Mødedato: 07.06.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Budget 2012: Redegørelse for udvalgenes indberettede budgetbidrag til budgetforslag 2012 (juni-indstillingen)

Se alle bilag

Den 6. maj 2011 har Økonomiforvaltningen modtaget udvalgenes budgetbidrag for 2012. Med denne indstilling orienteres Økonomiudvalget om udvalgenes budgetbidrag, og Økonomiudvalget skal tage stilling til ændringer i udvalgenes budgetrammer for budgetforslag 2012 samt Økonomiforvaltningens bemærkninger til udvalgenes budgetbidrag. Samtidig skal Økonomiudvalget tage stilling til de indkomne forslag til tværgående og forvaltningsspecifikke effektiviseringsforslag som følge af Effektiviseringsstrategien.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at udvalgenes korrigerede budgetrammer fastsættes på baggrund af demografitilpasninger og øvrige politiske beslutninger, som beskrevet i bilag 1,

  2. at retningsliner, som fremgår af bilag 1, tiltrædes med henblik på at få udarbejdet kommunens budgetforslag 2012,

  3. at de forvaltningsspecifikke effektiviseringsforslag i bilag 4 godkendes og indgår i budgetforhandlingerne,

  4. at der arbejdes videre med de tværgående effektiviseringsforslag i bilag 5, samt at Økonomiforvaltningen prioriterer forslagene hen i mod budgetforhandlingerne, så der kan fremlægges forslag med et samlet potentiale på 50 mio. kr.,

  5. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med forvaltninger bemyndiges til at revurdere kommunens udgifter til overførsler i tilfælde af nye konjunkturskøn og lignende, samt 

  6. at serviceudgifterne med budget 2012 samles i ét styringsområde.

Problemstilling

Med Indkaldelsescirkulæret til budget 2012 (ØU d. 2. februar 2011) blev udvalgene anmodet om at udarbejde budgetbidrag til budget 2012. Økonomiforvaltningen har modtaget udvalgenes budgetbidrag d. 6. maj

Siden Indkaldelsescirkulæret er der blevet vedtaget en række beslutninger, der påvirker budget 2012, herunder ”KBH i Vækst” og demografitilpasning.

Udvalgene har fremsendt forvaltningsspecifikke effektiviseringsforslag for i alt 158,9 mio. kr. Hertil kommer stigende profiler fra sidste års effektiviseringer på 45,6 mio. kr., således at de samlede forvaltningsspecifikke forslag er på 204,5 mio. kr.

Hertil kommer at der til budgetforhandlingerne skal være tværgående effektiviseringsforslag for 50 mio.kr. Heraf kommer 23,2 mio.kr.  fra stigende profiler i budget 2011. De resterende 26,8 mio. kr. vil blive fremlagt i budgetforslaget for 2012.

For at understøtte en øget implementeringshastighed i politiske beslutninger, skal forvaltningerne sikre, at budgetnotaterne til budgetforhandlingerne for 2012 i videst muligt omfang udgør et så præcist beslutningsgrundlag, at nye initiativer kan udmøntes konkret i forbindelse med budgetvedtagelsen, og implementeres allerede når budgetåret påbegyndes.

Økonomiforvaltningen har udarbejdet nærmere retningslinjer til øget implementeringshastighed i politiske beslutninger, som forvaltningerne skal tage højde for i forbindelse med udarbejdelsen af budgetnotater til budgetforhandlingerne.

I forbindelse med Indkaldelsescirkulæret blev det besluttet at revidere parkeringsområdets økonomistyring med henblik på at sikre en bedre prognosticering af kommunens serviceudgifter.

Kommunens budgetter har tidligere været opdelt i styringsområder, som har indeholdt både serviceudgifter og ikke-serviceudgifter. Dette har vanskeliggjort styringen på serviceudgifter.

Løsning

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget tiltræder de i bilag 1 beskrevne budgetrammer. I budgetrammerne er der indarbejdet korrektioner som følge af beslutninger, der er taget efter Indkaldelsescirkulæret, herunder ”KBH i Vækst” og demografitilpasning. Alle korrektionerne til udvalgenes budgetter er nærmere beskrevet i bilag 2.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget tager de forvaltningsspecifikke effektiviseringer på 204,5 mio. kr. til efterretning, at forslagene indgår i budgetforhandlinger for 2012, samt at der arbejdes videre med de tværgående effektiviseringsforslag således, at Økonomiudvalget kan forelægges en prioriteret liste over forslag med et samlet potentiale på 50 mio. kr. i 2012. (se bilag 3, 4 og 5).

