Kommunikationshjælpemidler

Hvis du har en funktionsnedsættelse, der giver dig betydelige læse- og/eller skrivevanskeligheder, nedsat kommunikationsevne, eller hvis du fx har svært ved at betjene en pc, kan du søge om kommunikationshjælpemidler.

Et kommunikationshjælpemiddel kan fx være:

  • Bogstavtavler eller kommunikationsbøger
  • Kommunikatorer (fx Speakout)
  • Særlige kommunikationsprogrammer herunder syntetisk tale og ordforslagsprogrammer
  • Særligt betjeningsudstyr til computere som museerstatninger, skærmtastaturer, forstørrelsesprogrammer, scanningsprogrammer og øjenstyringsudstyr
  • Syns-it-hjælpemidler

Det er en forudsætning, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af dit kommunikationshandicap i din dagligdag, eller at hjælpemidlet er nødvendigt for, at du kan udføre et erhverv.

Hjælpemiddel eller forbrugsgode?

Nogle kommunikationshjælpemidler bliver betragtet som det man kalder forbrugsgoder.

Forbrugsgoder er produkter, der kan købes i almindelige forretninger og ikke er særligt fremstillet for at afhjælpe en funktionsnedsættelse. Det kan fx være en pc eller en kommunikations-app.

Hvis kommunen bevilger et hjælpemiddel som et forbrugsgode, er der en egenbetaling på 50 procent af hjælpemidlets pris. Desuden kan der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der koster under 500 kroner.

Udredning og afprøvning af hjælpemidler

Du vil med stor sandsynlighed blive indkaldt til udredning hos Center for Specialundervisning for Voksne, hvor en konsulent vil give dig råd og vejledning og vurdere dit behov ud fra en samtale med dig.

Herefter udvælges et eller flere egnede hjælpemidler, som du får lov til at afprøve på stedet.

I nogle tilfælde kan du få lov til at låne hjælpemidlet med hjem og afprøve det i en periode.

Afprøvningen og samtalen med konsulenten sikrer, at du får et hjælpemiddel, som opfylder dine behov, og som du kan betjene. 

Skal du bruge hjælpemidlet i forbindelse med din uddannelse?

Hvis du skal bruge dit hjælpemiddel i forbindelse med din uddannelse, skal du ansøge om dit hjælpemiddel via dit uddannelsessted. 

De vil ansøge om specialpædagogisk støtte (SPS) til dig. 

Spørgsmål og svar om ansøgning af kommunikationshjælpemidler

Vis alle

Kan jeg selv vælge, hvilken leverandør jeg vil benytte mig af?

Hvis hjælpemidlet bliver bevilget, kan du som udgangspunkt selv vælge, hvilken leverandør du vil have hjælpemidlet fra.

Støtten ydes efter regning fra den leverandør, du vælger. Du kan højest få det beløb, der svarer til prisen på det hjælpemiddel, som kommunen vurderer, er det bedst og billigst egnede.

Desuden er det en betingelse, at det hjælpemiddel du vælger, kan godkendes af kommunen. Det frie valg af leverandør gælder ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel som du ønsker.  

Hvad er forskellen på et hjælpemiddel og et forbrugsgode?

Forskellen mellem et hjælpemiddel og et forbrugsgode er, at hjælpemidler er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug og med den almindelige befolkning som målgruppe. Det kan fx være en pc eller en smartphone. 

Hvis kommunen bevilger et hjælpemiddel, betaler kommunen for det bedst og billigst egnede hjælpemiddel, og eventuel service og reparationer bliver også betalt af kommunen.

Får du i stedet bevilget et hjælpemiddel som et forbrugsgode er der en egenbetaling på 50 procent af hjælpemidlets pris.

Desuden kan der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der koster under 500 kroner.

I de tilfælde hvor forbrugsgodet udelukkende bruges som hjælpemiddel kan det ydes som et udlån. Hvis ikke vil forbrugsgodet være din ejendom, og du skal udover drift og vedligeholdelse selv sørge for eventuel reparation og udskiftning.