Generelt om luftforurening

Luftkvaliteten i København er påvirket af lokale kilder til forurening såvel som forurening fra andre byer og andre lande, som blæser hertil med vinden. De primære lokale kilder til luftforurening i Københavns Kommune er vejtrafik, brændefyring og kraftvarme- og fjernvarmeværker, mens kilder til forurening fra andre kommuner og fra udlandet også kan være blandt andet flytrafik, skibe, landbrug og kraftværker.  

Hovedparten af luftforureningen med grove og fine partikler stammer fra kilder udenfor byen (over 95%). Det er forurening fra kilder som vejtrafik, brændefyring, flytrafik, landbrug, og skibe, som er blæst hertil med vinden over større eller mindre afstande. Når det gælder luftforurening med kvælstofdioxid (NO2) er udefrakommende kilder lidt mindre dominerende. Her bidrager lokale kilder, særligt vejtrafik og kraftvarme- og fjernvarmeværker, med ca. en fjerdedel af forureningen og udenbys og udenlandske kilder med de resterende tre fjerdedele.

Forurening i luften er et relativt komplekst problem, der både handler om partikler og gasser. Partiklerne har forskellig størrelse og forskellige kemiske og fysiske egenskaber fordi partikler og gasser kan dannes ved en række forskellige processer under forbrænding, mekaniske påvirkninger og processer i atmosfæren, og fordi partiklerne karakteriseres ved forskellige størrelser, kemiske og fysiske egenskaber. Hertil kommer, at netop deres størrelse og kemiske sammensætning er afgørende for, både hvor længe de opholder sig i luften, i hvilken grad de trænger ind i kroppen, og hvor i kroppen de ender.

Partikler i luften karakteriseres efter størrelse, mens gasser betegnes efter deres kemiske sammensætning. Almindeligvis anvendes begreberne PM10 for grove partikler, og PM2,5 for fine partikler. De mest almindelige gasser er kvælstofoxider med fællesbetegnelsen NOx.

Grove partikler (PM10) er luftbårne partikler. De dannes typisk, når jord- og vejstøv ophvirvles af vinden, når vi gruser og salter vejene om vinteren, ved havsprøjt (som tørrer ud til saltpartikler), ved vulkanudbrud, når planter spreder pollen, når byggeri og industrielle aktiviteter støver og sviner, når partikler fra dæk slides af på vejene og når vejene selv slides af trafikken. Disse partikler har en væsentlig kortere levetid, idet de pga. deres vægt kun holder sig svævende i kortere tid. Desuden indgår de kun i begrænset omfang i kemiske/fysiske omdannelser.

De fine partikler (PM2.5) er et resultat af en række kemiske/fysiske omdannelser. De fine partikler kan holde sig svævende i flere uger og dermed transporteres over adskillige tusinde kilometer. De væsentligste kilder til fine partikler er forbrændingsprocesser, der danner henholdsvis svovldioxid og kvælstofoxider, som efterfølgende omdannes til fine partikler. Sodpartikler er fine partikler, og de spiller en væsentlig rolle i klimaforandringer og for vores sundhed

Ultrafine Partikler er luftbårne partikler, der er mindre end 0,1 mikrometer i diameter. De dannes bl.a. ved forbrænding i dieselmotorer. Grundet den ekstremt lille størrelse transporteres ultrafine partikler ikke særlig langt fra kilden og opholder sig kort tid i luften, før de sætter sig på overflader, facader eller andre grove partikler eller klumper sammen og danner grove partikler. Det er således i høj grad lokale forhold, så som fx afstanden til en trafikeret vej, der afgør, hvor eksponeret mennesker er for ultrafine partikler. Ultrafine partikler anses for potentielt at være særligt sundhedsskadelige, da de transporteres til de yderste lungeblærer i mennesker, og i mindre grad videre ud i vores blodbane. 

Kvælstofoxider omtales med fællesbetegnelsen NOx og er summen af koncentrationen af to gasser; kvælstofdioxid (NO2) og kvælstofoxid (NO). NOx dannes ved alle forbrændingsprocesser ved høj temperatur, som fx fyringsanlæg, der anvender gas, olie, kul eller andet brændsel, og i forbrændingsmotorer, diesel- såvel som benzinmotorer. Endelig dannes kvælstofoxider ved nogle industrielle processer, fx produktion af kunstgødning.

NO2 er en sundhedsskadelig gasart, mens NO (den anden del af NOx) i de forekommende koncentrationer i Danmark ikke er sundhedsskadelig. NO omdannes dog relativ hurtigt til NO2 i atmosfæren, hvormed den således bliver sundhedsskadelig. Den helt dominerende kilde til NOx i København er vejtrafikken.

Black Carbon (BC) er en delkomponent af fine partikler og bliver primært dannet via uforbrændt kulstof fra forbrændingsprocesser som fx i en bilmotor eller brændeovn. Black Carbon stammer endvidere fra andre kilder end ufuldstændige forbrændingsprocesser, som fx dækslid fra trafikken. Black Carbon kan, som de fine partikler, transporteres over lange afstande og forblive i lang tid i luften.

Med Luftkvalitetsdirektivet har EU opstillet grænseværdier for en række luftforurenende stoffer og partikler. Miljøstyrelsen er ansvarlige for monitorering og indsatser på nationalt plan og for at vi overholder EU’s grænseværdier i Danmark. Alle EU’s grænseværdier er overholdt i København. 

WHO har opstillet vejledende grænseværdier for god luftkvalitet. De er markant lavere end EU’s grænseværdier, da der er fundet videnskabeligt belæg for at luftforurening har negative sundhedskonsekvenser ved væsentligt lavere koncentrationer. WHO’s grænseværdier er ikke overholdt i København, men er optaget som kommunens målsætning i kommunalplanen.