I tilknytning til effektiviseringsstrategien iværksattes "Sund fornuft"-kampagnen, der inviterede alle medarbejdere i Københavns Kommune til at komme med forslag til sund fornuft og effektivisering af arbejdsgange og opgaver i kommunen. Kampagnen sluttede den 1. marts og resulterede i 245 forslag fra medarbejderne i kommunen. Hver forvaltning har modtaget de forslag, der vedrører deres ressortområde til inspiration til blandt andet de forvaltningsspecifikke effektiviseringer.

På baggrund af de nye budgetrammer skal udvalgene fremsende tilrettede budgetbidrag til Økonomiforvaltningen, mhp. at de kan indgå i kommunens samlede budgetforslag 2012. Det anbefales derfor, at forvaltningerne i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilretter udvalgenes budgetbidrag og afklarer tekniske udestående vedrørende udvalgsrammerne ud fra retningslinjerne fastsat i Indkaldelsescirkulæret 2012 samt de bemærkninger, der fremgår i bilag 1.

Der kan komme nye konjunkturskøn mv., der har indflydelse på kommunens forventede udgifter til overførsler. Derfor anbefales det, at Økonomiforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med forvaltningerne at revurdere kommunes udgifter til efterspørgselsstyrede udgifter frem mod Økonomiudvalgets 1. behandling af budget 2012 i august.

For at lette styringen af kommunens serviceudgifter, anbefales det, at serviceudgifter med budget 2012 samles i ét styringsområde. Dermed bliver der tre styringsområder i kommunen: Service, Anlæg og Overførsler mv. Økonomiforvaltningen udarbejder i juni en nærmere tidsplan for de ændringer i kontoplanen som forvaltningerne skal foretage.

Økonomi

Med forbehold for beslutningerne i Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget pr. 16. juni 2011, er der vedtaget udgifter for i alt 34,7 mia. fordelt med 23,5 mia. kr. til service, et nettoanlægsbudget på 3,2 mia. kr. og overførsler mv. på i alt 7,9 mia. kr., jf. nedenstående tabel.

Københavns Kommune samlede udgifter i 2012, pr. 16. juni 2011

1.000 kr.
(2012 p/l)

Service

Anlæg

Overførsler mv.

I alt

 

Nettoudgifter

 

23.544.071

 

3.215.689

 

7.937.827

 

34.697.587

Note: Serviceudgifterne er inkl. aktivitetsbestemt medfinansiering

Serviceudgifter
Siden indkaldelsescirkulæret er kommunens serviceudgifter steget med 116 mio. kr. til 23.544 mio. kr. Stigningen skyldes især indarbejdelsen af en servicebufferpulje på 110 mio. kr. Udviklingen i kommunens serviceudgifter er beskrevet i bilag 1 og bilag 2. Af større ændringer til serviceudgifter indgår også barselsfonden og demografitilpasning.

Servicebufferpulje
For at muliggøre serviceoverførsler fra regnskab 2011 til budget 2012 afsættes en pulje under Økonomiudvalget på 110 mio. kr. Puljen finansieres af forventet mindreforbrug på service i 2011, som kan overføres til 2012 og påvirker således ikke kommunes økonomiske råderum i 2012.

Barselsfonden
Københavns Kommunes fælles barselsfond har haft en betydelig økonomisk ubalance i de senere år, hvilket har resulteret i en akkumuleret gæld i ordningen på ca. 88,4 mio. kr., som skal afdrages i perioden 2012-2014. Med aftalen om KBH i vækst er der fundet midler til finansiering af tilbagebetalingen af den historiske gæld i 2012 på 30,7 mio. kr. I 2013 og 2014 finansieres resttilbagebetalingen af historiske gæld ved en reduktion af udvalgenes rammer.

 

Der er samtidig vedtaget en ny forsikringsmodel for barselsfonden (ØU d. 10 maj 2011), der betyder lavere årlige udgifter til ordningen på 15,0 mio. kr. I budget 2012 indarbejdes konsekvenserne af den nye ordning varigt i udvalgenes rammer. Samlet betyder beslutningerne i ”KBH i Vækst” en forøgelse af udvalgenes rammer på 30,7 mio. kr. i forhold til Indkaldelsescirkulæret for 2012.

Demografitilpasning
Med indstillingen om demografitilpasninger (ØU d. 10. maj 2011) blev Børne- og Ungdomsudvalgets, Socialudvalgets og Sundheds- og Omsorgsudvalgets og Økonomiudvalgets budgetrammer opskrevet med 64,5 mio. kr., således at den samlede demografitilpasning fra 2011 til 2012 i alt er 176,9 mio. kr. I indkaldelsescirkulæret var afsat en demografipulje på 70 mio. kr. til finansiering af opskrivningen.

