Ferie, når du får økonomisk hjælp

Hvis du får kontanthjælp eller uddannelseshjælp, kan du have ret til at holde ferie, hvor du samtidig modtager din ydelse.

Typiske spørgsmål om ferie, når du får økonomisk hjælp

Vis alle

Har jeg ret til at holde ferie?

Der er en række betingelser, som skal være opfyldt, før du har ret til at holde ferie med din ydelse:

  • Du skal i forvejen modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp.
  • Du skal have modtaget kontanthjælp eller uddannelseshjælp, i 12 måneder uafbrudt før det tidspunkt hvor du ønsker at holde ferie.
  • Du skal have aftalt din ferie på forhånd med dit jobcenter.

Dette betyder også, at hvis du modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, så har du ikke ret til at holde ferie med ydelse.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har modtaget kontanthjælp eller uddannelseshjælp i 12 måneder uafbrudt? Du er altid velkommen til at kontakte dit jobcenter, så kan de vejlede dig om din situation.

Hvor meget ferie har jeg ret til at holde?

Hvis du opfylder betingelserne for at holde ferie, har du ret til at holde 4 ugers ferie per ferieår. Du har dog højst ret til 2 ugers ferie ad gangen.

Hvordan beregner jeg mit ferieår?

Ferieåret er individuelt for alle og afhænger af, hvornår man er startet med at modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

Eksempel

Hvis du begynder at modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp fra den 1. april 2021, vil du først have optjent ret til at holde 4 ugers ferie med din ydelse fra den 1. april 2022.

Dit ferieår vil i dette tilfælde være 1. april 2022-31. marts 2023.

Hvordan aftaler jeg med mit jobcenter, at jeg skal holde ferie?

Det er vigtigt, at du taler med dit jobcenter, inden du holder din ferie. Ellers kan du risikere at blive trukket i din kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

Sådan aftaler du ferie med dit jobcenter

Du skal kontakte dit jobcenter og fortælle dem, at du ønsker at holde ferie.

Kan jeg holde ferie uden min økonomiske hjælp?

Du har altid mulighed for at holde ferie uden din økonomiske hjælp. Husk, at du skal kontakte dit jobcenter, inden du holder ferien.

Dit jobcenter kan også vejlede dig om, hvilke regler du skal være opmærksom på, fx i forhold til din ret til at holde ferie med ydelse i fremtiden, hvis du rejser til udlandet i din ferie, hvis du har en ægtefælle, der også modtager økonomisk hjælp osv.

Når du har talt med dit jobcenter, sender vi dig et brev om, at vi stopper din ydelse, fra den dato du ønsker at holde ferie. Her skriver vi også, hvordan du igen kan få ret til din økonomiske hjælp.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg under min ferie?

Bliver du syg i undervejs i din ferie, får du ikke mulighed for at holde din ferie på et andet tidspunkt.

Hvad sker der, hvis jeg har feriepenge eller et feriekort?

Hvis du ønsker at holde ferie, og du har feriepenge eller et feriekort, skal du bruge disse feriepenge først.

Når du har aftalt med dit jobcenter, at du holder ferie med dine feriepenge, sender vi dig et brev. I brevet vil vi bede dig om at sende os nogle dokumenter om dine feriepenge.

Kontakt

Ydelsesservice København (k-kassen)

Telefontider

Mandag

10:00 - 12:00

Tirsdag

10:00 - 12:00

Onsdag

10:00 - 12:00

Torsdag

10:00 - 12:00

Fredag

10:00 - 12:00

Postadresse

Postboks 210

1502 København V