Klimafacade+

Klimafacade+ er en udvendig efterisoleringsløsning udviklet til ældre etageejendomme. Løsningen kombinerer energirenovering med forbedret boligkvalitet.
Klimafacade+ på Thomas Laubs Gade

Hvorfor er Klimafacade+ en god løsning

Ældre etageejendomme fra før 1960’erne er typisk ikke isolerede. Det giver et højt energiforbrug og et dårligt indeklima. For at spare CO₂ og højne boligkvaliteten er en efterisolering af netop denne type bygning relevant.

Klimafacade+ er en ventileret facade, som består af skelet, isolering, vindspærre, afstandslister og facadebeklædning. Løsningen kan forlænge levetiden på ejendommen og giver samtidig mulighed for at træffe klimavenlige materialevalg.

Spar penge og CO₂ med Klimafacade+

Kan det betale sig økonomisk og CO₂-mæssigt at få lavet en Klimafacade+ på netop din bygning? Prøv Klimafacade+ Beregner og få et hurtigt estimat på den totaløkonomiske (LCC) og klimamæssige (LCA) tilbagebetalingstid.

Inspirationskatalog til Klimafacade+

Inspirationskataloget viser et udpluk af eksempler for, hvordan Klimafacade+ kan anvendes som løsning, når eksisterende bygninger skal energioptimeres. 

Kataloget er udviklet i samarbejde med Nordic Office of Architecture

Forsiden af Inspirationskataloget.
Udsnit af klimafacade, der viser de enkelte lag. Fra inderst til yderst er det: facebeklædning, afstandsprofiler, vindspærre, efterisolering, skelet og eksisterende mur.

Video: Teknisk opbygning af Klimafacade+

Videoen viser den tekniske opbygning af Klimafacade+, som den er udført i demonstrationsprojektet Klimakarréen på Østerbro. 

Video Url

Få hjælp: Vejledning til byggetilladelse

Vi har lavet en guide til dig, som skal søge byggetilladelse til din Klimafacade+, hvor det er beskrevet trinvist, hvad du skal forholde dig til og gøre.

Få hjælp: Vejledning til plantevæg

Teknologisk Institut har lavet en rapport til dig, som overvejer at opsætte en plantevæg på din bygnings facade. Rapporten hjælper med at skræddersy den rigtige plantevæg til netop din bygning.

Fordelene ved en ventileret facadeefterisolering frem for ikke-ventilerede løsninger

Vis alle

Bedre luftcirkulation / undgå kondens og fugtighed

Ventilerede facader tillader bedre luftcirkulation mellem isoleringslaget og den ydre overflade af bygningen. Dette kan bidrage til at forhindre problemer som fugtophobning og skimmelvækst.

Reduceret risiko for termisk brodannelse

En ventileret facade skaber en bufferzone mellem isoleringslaget og bygningens ydre overflade, hvilket kan reducere risikoen for termisk brodannelse, også kaldet kuldebro. Dette sikrer en mere effektiv isolering og kan bidrage til at forhindre varmetab.

Længere levetid

Ventilation i hulrummet mellem facadebeklædningen og vindspærre/isoleringen forlænger beklædningens levetid ved at holde det tørt. Dette kan bidrage til facadebeklædningens langvarige holdbarhed.

Nedsat støj

En bedre facadeisolering vil også bidrage til en bedre lydisolering.

Øget energieffektivitet

En ventileret facadebeklædning kan nedbringe energiforbruget. Ejendommen bliver afkølet om sommeren og holdt varmt om vinteren, når ventilationen er optimal.

Reduktion af strukturelle bevægelser

Lufthulen tillader opretholdelse af en mere stabil temperatur i bygningen og ydervæggen, som mindsker risikoen for revner og andre strukturelle problemer, da revner typisk opstår grundet temperaturændringer.

Den rigtige afstand

Det er vigtigt at sikre den rigtige afstand til ventilationsrummet, da for stor afstand vil nedsætte isoleringsevnen for den samlede konstruktion. 

Design for adskillelse

Ved at lave et ventileret hulrum og undgå brugen af lim kan opbygningen af facaden lettere konstrueres, så den igen kan adskilles. Det giver mulighed for at udskifte enkelte beskadigede materialer og lettere forberede til genbrug.

 

Fordelene ved en ventileret facadeefterisolering frem for andre efterisoleringstiltag

Vis alle

Høj rentabilitet

Efterisolering af facaden har en god økonomisk og CO2-mæssig rentabilitet sammenlignet med andre former for energirenovering.

Nedsat støj

En bedre facadeisolering vil også bidrage til en bedre lydisolering.

 

Bedre ydeevne af ydervæggen

At efterisolere facaden reducerer varmetabet direkte fra bygningens ydervæg, frem for at det ligger i fx etageadskillelsen. Dette vil også have en positiv effekt på indeklimaet. 

Beskyttelse mod vejrpåvirkninger

En udvendig efterisolering vil beskytte bygningen mod vejrpåvirkninger, frem for hvis den ligger indvendig. 

 

Æstetik

Efterisolering af facaden giver mulighed for en ændring af det æstetiske udtryk, hvilket kan være særligt attraktivt for facader rettet mod baggårde, hvis æstetiske udtryk ofte ikke blev vægtet højt på opførelsestidspunktet for typiske etageejendomme i København – modsat gadefacaderne.

Se kommende materialer

Vis alle

Guide til at højne biodiversitet

 Kommer til foråret 2025.

Guide til håndtering af brandmæssige forhold for Klimafacade+

Kommer til foråret 2025.

Demonstrationsprojekter

Klimakarréen på Østerbro

Klimafacade+ er udviklet af Henning Larsen Arkitekter i samarbejde med Københavns Kommune i Klimakarréen på Østerbro. 

Læs mere om Klimakarréen.

Ålholmhus i Valby

På Roskildevej og Ålholmvej i Valby bliver tre boligblokke efterisoleret med Klimafacade+. Her kommer facadebeklædningen til at bestå af 80 % genbrugsmaterialer, og den CO₂-mæssige tilbagebetalingstid er beregnet til at være på under ét år. Det betyder, at der spares CO₂ med det samme.

I samme demonstrationsprojekt testes plantefacaders evne til at rense luften for farlige partikler, inden den trænger ind i boligerne.

Venneminde på Østerbro

Det tredje demonstrationsprojekt ligger på Østerbro, hvor tre gårdfacader får Klimafacade+ med biobaseret isolering og genbrugsmaterialer som facadebeklædning, for at spare mest mulig CO₂. 

3D-model og katalog med tekniske specifikationer

Modellen viser, hvordan flere ejendomme i Klimakarréen er blevet renoveret med Den Multifunktionelle Gårdfacade. Få et godt overblik over, hvordan de forskellige lag indgår i facaden. Se også, hvordan bygningerne ændrer karakter, når de gamle vinduer pilles ud og erstattes med franske eller spanske altaner.

Kataloget beskriver og visualiserer projektets vision, tekniske specifikationer, illustrationer og dokumentation på målinger og midler. 

Kontakt

Bygningsfornyelse

Islands Brygge 37

2300 København S

Telefontider hos kontaktcenteret
Alle hverdage kl. 9:00 - 16:00