Servicemåltal

De områder, som bliver omfattet af statens sanktionspolitik over for kommunerne, vil blive tæt styret i budget 2012. Det betyder, at parkeringsindtægter og byggesagsgebyrer fremover vil være en del af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal, som de skal holde sig inden for i regnskabet. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil frem mod budgetforhandlingerne nærmere redegøre for indtægtsniveauet på parkeringsområdet.
Det er aftalt mellem KL og regeringen, at aktivitetsbestemt medfinansiering ikke længere skal være en del af serviceudgiftsdefinitionen i budget 2012. De bevillingsmæssige konsekvenser vil blive tilrettet i budgetforslaget.

 

Anlægsudgifter
Kommunens samlede nettoanlægsudgifter i 2012 kan opgøres til 3.216 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 976 mio. kr. siden indkaldelsescirkulæret. I alt er 984 mio. kr. af de øgede anlægsudgifter finansieret af kassen(KBH I vækst) eller af anlægsoverførsler fra 2011. Bruttoanlægsudgifterne er 3.753 mio. kr. i budgetforslaget for 2012. Stigningen i anlægsudgifterne skyldes især aftalen om Vækst i KBH, hvor der tilførtes anlægsmidler for i alt 203,0 mio. kr. i 2012, samt periodiseringen af anlægsudgifter i juni 2011, hvor 799 mio. kr. overføres budget 2012.

Overførsler
Niveauet for kommunens overførselsudgifter kan i 2012 opgøres til 7.938 mio. kr. Siden IC2012 er kommunens overførselsudgifter således steget med 1.105 mio. kr. Ændringen i kommunens forventede udgifter til overførsler skyldes primært ny beskæftigelseslovgivning, der indebærer merudgifter på 1.066 mio. kr., som modsvares af tilsvarende højere indtægter.

 Ny beskæftigelseslovgivning

Folketinget vedtog i december 2010 nye refusionsregler på beskæftigelsesområdet. De nye regler trådte i kraft fra 1. januar 2011. De nye regler betyder lavere indtægter fra statsrefusion og dermed merudgifter på 1.067 mio. kr. i 2012. Merudgifterne modsvares af tilsvarende forventede merindtægter fra bloktilskud og beskæftigelsestilskud, hvorfor de nye refusionsregler forventes at være neutrale i forhold til kommunens udisponerede i 2012. Kompensationen forhandles mellem KL og regeringen, og indgår i DUT-forhandlingerne for budget 2012.

 

Udvikling i ledighed

Finansministeriet forventer i Økonomisk Redegørelse fra december 2010, at ledigheden falder med 4,7 pct. fra 2011 til 2012 fra 4,2 pct. til 4,0 pct. På det forsikrede område forventes den faldende ledighed at give mindreudgifter på 181 mio. kr. Samtidig er der dog merudgifter på 256 mio. kr., idet karensperioden (hvor statsrefusionen er 100 pct.) nedsættes fra 12 uger til 8 uger. På kontanthjælpsområdet indebærer den faldende ledighed mindreudgifter på 27 mio. kr., mens der på de øvrige områder, herunder sygedagpenge og ledighedsydelse/fleksjob, forventes mindreudgifter på 8 mio. kr. I alt betyder disse forhold på beskæftigelsesområdet, en mindreudgift på 34 mio. kr. 

Risikoområder

Der er tre væsentlige risikoområder i budget 2012, hvor statens styring af kommunerne kan få stor betydning for Københavns Kommunes økonomi.

Overflytningen af den objektive sagsbehandling til Udbetaling Danmark ultimo 2012 samt primo 2013 kan medføre ekstra udgifter for kommunen som følge af, at kommunen vil blive skåret mere i bloktilskuddet end de faktiske udgifter til de årsværk, overhead mv., som overflyttes til Udbetaling Danmark.

På parkeringsområdet vil Folketingets vedtagelse af Lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge at kommunale indtægter fra parkering, medfører en reduktion af Københavns bloktilskud på i alt 203 mio. kr. i perioden 2011-14. 

Der er usikkerhed vedr. den aktivitetsbestemte medfinansiering. Lovgivning på sundhedsområdet betyder, at en endnu større andel af kommunens udgifter på området bliver aktivitetsbaseret, hvilket kan påvirke kommunens udgifter, hvis Københavns Kommunes aktiviteter på området stiger.

Videre proces

I forlængelse af denne indstilling skal forvaltningerne i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilrette budgetbidragene, mhp. at de kan indgå i 1. behandlingen af budget 2012.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top