Ordinær generalforsamling i HOFOR 2024
Der skal afholdes ordinær generalforsamling for HOFOR. Økonomiudvalget er generalforsamlingen. Generalforsamlingen protokolleres efter de i bilag 1 og 2 udarbejdede protokollater (referater), herunder godkendelse af årsrapporterne for 2023 i bilag 3 og 4.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget som generalforsamling(er) beslutter,
- at det godkendes, at der gennemføres generalforsamlinger i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S som protokolleret i bilag 1 og 2, herunder,
- at bestyrelsens beretning for selskaberne godkendes, jf. vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2,
- at årsrapporterne for selskaberne godkendes, jf. vedlagte årsrapporter i bilag 3 og 4,
- at det godkendes, at der meddeles decharge (ansvarsfrihed) til bestyrelse og direktion,
- at de i årsrapporterne indeholdte forslag til disponering af årets resultat godkendes, jf. årsrapporterne bilag 3 og 4,
- at Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab godkendes som revisor.
Problemstilling
Partner- og aktieselskaberne i de af Københavns Kommune 100 pct. ejede dele af HOFOR-koncernen skal holde ordinære generalforsamlinger inden udgangen af maj 2024. Københavns Kommune udgør, som eneaktionær, generalforsamlingen i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S.
Løsning
Økonomiudvalget repræsenterer som eneaktionær Københavns Kommune på generalforsamlingen i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S, jf. delegationssagen (BR 20. januar 2022).
Økonomiudvalget skal således træffe beslutning vedrørende de spørgsmål, der skal behandles på generalforsamlingerne. I den forbindelse bemærkes det, at Økonomiudvalget kun har én stemme på generalforsamlingerne, og stemmeafgivelsen sker derfor i henhold til Økonomiudvalgets beslutning.
Det vurderes, at Økonomiudvalgets beslutning om, hvordan der skal stemmes på generalforsamlingerne, mest hensigtsmæssigt sker på samme måde som alle andre beslutninger, som Økonomiudvalget skal træffe. Hvis Økonomiudvalget tilslutter sig nærværende indstilling, vil generalforsamlingerne blive den 30. maj 2024, hvilket bevirker, at de øvrige HOFOR-kommuner kan behandle HOFOR generalforsamlingerne i kommunalbestyrelserne inden den 30. maj 2024.
Hvis Økonomiudvalget kan tiltræde indstillingen, vil generalforsamlingerne blive protokolleret, som det fremgår af de vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2.
Årsrapporterne for 2023
De væsentligste begivenheder i 2023 i HOFOR-koncernen samt årets resultat fremgår af de vedlagte årsrapporter for HOFOR Forsyning Holding P/S (bilag 3) og HOFOR Forsyning Komplementar A/S (bilag 4).
På side 7 ses en oversigtstabel med HOFORs regnskabstal for de seneste fem år. HOFORs resultat efter skat blev i 2023 et overskud på 225 mio. kr. (213 mio. kr. i 2022), og på side 68 i HOFOR-koncernens årsrapport (bilag 3) ses et selskabsdiagram over HOFOR-koncernen inkl. BIOFOS.
HOFORs omsætning i 2023 var 7.383 mio. kr., og HOFOR Forsyning Holding P/S' andel af egenkapitalen udgjorde 11.509 mio. kr. ud af en samlet balancesum på 40.682 mio. kr.
I 2023 var der 1.590 medarbejdere ansat i HOFOR-koncernen.
HOFOR omtaler på side 6, hvordan HOFORs omsætning påvirkes forskelligt af priser (fx el og varmepriser), mens omkostningerne påvirkes af øgede brændselsomkostninger. Desuden fremgår det, at HOFOR har afholdt udgifter på 139 mio. kr. vedrørende aflysning af leverandørkontrakter til vindmølleudvikling (Aflandshage).
Årsrapporten beskriver desuden HOFOR's tilgang og arbejde med de mål, som blandt andet understøtter Københavns Kommunes målsætninger i relation til klimaplanen og klimatilpasnings- og skybrudsplanen samt CSR-rapportering m.m. HOFOR omtaler i forordet, at HOFOR vil investere op imod 3 mia. kr. i varmepumper i de kommende ti år, hvilket vil kunne dække 25-30 pct. af varmen til københavnerne.
Årsrapporterne er underskrevet elektronisk, hvilket ses på de sidste sider i rapporterne, der er vedlagt som bilag 3 og 4.
Disponering af årets resultat fremgår af note 9 på side 117, hvor det fremgår, at årets resultat overføres til egenkapitalen.
Decharge
Meddelelse af decharge er et vedtægtsbestemt generalforsamlingspunkt i HOFOR. Med decharge menes der ansvarsfrihed.
Når generalforsamlingerne meddeler HOFOR's ledelse decharge/ansvarsfrihed, betyder det, at Københavns Kommune, som ejer HOFOR, ikke kan rejse en erstatningssag mod ledelsen for de forhold, som Københavns Kommune bliver gjort bekendt med på generalforsamlingerne.
I al væsentlighed bliver Københavns Kommune gjort bekendt med de oplysninger, som fremgår af årsrapporterne for 2023 fra HOFOR, samt hvad der ellers blev oplyst i forbindelse med afholdelsen af selve generalforsamlingen, jf. protokollaterne. Decharge/ansvarsfriheden omfatter således ikke forhold, som generalforsamlingen ikke er oplyst om i enten årsrapporterne eller på generalforsamlingen.
Valg af revisor
Valg af revisor er et formelt vedtægtsbestemt generalforsamlingspunkt, men da revisoropgaven er udbudspligtig, indstilles det, at Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab vælges til revisor, idet Deloitte har vundet det seneste revisionsudbud.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Økonomiudvalgets beslutning meddeles HOFOR.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Ordinær generalforsamling i HOFOR 2024 (2024-0121471)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. maj 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.