Godkendelse af Ligningsrapport for produktionsåret 2004/2005
Godkendelse af Ligningsrapport for produktionsåret 2004/2005
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 11. oktober 2005
J.nr. ØU 437/2005
6. Godkendelse af Ligningsrapport for produktionsåret 2004/2005
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at
Borgerrepræsentationen tager den af Skatteforvaltningen udarbejdede "Ligningsrapport 2004/2005" til efterretning.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 9. juni 2004 en Ligningsplan for produktionsåret 2004/2005. Det fremgår af planen, at der efter planperiodens udløb udarbejdes en beretning til Borgerrepræsentationen til brug for en vurdering af, om skatteforvaltningen har opnået det forventede resultat i henhold til ligningsplanens mål.
Denne rapport foreligger nu til godkendelse.
Ligningsplanens måltal for ligningen af de enkelte skatteydergrupper er nået.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Det fremgår af lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver mv. (skattestyrelsesloven), lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004 med senere ændringer, at "Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges".
I henhold hertil blev der udarbejdet en ligningsplan for produktionsåret 2004/2005, der blev forelagt og godkendt af Borgerrepræsentationen (j.nr. 203,2004).
Det fremgår af ligningsplanen, at der efter ligningsperiodens udløb vil blive udarbejdet en redegørelse for forløbet af ligningen. Denne redegørelse foreligger nu til godkendelse.
Uddybning af indstilling
Ligningsrapporten er opdelt i afsnit vedrørende:
Erhvervsdrivende
Lønmodtagere og pensionister
Hovedaktionærer
Kommanditister
Skatteydere med særlige skattepligtsforhold
Dødsboer
Aktieindkomst
Dialogbaserede måltal og pilotprojekter
Bindende ligningssvar
Ekspedition af fremmødte
Ansvarssager ved overtrædelse af skattekontrolloven
Anvendte ressourcer
Ad: Erhvervsdrivende
Ligningsmålet på en gennemgang af 30% (antalsmåltal) svarende til en kontrol af 9.419 erhvervsdrivendes selvangivelser er nået. Antalsmåltallet er omregnet til et antal point, der for København udgør 18.464. Der er opnået i alt 20.787 point. Såvel Ligningsrådets som ligningsplanens måltal er hermed opfyldt.
Ad: Lønmodtagere og pensionister
Ligningsplanens mål på 12% er overholdt, idet der er gennemgået 12,4%.
Ad: Hovedaktionærer
Samtlige hovedaktionærers selvangivelser er gennemlæst og der er gennemført væsentlige forhøjelser. Kontrollen af hovedaktionærer og hovedaktionærselskaber er koordineret og gennemført af en særlig hovedaktionærgruppe i Selskabsbeskatningen. Der er i perioden gennemført væsentlige forhøjelser i forhold til det "øvrige land".
Ad: Kommanditister
Det var forventet, at der skulle gennemgås ca. 75%. Det er ikke muligt at opgøre antallet af gennemgåede sager. Antallet af ændringer og forhøjelser er tilfredsstillende sammenlignet med det "øvrige land".
Ad: Skatteydere med særlige skattepligtsforhold
Der er ikke opsat særlige måltal i ligningsplanen for denne gruppe, der omfatter 38.340 personer.
Ad: Dødsboer
Der er i ligningsperioden registreret 5.478 dødsfald.
Ad: Aktieindkomst
Der er ikke fastsat måltal for gennemgangen af aktieindkomst. Gennemgangen har medført forhøjelse af den skattepligtige aktieindkomst på i alt ca. 95 mio. kr.
Ad: Dialogbaserede måltal og pilotprojekter
Som et led i bekæmpelsen af rockerkriminalitet har Skatteforvaltningen i planperioden udført en ekstra ligningsindsats over for denne gruppe skatteborgere. Til projektets gennemførelse er der anvendt ca. 585 timer, der har resulteret i indkomstforhøjelser i størrelsesordenen 1,8 mio. kr.
Ad: Bindende ligningssvar
Fra den 1. juli 2003 har det været muligt mod betaling af et gebyr at få en endelig afklaring af de skattemæssige konsekvenser af en påtænkt disposition, jf. Skattestyrelseslovens kap. 2B. Der er i planperioden modtaget 232 anmodninger.
Ad: Ekspedition af fremmødte
I planperioden er der i Skatteforvaltningens ekspeditioner mødt ca. 108.500 borgere overvejende om forskudsregistrering og skatteligning.
I samme periode har der været ca. 350.000 telefoniske henvendelser.
Ad: Ansvarssager ved overtrædelse af skattekontrolloven
I kalenderåret 2004 afsluttede Skatteforvaltningen 65 sager, hvor skattekontrolloven var blevet overtrådt. Sagerne blev i kraft af en særlig bemyndigelse afsluttet administrativt.
Ad: Anvendte ressourcer
Der var pr. 1. januar 2005 tilknyttet 303 medarbejdere svarende til 290 årsværk til ligningsopgaven.
Ressourcefordelingen på de forskellige ligningsopgaver mv. er sket på gru ndlag af den tidsregistrering, der blev indført fra 1. juli 1999.
Ligningsrapporten vil som foreskrevet i Ligningsrådets ligningsplan blive afleveret til Told- og Skattestyrelsen i oktober 2005.
Økonomi
-
Høring
Andre konsekvenser
-
BILAG VEDLAGT
1) Ligningsrapport for produktionsåret 2004/2005
Erik Jacobsen /
Anders Lützhøft