Tildeling af midler fra Tv-overvågningspuljen
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at Økonomiudvalget godkender, at der i 2012 uddeles kr. 186.600,00 (2012 p/l) fra Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, anlæg, funktion 6.45.51.3 til DABs afdeling Røde Møllegård i Lyongade og Rødegård,
2. at Økonomiudvalget godkender, at der i 2012 uddeles kr. 265.510,00 (2012 p/l) fra Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, anlæg, funktion 6.45.51.3 til Lejerbos afdeling Akacieparken,
3. at Økonomiudvalget tager til efterretning at de resterende midler på den oprindelige bevilling på. kr. 1.350.000,00 - i alt kr. 657.265,00 - søges overført til 2013 ifm. regnskabsafslutningen til Økonomiudvalgets bevilling og udbydes i en ny ansøgningsrunde blandt de almennyttige boligselskaber i foråret 2013,
4. at Økonomiudvalget godkender, at Økonomiforvaltningen retter henvendelse til Justitsministeriet med henblik på at få udvidet adgangen for kommuner til at Tv-overvåge private fællesveje.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 12. januar 2012 at udmønte en pulje på 0,7 mio. kr. årligt i anlæg i 2012, afsat i forbindelse med budget 2012, med henblik på at øge trygheden og sikkerheden i byen ved øget brug af TV-overvågning af offentlige arealer, der ligger i nær tilknytning til arealer, der allerede TV-overvåges. Puljen kan søges af almennyttige boligorganisationer. Puljen administreres af Økonomiforvaltningen (Center for Sikker By) og Teknik- og Miljøforvaltningen (Center for Bydesign).
Efter en udbudsrunde blandt de almennyttige boligorganisationer i foråret, besluttede Økonomiudvalget på mødet den 19. juni 2012 at uddele kr. 240.625 til Lejerbos afdeling "Den Grønne Trekant". Samtidig besluttede Økonomiudvalget at de resterende midler på den oprindelige bevilling, ialt kr. 409.375 skulle udbydes til en ny ansøgningsrunde blandt de almennyttige boligselskaber i efteråret 2012.
Økonomiudvalget har på mødet den 30. oktober besluttet at indstille til Borgerrepræsentationen, at en tilsvarende pulje på kr. 700.000,00 overføres til nærværende projekt. Borgerrepræsentationen godkendte indstillingen den 15. november 2012. Puljen udgør således kr. 1.109.375,00 (2012 p/l).
Udbudsmaterialet til efterårets pulje blev den 12. september 2012 sendt til alle kendte almennyttige boligorganisationer i København. Brev til boligorganisationerne vedlægges som bilag 1. Ved ansøgningsfristens udløb den 7. maj 2012 var der indkommet 8 ansøgninger fra 5 forskellige almennyttige boligorganisationer.
Løsning
For at en kommune kan foretage Tv-overvågning, herunder yde økonomisk støtte til boligselskabers Tv-overvågning, skal en række bestemmelser i lov om Tv-overvågning, § 2a, være opfyldt. Det er således påkrævet, at Tv-overvågningen skal vedrøre offentlige områder, der benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i nær tilknytning til et område, der allerede Tv-overvåges. Ved gennemgangen af ansøgningerne har Økonomiforvaltningen bemærket, at boligselskaberne har haft vanskeligt ved at forstå lovens begreber, både for så vidt angår afgrænsningen imellem private og offentlige arealer og kravet om, at Tv-overvågningen skal etableres i nær tilknytning til allerede etableret Tv-overvågning.
Det fremgår ikke af loven, hvordan begrebet offentligt område, der benyttes til almindelig færdsel skal fortolkes. Af bemærkningerne til lovforslaget (LFF 2010-2011) fremgår det imidlertid, at det kun er egentlige offentlige områder, der kan tv-overvåges i medfør af den foreslåede bestemmelse.Kommunerne kan således ikke tv-overvåge private områder, herunder private veje og private fællesveje, med henblik på at fremme borgernes tryghed.
Økonomiforvaltningen har vurderet, at 6 af de 8 ansøgninger, på trods af at de i øvrigt opfylder kravene i lovgivningen, ikke opfylder kravet til Tv-overvågning af offentligt område idet de 6 ansøgninger vedrører overvågning af private fællesveje og/eller private arealer, såsom stisystemer eller brandveje på boligforeningernes område. Økonomiforvaltningen har derfor meddelt afslag på disse 6 ansøgninger.
Det har også været vanskeligt for enkelte af ansøgerne at leve op til kravet om, at etablering af Tv-overvågning af offentlige arealer kræver, at der allerede er etableret Tv-overvågning i nær tilknytning til ansøgerne. Begrebet nær tilknytning er ikke defineret i loven, men det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der med nær tilknytning menes en radius af 500 meter fra allerede etableret Tv-overvågning med kriminalitetsforebyggende formål. Oplysninger om den geografiske placering af allerede etableret Tv-overvågning er ikke umiddelbart offentligt tilgængelige, men kan fås af ansøgerne ved henvendelse til Københavns Politi.
