Mødedato: 09.06.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Byfornyelsesredegørelse 2020

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Der skal tages stilling til Byfornyelsesredegørelsen 2020, der indeholder beskrivelse af disponeringer for det forgangne år, sammensætning af byfornyelsesrammen og forventede dispositioner for byfornyelsesområdet i 2020.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Byfornyelsesredegørelsen, jf. bilag 2, tages til efterretning,
  2. at der disponeres en rådighedsbevilling på 78,8 mio. kr. til Områdefornyelse Bispeparken, finansieret med 78,8 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme, jf. bilag 2,
  3. at der disponeres en rådighedsbevilling på 78,8 mio. kr. til Områdefornyelse Aldersrogade, finansieret med 78,8 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme, jf. bilag 2,
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan for Områdefornyelse Bispeparken sammen med kvarterets borgere, jf. bilag 2,
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan for Områdefornyelse Aldersrogade sammen med kvarterets beboere, jf. bilag 2.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 21. august 2014, at forvaltningen årligt skal redegøre for beslutninger på byfornyelsesrammen for det forgangne år og forventede dispositioner i de kommende fire budgetår. Seneste byfornyelsesredegørelse blev taget til efterretning af Borgerrepræsentationen den 20. juni 2019.

Områdefornyelserne Sundby og Bavnehøj samt Partnerskabsaftalen med Christiania har været berosat i 2019 (Teknik- og Miljøudvalget (TMU) 7. januar 2019), hvilket gør det vanskeligt at nå de planlagte arbejder inden for den fastsatte tid, hvorfor de anbefales forlænget med et år.

Derudover indstilles disponering og frigivelse af midler til de i Budget 2020 vedtagne områdefornyelser i og omkring de af regeringen udpegede ghettoområder Bispeparken og Aldersrogade (31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å).

Løsning

Formålet med byfornyelsesindsatsen i København er at renovere og udvikle den eksisterende by, så boliger, gårdarealer og byområder lever op til nutidig standard. Fokus er på renovering af usunde og utidssvarende boligforhold - dvs. boliger uden toilet, bad og fjernvarme og boliger udsat for støjgener fra vejstøj - samt at sikre københavnerne adgang til grønne rekreative arealer i nærheden af deres bolig. I de udsatte byområder gennemføres områdefornyelser, der skal igangsætte en positiv udvikling af byområdet, så det ikke sakker bagud i forhold til udviklingen i resten af byen. Byfornyelsen består af tre indsatser, der arbejder med byens udvikling i hhv. boligen (toilet/bad/fjernvarme/støj/energi), karréen (gårdhaver) og byområdet (løft af udsatte byområder gennem områdefornyelser). For uddybning se bilag 4.

Redegørelsen indeholder følgende:

  1. Disponeringer på byfornyelsesrammen i 2019
  2. Byfornyelsesrammens sammensætning i 2020
  3. Forvaltningens forventede indstillinger om disponeringer i 2020 og anlægsmåltal
  4. Forlængelse af berosatte områdefornyelser

Ad A) Disponeringer på byfornyelsesrammen i 2019
Af den årlige Byfornyelsesramme i 2019 på i alt 150,5 mio. kr., blev der disponeret i alt 59,8 mio. kr. i henhold til gældende principper (BR 30. marts 2017). Den 22. august 2019 vedtog Borgerrepræsentationen med ” Byfornyelsesindsatsen – prioritering” en ny ”Toiletpulje” på 50 mio. kr. i 2020-2022 (bygningsfornyelser) og igangsættelse af to nye områdefornyelser i Aldersrogade og Bispeparken, der blev prioriteret i Budget 2020. Derudover godkendte Borgerrepræsentationen den 30. januar 2020 frigivelse af 9,8 mio. kr. til tre fælles gårdhaver i Sydhavnen med 50 % statslig medfinansiering. Grundet berosættelse i 2019 blev den resterende byfornyelsesramme på 90,7 mio. kr. samt overbooking på 22,6 mio. kr., i alt 113,3 mio. kr., ikke disponeret i 2019 og indgår derfor i byfornyelsens disponeringer for 2020. De enkelte beslutninger fremgår af bilag 2.

Ad B) Byfornyelsesrammens sammensætning i 2020
Den kommunale byfornyelsesramme for 2020 udgør 150,5 mio. kr. Herudover kan udmøntes 15 pct. overbooking (22,6 mio. kr.) for 2020 samt 113,3 mio. kr. udisponeret ramme samt overbooking fra 2019, i alt 286,4 mio. kr., jf. bilag 2. Overbookingen betyder, at forvaltningen kan disponere for 15 pct. mere end det årligt afsatte budget for at sikre, at der gennemføres aktiviteter svarende til den afsatte ramme (BR 30. marts 2017).

