Mødedato: 14.05.2013, kl. 12:00
Mødested: Rådhus Malmø

Tingbjerg- Husum Partnerskab - Partnerskabsaftale og Tryghedsplan

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til forslag fra Tingbjerg-Husum Partnerskab til en partnerskabsaftale for perioden 2013-2016 samt forslag til tryghedsplan for partnerskabet.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,       

1.      at godkende forslag til partnerskabsaftale for Tingbjerg-Husum Partnerskab (bilag 1),

2.      at godkende forslag til tryghedsplan for Tingbjerg-Husum Partnerskab, der beskriver de konkrete aktiviteter partnerskabet igangsætter (bilag 2),

3.     
at godkende, at Styregruppen for Tingbjerg-Husum Partnerskab træffer beslutning om anvendelse af de resterende midler for partnerskabet i 2013, svarende til 510.000 kr. (p/l 2013),

4.     
at godkende, at Tingbjerg-Husum Partnerskabs midler kan anvendes i partnerskabsområdet samt i områder med umiddelbar tilknytning til partnerskabets geografiske område (se bilag 3), såfremt formålet er at forebygge kriminalitet hos beboere inden for partnerskabets geografiske område.

Problemstilling

Med budgetforhandlingerne for 2013 blev der afsat midler til at etablere et partnerskab for øget tryghed og mindre kriminalitet i Tingbjerg-Husum. Beslutningen er udmøntet af ØU den 5. marts 2013 og BR den 14. marts 2013 (2013-17087). Partnerskabet er gældende fra 2013 til 2016 og deltagerne er: Københavns Kommunes syv forvaltninger, Københavns Politi, SSP København, fsb, SAB/KAB samt AAB. Partnerskabsområdet udgøres af Tingbjerg/Utterslevhuse samt den del af Husum, der hedder Voldparken og Gadelandet (se bilag 3). Der er årligt afsat 2 mio. kr. (2013 p/l) i årene 2013-2016 til partnerskabets aktiviteter.

Etableringen af Tingbjerg-Husum Partnerskab er inspireret af de resultater, der er opnået i Tingbjerg i de seneste år, hvor kriminaliteten er faldet markant. Tingbjerg Partnerskab har blandt andre aktører bidraget til en positiv udvikling, hvor der fx er sket et fald i antallet af anmeldte indbrud fra 2009 til 2012 på 51%.

Løsning

Der er nedsat en arbejdsgruppe og styregruppe for partnerskabet. Styregruppen har den 23. april 2013 godkendt vedlagte forslag til en partnerskabsaftale og tryghedsplan for partnerskabet (bilag 2). Partnerskabsaftalen fastlægger de overordnede rammer for partnerskabets virke og tryghedsplanen udfolder partnerskabsaftalens indsatsområder i konkrete aktiviteter.

Partnerskabsaftalen

Forslaget til partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum fokuserer på følgende fem indsatsområder:  

  1. Øge den oplevede tryghed og mindske kriminalitet området.
  2. Fælles kommunikationsindsats, der forbedrer Tingbjerg-Husums omdømme.
  3. Understøttelse af beboernes aktive deltagelse i civilsamfundet.
  4. Understøttelse af en tværgående samarbejdskultur blandt de ansatte i området.
  5. Indsats for forældre og børns aktive deltagelse i skole- og fritidslivet.

Målsætninger for Tingbjerg-Husum Partnerskab

Tingbjerg-Husum Partnerskab har følgende overordnede målsætninger:

  • Beboernes vurdering af behovet for tryghedsskabende indsatser i deres område skal falde fra markant til ordinært med udgangen af 2016. Der måles ud fra Københavns Kommunes Tryghedsindeks, som årligt udkommer i maj.
  • Kriminaliteten i Tingbjerg-Husum skal nedbringes, i overensstemmelse med nedenstående måltal. Der måles ud fra Københavns Politis årlige opgørelser over antal anmeldelser:  

Gerningstype

Baseline (2012)

Måltal 2013

Måltal 2014

Måltal 2015

Måltal 2016

Indbrud

154

139 (-10 %)

131 (-15 %)

123 (-20 %)

116 (-25 %)

Tyverier

462

416 (-10 %)

393 (-15 %)

370 (-20 %)

347 (-25 %)

Vold/Trusler

65

59 (-10 %)

55 (-15 %)

52 (-20 %)

49 (-25 %)

Hærværk

73

66 (-10 %)

62 (-15 %)

58 (-20 %)

55 (-25 %)

Narkotika

20

18 (-10 %)

17 (-15 %)

16 (-20 %)

15 (-25 %)

Chikane

32

29 (-10 %)

27 (-15 %)

26 (-20 %)

24 (-25 %)


Partnerskabet vil desuden årligt indhente kriminalitetsdata opdelt for de to områder, Tingbjerg/Utterslevhuse samt Gadelandet/Voldparken, således at udviklingen for hvert af område kan følges tæt. Derudover vil partnerskabet undersøge, om det kan lade sig gøre at lave særmålinger i kommunens tryghedsindeks for den oplevede tryghed i hvert af de to områder, der i dag måles sammen i tryghedsindeksets distrikt 18.

