Det vigtigste job i byen
Det vigtigste job i byen
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. september 2007
J.nr. ØU 297/2007
3. Det vigtigste job i byen
Denne indstilling indeholder ønsker om budgetmidler i budget 2008 til indsatser vedr. det vigtigste job i byen og Københavns Kommune som en attraktiv arbejdsplads. Flere af indsatsområderne indgår også som elementer i trepartsaftalen.
INDSTILLING OG Beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at oplægget og forslagene om "Det vigtigste job i byen" indgår i budgetforhandlingerne 2008, 2. at medlemsforslag om regelforenkling i Københavns Kommune fra Borgerrepræsentationens møde den 8. februar 2007 (BR 75/07) er håndteret med de beskrevne forslag til afbureaukratisering. |
Projektet er sat i gang med henblik på udpegning af en række indsatser, som kan være med til at gøre kommunens arbejdspladser mere attraktive. Effekten af indsatsen skal lette rekrutteringen af både ledere og medarbejdere, øge trivslen hos medarbejderne og bedre servicen over for borgerne.
Indsatserne er inddelt efter fem temaer, som blev udpeget på Økonomiudvalgets budgetseminar i januar i år: God ledelse, kompetenceudvikling, personalegoder, afbureaukratisering og branding.
Indsatserne
De enkelte indsatser er nærmere beskrevet i bilagene. Den fælles indstilling vedr. attraktiv arbejdsplads sætter fokus på, hvilke indsatser, som kan være fælles for alle eller nogle af forvaltningerne. Indsatserne er både rettet mod at øge trivslen blandt de nuværende medarbejdere og mod at tiltrække flere potentielle kommende medarbejdere.
De overordnede målsætninger for indsatserne er bl.a. flere ansøgere til ledige stillinger inden for ældre- og børneområdet, reduktion af personaleomsætningen (fra 22% til 18%), færre sygedage pr. medarbejder (fra 20,3 i 2007 til 18,3 i 2009 jf. tidligere beslutning) og generelt en bedre trivsel (jf. ny trivselsmåling).
Målsætningerne tager afsæt i de store udfordringer, som Københavns Kommune står over for. Der er ønsker om aktiviteter, der understøtter de medarbejdere, som allerede er ansat i kommunen samt aktiviteter, som kan gøre rekruttering af nye medarbejdere lettere.
Afslutningsvis er lavet en beregning på forbrug af personaleressourcer ved gennemførelse af initiativerne i budgetoplægget.
Medlemsforslag
I medlemsforslag om regelforenkling i Københavns Kommune fra Borgerrepræsentationens møde den 8. februar 2007 (BR 75/07) er foreslået, at Økonomiforvaltningen faciliterer et samarbejde med de øvrige forvaltninger om regelforenkling herunder, at der udarbejdes forslag til en høring af kommunens ansatte. Medlemsforslaget er håndteret i forbindelse med arbejdet med udarbejdelse af denne indstilling (se nærmere i bilag 3) samt i form af de fremadrettede forslag til afbureaukratisering jf. bilag 4.
Tidligere på året var fremsat et medlemsforslag om
udarbejdelse af en stresspolitik for kommunen. Stresspolitikken skulle indgå
som et element i budgetudspillet vedr. det vigtigste job i byen. Medlemsforslaget
om udarbejdelse af en stresspolitik og det nyligt behandlede medlemsforslag
vedr. gratis adgang for kommunens medarbejdere til kommunens idrætsfaciliteter
bliver begge fremlagt særskilt, men på samme ØU-møde som den samlede
indstilling vedr. det vigtigste job i byen.
Indstillingen har været i høring i forvaltningerne og hos Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation (KFF), samt været forelagt kredsen af administrerende direktører, der er projektets styregruppe. Høringssvarene vedlægges som bilag.
Indholdet i høringssvarene er enten imødekommet i form af revideret tekst under de enkelte indsatsområder, oplistet under hvert område med forvaltningernes svar hver for sig eller tænkt håndteret i den videre proces, f. eks. i form af inddragelse af forvaltningerne i det videre implementeringsarbejde.
Økonomi
Omkostningerne ved forslagene er ca.140 mio. kr. i 2008.
Til budgetforhandlingerne udarbejdes forslag til fordeling af midlerne mellem forvaltningerne. Økonomiforvaltningen vil udarbejde en regnskabsmæssig registrering af forbruget som en del af opfølgningen.
Videre proces
Indstillingen er et oplæg til budgetforhandlingerne til budget 2008 og skal indgå i den videre budgetproces.
Bilag
1. Bruttokatalog, beskrivelse af mulige indsatser
2. Oversigt over oplevede bureaukratiproblemer i Københavns Kommune
3. Københavns Kommune som attraktiv arbejdsplads – færre regler, mindre bureaukrati
4. Forslag til indsatser for afbureaukratisering
5. Medlemsforslag om regelforenkling i Københavns Kommune
6. Kopi af høringssvar
Claus Juhl / Bjarne Winge