og Fritidsforvaltningen
SOF = Socialforvaltningen
SUF = Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
TMF = Teknik- og Miljøforvaltningen
ØKF = Økonomiforvaltningen
Når måltalsopfyldelsen for 2021 gøres op i begyndelsen af 2022, vil resultatet, ligesom i 2020, stadig være præget af corona. I 2020 så man et fald i de ansattes almindelige sygdom (og forventeligt også blandt deres børn), og dermed også et faldende behov for anvendelse af barn syg. Tillige har flere ansatte arbejdet hjemmefra både i 2020 og 2021. Det antages, at der dermed har været flere medarbejdere, både i 2020 og 2021, der har håndteret syge børn samtidig med varetagelse af deres almindelige arbejde. Coronas påvirkning af barn syg rammer dog forskelligt blandt faggrupper.
Den samlede vurdering af ovenstående forslag til måltal for fædres andel af barn syg vurderes relevant ud fra betragtninger om, at:
- måltallet afspejler et ønske om kønsmæssig balance i fordelingen af afholdelse af barn syg og, at
- KKs mulighed for at påvirke måltallet er begrænset. Det er en betingelse, at hensynet til barnets forhold nødvendiggør, at en forælder anvender barnets sygedag, og at forholdene på arbejdspladsen tillader det, men derudover er det op til den enkelte familie at beslutte, hvem der skal afholde barnets sygedag. Ud over ledelsesretten til i den enkelte situation at vurdere, om den ansatte kan afholde barn syg, efterlader det arbejdsgiver begrænset mulighed for at påvirke, hvem i den ansattes husstand, der tager sygedagen, og dermed for at påvirke måltalsopfyldelsen.
Initiativer
Af BR beslutning fremgår det, at måltallet for fædres andel i barnets sygedag skal følges af initiativer, der skal bidrage til måltalsopfyldelse på området.
Det foreslås, at der igangsættes en kommunikationsindsats, som har både medarbejdere og ledere i KK som målgruppe. Kommunikationen skal via oplysning om regler og muligheder for at holde barn syg signalere og skabe dialog om, at pasning af syge børn er et fælles ansvar og en fælles mulighed. Kommunikationsindsatsen bliver en del af en allerede planlagt kommunikationsindsats om fædres brug af forældreorlov, som gennemføres i efteråret 2021.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter godkendelse i ØU vil oplægget blive behandlet af BR den 24. juni 2021.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. juni 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, V og O.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi mener, at dette forslag ligger langt udover Københavns Kommunes rolle som arbejdsgiver. Vi bør sondre mellem gode holdninger og kommunens pligt som arbejdsgiver.”