Offentliggjort
Frist

Aftaler om kommunal anvisningsret til private udlejningsboliger i Københavns Kommune

Københavns Kommune opfordrer private boligudlejere til at indgå aftaler om anvisningsret, evt. mod økonomisk godtgørelse

Opgaven

Socialforvaltningen i Københavns Kommune opfordrer samtlige private udlejere af ejendomme med 4 eller flere lejligheder i Københavns Kommune til at afgive tilbud om overdragelse af anvisningsret. Ved overdragelse af anvisningsretten kan private udlejningsboliger anvendes til boligsocial anvisning efter den ordning, der er beskrevet i lov om boligforhold kapitel 7. Det vil evt. være muligt for udlejer at modtage en økonomisk godtgørelse til gengæld for overdragelse af anvisningsret.

Tilbud skal afgives skriftligt og er bindende.

Af tilbuddet skal fremgå: 

  • Hvilke konkrete lejligheder eller hvor stor en andel af lejlighederne i en konkret ejendom, der tilbydes kommunal anvisningsret til.
  • Størrelsen af og huslejen på de tilbudte lejemål.
  • Perioden for den ønskede anvisningsaftale.
  • Størrelsen på den ønskede økonomiske godtgørelse.

Af hensyn til betalingsevnen hos målgruppen for den boligsociale anvisning i København ønsker Københavns Kommune som udgangspunkt at indgå aftaler om anvisning til lejeboliger med en husleje på op til 6.500 kr./md. ex. forbrug. Boligerne skal være beliggende i Københavns Kommune. Københavns Kommune er primært interesseret i boliger, hvor der ikke stilles studieaktivitetskrav til beboerne.

Aftaler kan kun indgås med henblik på løsning af boligsociale opgaver. Der kan højst indgås aftaler om anvisningsret til 25 pct. af lejlighederne i en ejendom. Hvis en udlejer afgiver tilbud om anvisningsret til flere ejendomme, vil der skulle indgås individuelle anvisningsaftaler for hver ejendom. Aftalerne skal tinglyses. 

Blandt de indkomne tilbud vil Københavns Kommune vælge det eller de efter kommunens skøn mest hensigtsmæssige tilbud med hensyn til kvalitet, beliggenhed, antal og pris.

Afgiv tilbud

Tilbud sendes til: CY75@kk.dk

Socialforvaltningen tager løbende stilling til indkomne tilbud.

Læs mere

Ordningen har hjemmel i Lov om boligforhold (kapitel 7) og er desuden beskrevet i denne pjece fra Social- Bolig- og Ældreministeriet og Hjem til Alle Alliancen: Guide-til-samarbejde-mellem-kommune-og-privat-boligaktoer-om-at-nedbringe-hjemloeshed_FINAL.pdf (hjemtilalle.dk).