Derudover resterer fra tidligere år (2016-2017) ekstraordinære statslige midler på i alt 6,4 mio. kr. til medfinansiering af bygningsfornyelser og gårdhaver inden for de to områdefornyelser i Sundby og Nordvest. Disse midler skal iht. statens tilsagn disponeres til projekter inden udgangen af 2021. De 6,4 mio. kr. er fordelt på 2020 og 2021. Der forventes ingen yderligere statslig medfinansiering, jf. bilag 2. Den samlede statslige og kommunale byfornyelsesramme udgør derfor 291,7 mio. kr.

Rammen fordeler sig i henhold til fordelingsnøglen (BR den 30. marts 2017) med 60 % til bygningsfornyelser, 16 % til fælles gårdhaver, dog er gårdhavernes budget halveret i 2020 iht. Budget 2019 (BR 6. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O, V), og 24 % til områdefornyelser, plus 15 % overbooking.

Ad C) Forventede indstillinger om disponeringer i 2020 og anlægsmåltal
Byfornyelsesrammen afsættes årligt i kommunens budget, og denne redegørelse viser, hvordan forvaltningen forventer, at Borgerrepræsentationen kan disponere midlerne inden for hhv. bygningsfornyelser, gårdhaver og områdefornyelser. Antallet af særskilte indstillinger om byfornyelse er afhængig af tildelingen af anlægsmåltal i det år, hvor indstillingerne har forbrug, da Byfornyelse Anlæg indgår i forvaltningens samlede anlægsmåltal for 2020-2022 (ØU 3. december 2019). Da anlægsloftet er fjernet for 2020 og hævet i 2021, betyder det, at Borgerrepræsentationen kan disponere overskydende byfornyelsesramme fra 2019 i 2020, med forventet forbrug fra 2021.

Konkret betyder det, at forvaltningen forventer, at Borgerrepræsentationen i 2020 vil blive forelagt indstillinger om at give tilsagn til nye projekter for 272,3 mio. kr., fordelt med 113,1 mio. kr. til nye bygningsfornyelser (inkl. 5,3 mio. kr. statslig medfinansiering), 1,6 mio. kr. til en fælles gårdhave, samt 157,6 mio. kr. til to områdefornyelser. Hvis der kommer relevante ansøgninger fra ejendomme i Områdefornyelsen Bavnehøj, vil op til yderligere 12 mio. kr. kunne frigives til disse ejendomme, da de allerede er disponeret af Borgerrepræsentationen den 22. november 2018.

Forvaltningen gennemfører i foråret 2020 ansøgningsrunde til bygningsfornyelser, hvilket forventes forelagt Borgerrepræsentationen i november 2020. Derudover gennemfører forvaltningen første ansøgningsrunde til ”Toiletpuljen” medio 2020 (BR 22. august 2019), hvor borgere kan søge om midler til at etablere toilet og/eller bad i deres bolig.

Forvaltningen har et enkelt gårdhaveprojekt under politisk behandling (Fremtidens Gårdhave ved Tomsgårdsvej med en kommunal finansiering på 1,6 mio. kr., der forventes forelagt Borgerrepræsentationen før sommerferien. Herudover opstartes der ikke nye gårdhaveprojekter fra ventelisten, da der er 14 projektudviklede gårdhaver i bero (TMU 7. januar 2019). Dette er ligeledes årsagen til, at 19,4 mio. kr. ikke forventes disponeret i 2020. Der er 23 gårdhaver på ventelisten, og ventelisten er lukket for optag til og med 2022. Efter anlæggelse af tre igangværende gårdhaver i Sydhavnen og tre igangværende demonstrationsprojekter, vil gårdhaveindsatsen derfor være i bero. 

Borgerrepræsentationen vedtog 30. marts 2017, at Teknik- og Miljøudvalget hvert år frem til 2021 skal igangsætte en ny områdefornyelse. Teknik- og Miljøudvalget har senest igangsat en områdefornyelse i 2017 (Områdefornyelse Bavnehøj). Ved Budget 2020 (31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat 2,8 mio. kr. i måltal til de to nye områdefornyelser i Bispeparken og Aldersrogade, jf. bilag 3. Disse områder er af staten udpeget som ghettoområder og er i fare for at blive hårde ghettoer, hvis ikke der sker en ekstra indsats. Områdefornyelserne vil - som tidligere områdefornyelser - være dobbelte områdefornyelser ift. deres økonomiske størrelse for at yde en ekstra indsats, hhv. Aldersrogade Øst og Vest (i alt 78,8 mio. kr.) samt Bispeparken Nord og Syd (i alt 78,8 mio. kr.), samlet 157,6 mio. kr. Derudover foreslås frigivelse af 2,8 mio. kr. fra byfornyelsesrammen til udarbejdelse af kvarterplanerne. Områdefornyelserne forventes at være femårige med opstart medio 2021.