Økonomiforvaltningen har i ansøgningsmaterialet anført, at der kun kan gives støtte til Tv-overvågning af offentlige arealer. Hvis Økonomiudvalget beslutter at videreføre puljen, vil økonomiforvaltningen i udbudsmaterialet tydeliggøre, at der ikke kan ydes støtte til Tv-overvågning af private veje og private fællesveje. Økonomiforvaltningen finder dog begrænsningen i lovgivningen til ikke at omfatte private fællesveje uhensigtsmæssig. Flere af de særligt udsatte boligområder i bl.a. Smedetoften og Gadelandet ligesom store dele af resten af Nordvestkvarteret er dermed afskåret fra at foretage Tv-overvågning af offentlige arealer. Det indstilles, at Økonomiudvalget bemyndiger Økonomiforvaltningen til at rette henvendelse til Justitsministeriet med henblik på at få udvidet kommuners adgang til at Tv-overvåge offentlige arealer til også at gælde for private fællesveje.
Økonomiforvaltningen vurderer, at ansøgningen fra DABs Boligforening Røde Mellemgaard på Amager (bilag 2) opfylder kravene i såvel lovgivningen som i udbudsmaterialet. Ansøgerne oplyser, at boligforeningen oplever mange indbrud og forsøg på indbrud samt hærværk i kældre. Der sker tricktyverier fra afdelingen. Derfor ønsker man at etablere Tv-overvågning af offentlig vej i direkte tilknytning til boligforeningen. Københavns Politi har i brev af 27. november 2012 (bilag 5) givet tilladelse til Tv-overvågningen.Økonomiforvaltningen vurderer, at etablering af Tv-overvågning vil kunne medvirke til at nedbringe kriminaliteten og virke tryghedsskabende i området. Økonomiforvaltningen finder det, ansøgeren har oplyst om baggrunden for og formålet med Tv-overvågningen tilfredsstillende. Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at ansøgningen imødekommes med det ansøgte beløb, ialt kr.186.600,00.
Økonomiforvaltningen vurderer tillige at ansøgningen fra Lejerbos afdeling i Akacieparken i Valby (bilag 3) opfylder kravene i både lovgivningen og i udbudsmaterialet. Ansøgerne har oplyst, at overvågningen har til hensigt at skabe øget tryghed og sænke kriminaliteten i området. Københavns Politi, ledelsessekretariatet har i brev af 5. november 2012 tilladt Tv-overvågningen under henvisning til, at politiet finder, at overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Økonomiforvaltningen finder det, ansøgeren har oplyst om baggrunden for og formålet med Tv-overvågningen tilfredsstillende. Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at ansøgningen imødekommes med det ansøgte beløb, ialt kr. 265.610,00. På baggrund af Økonomiudvalgets godkendelse, vil Økonomiforvaltningen indgå en aftale med Lejerbo. Udkast til aftalen foreligger som bilag 4
Det indstilles, at det resterende beløb fra dette års pulje på kr. 657.265,00 (2012 p/l) overføres til Økonomiudvalgets bevilling og udbydes i en ny ansøgningsrunde blandt de almennyttige boligselskaber i foråret 2013. Økonomiforvaltningen vil i ansøgningsmaterialet præcisere forabejderne til Lov om Tv-overvågnings sondring imellem private og offentlige arealer. Ansøgningerne vil blive forelagt Økonomiudvalget til godkendelse inden sommerferien 2013.
Økonomi
Af tabel 1 fremgår finansiering, forbrug og resterende midler vedrørende 2012.
Tabel 1. Midler til tv-overvågning i 2012
Projekt |
Beløb (hele kr., 2012 p/l, anlæg) |
TV-overvågningspulje |
650.000 |
Omprioriterede midler vedr. Jægersborggade (BR 15/11-2012) |
700.000 |
Samlet pulje for 2012 |
1.350.000 |
Tidligere udmøntet i 2012 (ØU 19/6-2012) |
240.625 |
Udmøntes med nærværende indstilling |
452.110 |
Resterende midler i 2012 |
657.265 |
Videre proces
Efter godkendelsen i Økonomiudvalget gives ansøgerne besked. Såfremt indstillingen godkendes, vil de resterende midler blive udbudt i januar 2013 til de almene boligorganisationer. Indkomne ansøgninger forelægges til godkendelse i Økonomiudvalget inden sommerferien 2013 med indstilling om prioritering på baggrund af de kriterier, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 12. januar 2012.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning på mødet den 11. december 2012 For stemte: A, B, F, V og O Imod stemte: Ø Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning: ”SF og Det Radikale Venstre ønsker at rammen for bevillingens anvendelse udvides, så den fremadrettet i tillæg til TV-overvågning også kan søges anvendt til andre tryghedsskabende tiltag som fx. belysning.”
Indstillingen blev godkendt henholdsvis taget til efterretning med 11 stemmer imod 1.