Virksomhedspraktik
Hvad er virksomhedspraktik?
Virksomhedspraktik er et praktikforløb, hvor du i en tidsbegrænset periode arbejder i en privat virksomhed eller i en offentlig organisation.
Du får ikke løn, men fortsætter på din ydelse (fx dagpenge/kontanthjælp). Undervejs i din praktikperiode skal du stadig søge det antal job, som du har aftalt med os i jobcentret.
Hvis du selv finder en virksomhed, du kan komme i praktik i, så kan du henvise arbejdsgiveren her: Til arbejdsgivere: Ansæt en virksomhedspraktikant.
Hvor længe varer en virksomhedspraktik?
Længden på perioden afhænger af nogle forskellige parametre – men som oftest kan du være i praktik i 4 uger, i visse tilfælde er det 13 uger.
Kontakt os endelig, hvis du ønsker at få vejledning om, hvor længe du kan komme i virksomhedspraktik. Se kontaktinfo nederst på siden.
Du skal stadig søge job
Du skal stadig søge det antal job, du har aftalt med os i jobcentret, selvom du er i virksomhedspraktik. Du skal også stadig til samtaler med os i jobcentret.
Sådan kommer du i praktik
Kontakt dit jobcenter, hvis du vil i virksomhedspraktik.
Hvis du selv har kontakt til en spændende virksomhed
Hvis du har fået at vide af os i jobcentret, at du kan komme i virksomhedspraktik, er du velkommen til selv at lave en aftale med den virksomhed, du ønsker at komme i virksomhedspraktik hos.
Vi i jobcentret skal dog godkende aftalen.
Hvilke fordele er der ved virksomhedspraktik?
Virksomhedspraktik kan være relevant for dig, hvis du ønsker
- at vise en kommende arbejdsgiver, at du passer til jobbet
- at afprøve dine kompetencer i et givent job
- at afprøve dine kompetencer i en ny branche
- at få mere relevant erhvervserfaring
- at udvide dit faglige netværk.
Har du brug for et kursus, så du øger din mulighed for at blive ansat i virksomheden, kan du og virksomheden kontakte os og høre mere om muligheden for det.
Har du yderligere spørgsmål?
Vis alle
Kan jeg komme i virksomhedspraktik?
Langt de fleste borgere kan komme i virksomhedspraktik. Vi anbefaler, at du kontakter os, eller at du taler med din jobkonsulent, hvis du ønsker at komme i virksomhedspraktik.
Hvilke virksomheder/organisationer kan jeg komme i praktik hos?
Virksomhedspraktikken kan foregå i alle typer af virksomheder og organisationer. Du kan dog, som udgangspunkt, ikke komme i praktik i den virksomhed eller organisation, hvor du senest har været ansat.
Hvordan får jeg godkendt en virksomhedspraktik, jeg selv har fundet?
Hvis du får kontakt til en virksomhed, der gerne vil ansætte dig i en virksomhedspraktik, kan du bede din kommende arbejdsgiver om at gøre én af følgende to ting:
- Din kommende arbejdsgiver kan oprette en ansøgning om virksomhedspraktik via hjemmesiden VITAS. Når arbejdsgiveren har udfyldt ansøgningen, bliver den sendt elektronisk til os i jobcentret.
- Din kommende arbejdsgiver kan kontakte Københavns Erhvervshus på tlf. 33 66 33 33 mandag-fredag kl. 8-17. Her kan de få rådgivning om, hvordan virksomhedspraktik foregår, og de kan få hjælp til at oprette ansøgningen.
Husk, at virksomhedspraktikken skal godkendes af os i jobcentret, før du kan begynde.
Hvilke generelle regler er der for virksomhedspraktik?
Som praktikant i en virksomhed
- bliver du ved med at få den samme ydelse, som du får nu (du får dermed ikke løn)
- må du kun arbejde i virksomhedens normale arbejdstid – og højst 37 timer om ugen
- er du dækket af Københavns Kommunes forsikringsordning
- er du omfattet af arbejdsmiljøloven og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg undervejs i min praktikperiode?
Hvis du bliver syg, skal du altid huske at give os besked.
- Hvis du ikke er på dagpenge, skal du ringe til os på tlf. 82 56 56 82.
- Hvis du er på dagpenge, skal du ringe til din arbejdsgiver og give os besked via jobnet.dk.
Kan jeg få dækket mine udgifter, når jeg er i virksomhedspraktik? (Godtgørelse)
Du får en automatisk godtgørelse for nogle af de udgifter, du kan have, når du er i virksomhedspraktik. Det kan fx være til transport.
Satsen for godtgørelsen er 18,21 kroner pr. dag i 2024. Du skal ikke dokumentere dine udgifter.
Hvem kan få godtgørelse?
Du kan få godtgørelse, hvis du modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller er du selvforsørgende?
Hvordan får jeg godtgørelsen?
Du skal ikke gøre noget for at få godtgørelsen. Det sker pr automatik.
Kontakt
Jobcenter København
Telefontider
08:30 - 16:00
08:30 - 16:00
08:30 - 15:00
08:30 - 16:00
08:30 - 15:00