Områdefornyelse Sønderbro

En områdefornyelse er i gang i kvarteret omkring Hørgården og Sundholm på Amager. I løbet af de næste 5 år kommer der til at ske en masse i området - og du kan være med. Områdefornyelsen løber fra 2024 til 2029.

Kvarterplan for Sønderbro

Kvarterplanen er lavet sammen med kvarteret i 2024 og beskriver otte projekter, som kvarteret skal arbejde sammen om frem mod 2029. 

Vil du være med?

Alle kvarterplanens projekter får en projektgruppe tilknyttet, som består af interesserede beboere og aktører fra kvarteret. Det er hér i maskinrummet projekterne udvikler sig og tager form. 
Har du lyst til at være med i en af grupperne, så skriv til sb@kk.dk
Der er lige nu tre projektgrupper, du kan være med i:

  • Sammen om klimahandlinger
  • En positiv kvarteridentitet
  • Et centralt sted at mødes

De andre projekter starter løbende op over vinteren 24/25.  Følg med på vores sociale medier eller her på siden.

Hvad er der sket indtil nu?

Områdefornyelsen blev sat i gang i vinteren 2024 og startede inddragelsesprocessen med at tale med alle de forskellige aktører, der arbejder i kvarteret. Derefter blev beboerne i kvarteret mødt med suppecykel og snakke på forskellige gadehjørner i kvarteret over et par måneder. 
 

På tre arrangementer i foråret blev hele kvarteret inviteret ombord i arbejdet med at skrive en kvarterplan, der beskriver hvilke projekter, kvarteret sammen skal arbejde med de kommende 5 år. Der blev også valgt en styregruppe – bestående af beboere og lokale aktører, der skal have helikopterblikket på kvarteret de kommende år. Herefter blev kvarterplanen skrevet færdig og sendt afsted til politikerne på Rådhuset. De godkendte den i august 2024 og dermed er Områdefornyelsen nu sat i gang.  

Kort over kvarteret

Områdefornyelsen dækker et område på den nordvestlige del af Amager omgrænset af Peder Lykkes Vej, Amager Fælledvej, Sundholmsvej, Brigadevej, Amagerbrogade, Telemarksgade og Englandsvej. Kortet viser afgrænsningen.

Kort over området

Hvad er en Områdefornyelse?

Københavns Kommune sætter områdefornyelser i gang i de kvarterer i byen, hvor der er brug for en særlig indsats.

Størstedelen af det kvarter, vi kalder ’Sønderbro’ er udpeget som et udsat byområde. For løfte kvarteret igangsættes Områdefornyelsen - en 5-årig indsats, der skal støtte op om de mange gode tiltag, der allerede er i gang, men også tilføre nye muligheder.

Områdefornyelsen skal sammen med beboere og lokale aktører sætte en retning for de fysiske, sociale og kulturelle forandringer, der kan gøre kvarteret til et endnu bedre sted at bo og være. 

Kontakt

Områdefornyelsen

Islands Brygge 37

2300 København S