Mødedato: 09.04.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ændring af procedure for uddeling fra kommunens trangs- og uddannelseslegater

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til ny procedure for uddeling af henholdsvis trangs- og uddannelseslegater.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at godkende ny procedure for uddeling fra Københavns Kommunens legat for værdige, trængende personer (udvidelse af personkreds),
  2. at godkende ny procedure for uddeling fra kommunens uddannelseslegater (større legatportioner og præcisering af personkreds).

Problemstilling

Kommunens trangslegater:

I henhold til de af udvalget godkendte retningslinier finder uddeling fra Københavns Kommunens legat for værdige, trængende personer pt. sted til københavnske folkepensionister med en personlig tillægsprocent på 100. Det er en betingelse, at ansøger på ansøgningstidspunktet har haft bopæl i Københavns Kommune i de sidste to år. På grund af mange ansøgninger kan trangslegat kun søges hvert 2. år.

Forvaltningen modtager i dag en række ansøgninger til trangslegatet fra personer, der ikke er folkepensionister. En del af disse ansøgere er økonomisk trængende enlige forsørgere.

Det er i dag kun muligt at yde støtte til enlige københavnske mødre med hjemmeboende børn under 18 år fra Det Nissenske Kapelgods, der er et selvstændigt legat. Da der er tale om et mindre legat med en egenkapital på ca. 3.000 t.kr., er midlerne til uddeling fra dette legat begrænsede.

På den baggrund foreslås det - i en forsøgsperiode på to år - at udvide ansøgerkredsen til Københavns Kommunens legat for værdige, trængende personer til også at omfatte såvel enlige trængende københavnske mødre og fædre med hjemmeboende børn under 18 år.

Kommunens uddannelseslegater:

I henhold til de af udvalget godkendte retningslinier finder uddeling fra kommunens uddannelseslegater pt. sted til personer af begge køn, der følger en SU-berettiget uddannelse. Ansøger skal have uafbrudt bopæl i Københavns Kommune i de sidste tre år og have studeret mindst et år samt kunne dokumentere, at de er under uddannelse/skolesøgende på ansøgningstidspunktet. Endvidere skal de have været studieaktive i hele det forrige studieår.

Hidtil har alle ansøgere, der opfylder betingelserne, modtaget legatportion i størrelsesorden ca. 1.000 -2.500 kr. afhængig af, om den studerende har opbrugt SU eller ej. Herudover er et meget lille antal legatportoner á 1.000 kr. blevet uddelt til forsørgere med hjemmeboende børn under 18 år som hjælp til gennemførelse af folkekole- eller gymnasial uddannelse.

Når henses til, at legatportionerne hidtil kun har været på gennemsnitlig ca. 1.900 kr. - eller til ca. 1.200 kr. netto efter skat - foreslås det at forhøje legatbeløbet til et mere tidssvarende niveau på minimum 5.000 kr. pr. legatmodtager.

Løsning

Forslag til nye retningslinier (vejledninger) for henholdsvis trangs- og uddannelseslegater vedlægges som bilag 1.

Trangslegat - udvidelse af personkreds:
Ved godkendelse af forslaget bliver det muligt for både enlige københavnske mødre og enlige københavnske fædre med hjemmeboende børn under 18 år at søge om støtte fra Københavns Kommunes legat for værdige, trængende personer.

Kriterierne vil ligesom de andre trangslegater være:
  • ansøger skal bo i Københavns Kommune og have boet her uafbrudt de seneste 2 år
  • ansøgers bruttoårsindtægt må ikke overstige 250.000 kr.
  • hver ansøger kan tildeles eet trangslegat pr. år. Hvis der er mange, der opfylder betingelser for at modtage trangslegat, kan en ansøger dog højst få tildelt legatportion hvert andet år.

Da kriterierne for at søge om støtte fra legatet Det Nissenske Kapelgods er de samme som nævnt ovenfor, kan ansøger ikke samtidig søge om støtte fra trangslegatet eller modsat.

Til det nye formål reserveres 250 t.kr. pr. år i forsøgsperioden 2013 og 2014.

Uddannelseslegater - ændring af størrelsen af legatportioner og præcisering af kriterier:
Ved godkendelse af forslaget vil legatportioner blive forhøjet til minimum 5.000 kr. Dette vil kunne medføre, at ikke alle ansøgninger, der opfylder de fastsatte kriterier for tildeling af legat, kan imødekommes. 

Det foreslås derfor, at kriterierne for tildeling af legat ændres:

  • det disponible beløb - ca. 4-500 t.kr. årligt - fordeles blandt de modtagne ansøgninger med den laveste årlige bruttoindkomst, idet der også lægges vægt på ansøgers eventuelle formue samt forskudsopgørelse. Der vil formalt blive meddelt afslag, såfremt ansøgers bruttoindtægt overstiger 250.000 kr.
  • forældres indkomst medregnes kun ved hjemmeboende ansøgere. Der vil normalt blive meddelt afslag såfremt den samlede bruttoindtægt overstiger 400.000 kr.
  • ægtefælle/samlevers indkomst tillægges ansøgers indkomst. Der vil normalt blive meddelt afslag såfremt den samlede bruttoindtægt overstiger 400.000 kr.

Kriterierne til uddeling af legater præciseres at være til gennemførelse af alle kompetencegivende uddannelser, dvs. efter at folkeskoleuddannelse eller anden almindelig skoleuddannelse er afsluttet.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De nye retningslinier vil blive anvendt fra og med uddeling af uddannelseslegater i foråret 2013 og uddeling af trangslegater i efteråret 2013.

Uddeling af trangslegater til enlige københavnske forsørgere med hjemmeboende børn under 18 år vil blive evalueret efter uddelingsrunden i 2014.




Claus Juhl                                                                    / Thomas Jakobsen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. april 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top