Spørgsmål og svar

Her finder du svar på nogle almindelige spørgsmål om Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Hvis du ikke føler, du kan få hjælp fra de voksne, der er tæt på dig, er der nogle voksne i din kommune, som arbejder med at hjælpe børn og unge, der har det svært. Voksne, der skal lytte til dig, og som du kan ringe eller skrive til.

Alle børn og unge har rettigheder – og ret til hjælp, hvis de har brug for det.

Har du brug for hjælp nu? Det kan måske føles underligt at spørge efter hjælp her på siden hos nogle voksne, du ikke kender endnu. Men børne- og ungerådgiverne er her netop for at hjælpe børn og unge i vores område, hvis der er noget, der er svært.

Du kan altid skrive eller ringe til Den Sociale Døgnvagt for at få hjælp. De har åben 24 timer i døgnet alle årets dage. 

Kontakt

Den Sociale Døgnvagt

Åboulevard 38

2200 København N

Spørgsmål og svar

Vis alle

Hvad er en kommune, og hvorfor skal jeg vide det?

Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.

I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis i den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune. 

Hvad er Socialforvaltningen?

Socialforvaltningen (SOF) er en af syv forvaltninger i Københavns Kommunen. Vi arbejder for, at alle, der bor i kommunen, har det godt. Hvis du ikke har det godt, kan du få brug for støtte og hjælp fra os. Vi har et særligt ansvar for, at børn og unge har det godt, når de vokser op. Vi vil altid lytte til børnene for at gøre det så godt som muligt for dem.

Hvad kan jeg få hjælp til?

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for. Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier. 

Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv. 

Hvad er særligt ved vores hjælp?

Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre. Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det helt selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, det skal være. 

Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig. Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært. Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt. Eller at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler. 

Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra fx BørneTelefonen. BørneTelefonen – og andre som dem – kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer. Hvis du har brug for tale med nogle voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du fx snakke med BørneTelefonen. BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig. 

Hvad er mine rettigheder?

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det. 

Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med. 

Skal jeg sige, hvad jeg hedder, og får mine forældre noget af vide?

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym. 

Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre. 

Hvem tager telefonen/svarer på min kontakt til jer?

Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.

Hvad sker der, hvis telefonen ikke bliver taget, når jeg ringer?

Du kan på alle tider af døgnet kontakte vores sociale døgnvagt for råd og vejledning. Du kan møde op personligt, sende os en mail, eller ringe til os på 33 17 33 33. Når du henvender dig til Den Sociale Døgnvagt, har du altid mulighed for at være anonym. 

Hvad sker der, når jeg har talt eller skrevet med jer?

Hvis du har talt eller skrevet med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen. 

Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske. 

Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer. 

Sådan foregår det, når du kontakter os

Vær med, når en af vores børne- og ungerådgiver taler med 15-årige Frederik, der føler sig utryg, fordi hans far drikker for meget alkohol og tit bliver vred.

Svære ord, der er gode at kende

Vi har også samlet en liste med forklaring på ord, som kan være svære at forstå.