Ad D) Forlængelse af berosatte områdefornyelser
Områdefornyelse Sundby, Områdefornyelse Bavnehøj og Partnerskabet om en byfornyelsesindsats med Christiania var berosat i 2019 (TMU 7. januar 2019), men prioriteret fra 2020 og frem (TMU 29. april 2019). På den baggrund foreslås projekterne forlænget med et år, så alle de planlagte aktiviteter kan gennemføres. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen medfinansierer Områdefornyelse Sundby med 20,0 mio. kr. Styrelsen har godkendt en etårig forlængelse af indsatsen. Der er ikke statslig medfinansiering i Bavnehøj og Christiania. Hvis forlængelsen vedtages, vil Områdefornyelse Sundby blive forlænget til august 2023, Bavnehøj til december 2024 og Partnerskabet med Christiania til februar 2023.

Økonomi

Der foreslås disponeret en rådighedsbevilling på i alt 157,6 mio. kr. fra byfornyelsesrammen til de to dobbelte områdefornyelser. Ud af de 157,6 mio. kr. skal der frigives en anlægsbevilling på i alt 2,8 mio. kr. til udarbejdelse af to kvarterplaner. Her vil forbruget være 1,0 mio. kr. i 2020 og 1,8 mio. kr. i 2021. Udgifts- og indtægtsbevillingerne er indarbejdet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. bilag 2.

Den resterende rådighedsbevilling forventes frigivet i 2021, når kvarterplanerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, og vil have forbrug i de efterfølgende 5 år.

Midlerne til bygningsfornyelser og områdefornyelser (ud over 2,8 mio. kr. til kvarterplanerne) vil blive indstillet til frigivelse særskilt, men for at de kan anvendes, skal der prioriteres anlægsmåltal fra 2021 og frem, hvilket der ikke er taget stilling til endnu.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil Teknik- og Miljøforvaltningen i tæt dialog med borgere, lokaludvalg, relevante kommunale forvaltninger og øvrige aktører udarbejde kvarterplaner, der fremlægges for Borgerrepræsentationen medio 2021.

Øvrige indstillinger omkring frigivelse af anlægsmidler til bygningsfornyelser og gårdhaver fremlægges på sædvanlig vis særskilt.

Søren Wille                                                         /Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at områdefornyelserne i Sundby og Bavnehøj, samt Partnerskabet med Christiania, der alle var berosat i 2019, forlænges med et år til hhv. august 2023, december 2024 og februar 2023.


    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

     

  2. at Byfornyelsesredegørelsen, jf. bilag 2, tages til efterretning.
  3. at der disponeres en rådighedsbevilling på 78,8 mio. kr. til Områdefornyelse Bispeparken, finansieret med 78,8 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme, jf. bilag 2.
  4. at der disponeres en rådighedsbevilling på 78,8 mio. kr. til Områdefornyelse Aldersrogade, finansieret med 78,8 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme, jf. bilag 2.
  5. at der frigives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan for Områdefornyelse Bispeparken sammen med kvarterets borgere, jf. bilag 2.
  6. at der frigives en anlægsbevilling på 1,4 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan for Områdefornyelse Aldersrogade sammen med kvarterets beboere, jf. bilag 2.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2020

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: C og I.

 

Indstillingens 2., 3., 4., 5. og 6. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: C og I.

 

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne vil gerne øremærke byfornyelsespengene til boliger uden eget toilet, bad eller centralvarme. Øvrig istandsættelse bør være en privat opgave for den, der får værdistigningen ved en renovering. Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 24: Byfornyelsesredegørelse 2020 (2020-0061116)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 1. Et medlem undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: C.

Undlod at stemme: V.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre vil - til sagens behandling i Borgerrepræsentationen - begære delt afstemning. Her vil vi stemme imod 1.-3. at-punkt, og stemme for 4.-5. at-punkt.”

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. juni 2020:

”Det Konservative Folkeparti vil gerne øremærke byfornyelsespengene til boliger uden eget toilet, bad eller centralvarme. Øvrig istandsættelse bør være en privat opgave for den, der får værdistigningen ved en renovering. Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”

Til top