Unge står ved en skillevej: Her er tre gode råd til at vælge ungdomsuddannelse

Det er fra i dag muligt at søge om optag på en ungdomsuddannelse. Ungdommens Uddannelsesvejledning i København har tre gode råd til, hvordan man træffer et godt valg.

Gymnasium, hf, erhvervsuddannelse eller 10. Klasse. 

Mulighederne er mange, når vores unge gennem de næste måneder skal vælge, hvilken ungdomsuddannelse som de vil søge ind på.  

I Ungdommens Uddannelsesvejledning i Københavns Kommune har man stor erfaring med at vejlede unge til at træffe et uddannelsesvalg.  

Her har leder Peter Schantz tre gode råd til unge og deres forældre om, hvad man kan tænke over inden ansøgningsfristen 1. marts.  

Tre gode råd:  

  1. Uddannelsesvalg er en proces: Uddannelsesvalg er ikke bare et kryds i et skema kort inden ansøgningsfristen. Så brug tiden frem til 1. marts til at blive klogere på jeres valg.  
  2. Støt og udfordr den unge: Den unge skal have støtte i sin proces med at vælge ungdomsuddannelse. Men lige så vigtigt, så skal den unge have udfordret sine tanker, planer og ideer, så valget kan træffes på et grundigt og oplyst grundlag. 
  3. Afmystificer frygten for at vælge forkert: Frygten for at vælge forkert er en af de største bekymringer i valget af ungdomsuddannelse. Mens langt de fleste finder den rette ungdomsuddannelse, så ender nogle unge det forkerte sted. For dem er der muligheder for senere at skifte spor.

Alle unge i Københavns Kommune har en uddannelsesvejleder tilknyttet. Hvis man går i 9. eller 10. Klasse, så har man en vejleder på sin skole. Når man har afsluttet skolen, så kan man finde sin vejleder på https://ung.unoung.dk/find_vejleder.html.  

Det er også muligt at kontakte Ungdommens Uddannelsesvejledning på telefon i åbningstiden og tale med en uddannelsesvejleder. Derudover kan man møde fysisk op uden tidsbestilling til “Åben vejledning” på Korsgade 30 på Nørrebro. Her er åbent i specifikke tidsrum alle hverdage.    

- Nogle unge er i tvivl om deres uddannelsesvalg, mens andre er helt sikre på, at de skal ind på et bestemt gymnasium. For begge kan det være en rigtig god ide at snakke med en vejleder. De har en faglighed, der gør, at de kan hjælpe unge på rette vej, men også samtidig udfordrer den unge i sine overvejelse, fortæller Peter Schantz, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i København. 

Åben vejledning 

Mandag -12.00 til 16.00 
Tirsdag - 13.00 til 16.00  
Onsdag - 12.00 til 16.00 
Torsdag - 12.00 til 16.00  
Fredag - 12.00 til 14.00 

Kontakt

UU København

Modtager ikke sms.

Kontakt

Pressetelefon

Modtager ikke sms.