Partnerskabet vil én gang årligt gøre status for opfyldelsen af målsætningerne. En kort statusrapport udarbejdes og offentliggøres i maj efter tryghedsindeksets offentliggørelse.

Tryghedsplan for Tingbjerg-Husum Partnerskab

Tryghedsplanen for Tingbjerg-Husum Partnerskab beskriver de konkrete aktiviteter og tiltag, der skal bidrage til at øge trygheden og reducere kriminaliteten i området. Tryghedsplanen er tænkt dynamisk, hvilket indebærer, at den løbende kan justeres, således at partnerskabets konkrete aktiviteter kontinuerligt imødekommer de aktuelle behov.

Tryghedsplanen er bygget op omkring partnerskabets fem indsatsområder, således at hver af aktiviteterne støtter op om gennemførsel af mindst et af indsatsområderne. Partnerskabet vil for hvert af indsatsområderne opstille konkrete målsætninger, som kan anvendes til løbende at vurdere behovet for at skifte fokus i partnerskabets arbejde. Disse konkrete målsætninger vil indgå i tryghedsplanen. Vedlagte Tryghedsplan for Tingbjerg-Husum (bilag 2) rummer 9 forslag til aktiviteter, som foreslås igangsat i 2013. Med forslagene foreslås samtidig anvendelse af 1,49 mio. kr. af de i alt 2 mio. kr. (2013 p/l), der er afsat til partnerskabet i 2013.

Det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt for partnerskabet at nå at udarbejde forslag til aktiviteter for samtlige af partnerskabets midler i 2013. Partnerskabet vurderer, at der for flere af de fem indsatsområder (her særligt indsatsområderne 3,4 og 5) er behov for en grundigere drøftelse af, hvilke aktiviteter der er behov for, samt den konkrete udfoldelse af elementerne i de enkelte aktiviteter (budget, ansvarlig, leverancer mv.). Der resterer således 510.000 kr. (2013 p/l) af partnerskabets midler for 2013. Økonomiforvaltningen foreslår, at Tingbjerg-Husum Partnerskabs styregruppe til i august tager stilling til anvendelse af de resterende midler for 2013. Økonomiforvaltningen vil påse, at der disponeres i overensstemmelse med kommunens bevillingsregler.

Endelig foreslår Tingbjerg-Husum Partnerskab, at partnerskabets midler også kan anvendes til aktiviteter, der finder sted i umiddelbar geografisk tilknytning til partnerskabsområdet, således at midlerne også kan anvendes til aktiviteter, der fysisk finder sted i udkanten af partnerskabsområdet, men som vurderes at have en effekt i forhold til den oplevede tryghed inden for partnerskabsområdet.

Økonomi

Til Tingbjerg-Husum Partnerskab er med Borgerrepræsentationens beslutning (2013-17087) den 14. marts 2013 disponeret 2 mio. kr. (2013 p/l) i hvert af årene 2013-2016. I alle årene 2013 til 2016 er desuden disponeret 0,3 mio. kr.(2013 p/l), svarende til et halvt årsværk til sekretariatsbetjening af partnerskabets arbejde.

Med denne indstilling foreslås konkret anvendelse af partnerskabets midler til følgende 9 aktiviteter, der indgår i tryghedsplanen for Tingbjerg-Husum Partnerskab og som foreslås gennemført i hvert af partnerskabets funktionsår:  

Indsats-område

Aktivitet

Økonomi 2013

Økonomi 2014

Økonomi 2015

Økonomi 2016

1

Indbrudsindsats

40.000

 

 

 

1

Det gode valg

220.000

180.000

 

 

1

Belysning på Volden

340.000

 

 

 

2

Kommunikationsindsats

450.000

450.000

450.000

450.000

3

Dialog med beboerne

30.000.

30.000

 

 

3

Akutpulje

20.000

20.000

20.000

20.000

3

Beboercentrum

200.000

200.000

 

 

3

Tovholder for dialog og aktivt medborgerskab

150.000

150.000

150.000

150.000

4

Fyraftensmøde og udarbejdelse af forløb  for de ansatte

40.000

 

 

 

I alt

1.490.000

1.030.000

620.000

620.000

Resterende beløb

510.000

970.000

1.380.000

1.380.000

 

For en yderligere beskrivelse af de enkelte aktiviteter se bilag 2.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum blive underskrevet af styregruppens medlemmer og træde i kraft. De aktiviteter, der er beskrevet tryghedsplanen vil blive implementeret af partnerskabet. Styregruppen for Tingbjerg-Husum Partnerskab vil til august 2013 tage stilling til anvendelse af de resterende 510.000 kr. (2013 p/l), der er afsat til partnerskabet i 2013. Ved udgangen af 2013 vil Økonomiudvalget blive forelagt forslag til justering af tryghedsplanen, herunder anvendelse af de 970.000 kr. (2013 p/l) resterende aktivitetsmidler for 2014.

 

 

 

Claus Juhl                           / Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Tingbjerg- Husum Partnerskab - Partnerskabsaftale og Tryghedsplan

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. maj 2013

Indstillingen blev godkendt med 9 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø og O.

Imod stemte: C.

Til top