Ukrainske flygtninge får job i servicebranchen
Janni Fisker er key account manager i Københavns Erhvervshus i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Lige nu har hun særligt fokus på at matche ukrainske flygtninge med virksomheder i servicebranchen, der mangler arbejdskraft.
”De fleste vil gerne arbejde så mange timer som muligt. De er meget ihærdige, fordi de vil gerne kunne forsørge sig selv her i Danmark, men også fordi de gerne vil kunne sende penge hjem til familie, der er blevet tilbage i Ukraine”, siger Janni Fisker.
Sproglige udfordringer
Det er dog ikke alle typer job, de ukrainske flygtninge kan komme i spil til.
”Ukrainerne kommer med mange forskellige kompetencer – jeg har fx både mødt en tandlæge, en syerske, en psykolog og en kandidat i østeuropæisk lingvistik. Men de har nogle udfordringer med at tale engelsk, så det er er en af vores største udfordringer, når vi skal hjælpe dem i job. Servicebranchen er et virkelig godt bud for ukrainere, fordi den i forvejen rummer ansatte, der har udfordringer rent sprogligt. Og vi har set, at der ofte i forvejen er ansatte, der kan enten ukrainsk, russisk eller polsk – og det hjælper”, fortæller Janni Fisker.
Smil og imødekommenhed
Janni Fisker har et tæt samarbejde med Bellagroup, som driver hoteller og konferencefaciliteter i københavnsområdet. Her leder Pia Jakobsen, som er Bellagroups Director of Operations, People & Culture, bl.a. efter kokke, tjenere og receptionister, ligesom hun også mangler medarbejdere inden for housekeeping og facility.
Hun fremhæver ligesom Janni, at de sproglige kundskaber har betydning for jobmulighederne.
”Det er vigtigt at se på, hvor i organisationen det kan fungere, selvom man måske ikke taler så godt engelsk. Det er fx ikke så vigtigt, hvis man er tjener i en morgenmadsrestaurant, for her er den primære opgave at fylde op, og man taler ikke så meget med gæsterne – her kommer man langt med smil og imødekommenhed”.
Speeddating
De første møde mellem de ukrainske flygtninge foregår som en slags speeddating, hvor Janni Fisker kommer med en gruppe ukrainere, som er interesserede i de jobmuligheder, Pia Jakobsen kan tilbyde.
Ukrainerne er i forvejen blevet screenet ift. fx kompetencer og jobønsker af Jannis kolleger i jobcentret, ligesom formelle forhold som cpr-nummer, Nemkonto osv. også er på plads, så de er klar til at træde ind på det danske arbejdsmarked.
Pia Jakobsen fortæller:
”Først får de en rundvisning i huset. Det gør det nemmere for dem bagefter, at de har set rammerne, fx i køkkenet, hvis der er der, vi har ledige stillinger. Bagefter laver vi jobinterviews sammen med en tolk.”
”Hvis både de og vi siger ja, ansætter vi dem som regel først for en 14-dages periode. Det giver dem mulighed for at se os an – og omvendt. De prøver jobbet af, ved at vi langsomt bygger det op og ser, om det kan fungere. Inden for housekeeping skal de fx selv kunne rengøre et værelse på dag 4, på dag 7 skal de selv klargøre rengøringsvognen osv. Nogle opdager, at jobbet er for hårdt fysisk for dem, og vælger at trække stikket. Men hvis det fungerer, ansætter vi dem på en permanent kontrakt”.
Pia Jakobsen tilføjer:
”For at ukrainerne skal have lyst til at blive hos os efter de første 14 dage, er det vigtigt, hvordan de bliver modtaget. Vi gør meget for at sikre, at dem de skal arbejde sammen med, er bekendt med deres sprogkundskaber og deres forudsætninger for at løse opgaverne. Det er også godt, hvis der er andre i gruppen, der kan sproget – det betyder meget for at skabe relationer til kollegerne”.
Sprogundervisning og kulturtræning
Bellagroup trækker bl.a. på tidligere erfaringer med at modtage syriske flygtninge på koncernens arbejdspladser.
”Vi har tidligere kørt en jobskole, som vi er ved at starte op igen. I den får de sprogundervisning og kulturtræning, og de lærer om den danske model og hvad vil det sige at være på en dansk arbejdsplads”, siger Pia Jakobsen.