Teknik- og Miljøforvaltningen åbner kontaktcenter til gavn for københavnere og erhvervsliv
Det bliver nemmere at komme i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
Fremover vil københavnere og erhvervsliv bare skulle trykke nummeret 33 66 56 00 for at få en medarbejder i røret, der kan give vejledning til alt fra ansøgninger om at afholde et arrangement, etablere udvidet udeservering og søge om byggetilladelse. Man kan også anmelde generende støv og støj til kontaktcenteret, stille spørgsmål til vand og miljø og få status på sin byggesag.
Kontaktcenteret er et led i Københavns Kommunes erhvervsstrategi og vil i første omgang være en indgang til områderne Miljø, Vand, Støj, Støv, Byggetilladelser, Udeservering og Arrangementer.
Den fælles indgang til forvaltningen får også markant længere åbningstid, og københavnere og erhvervsliv kan derfor fremover få hjælp alle hverdage mellem 9-16.
”Det kan være svært for københavnere og små virksomheder, der kun sjældent har brug for at søge om byggetilladelse, eller om tilladelse til et arrangement, at gennemskue, hvornår og hvordan man laver en ansøgning, og hvor man skal sende den hen. Kontaktcenteret giver færre indgange, så det bliver nemmere for københavnere og virksomheder at få råd, vejledning og en hjælpende hånd, og derfor er jeg rigtig glad for indsatsen,” siger Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
Hos Dansk Industri i Hovedstaden er man også glad for oprettelsen af kontaktcenteret og kalder det et ’løft til erhvervsservicen':
”Erhvervslivet har brug for en forenklet adgang til Københavns kommune. Vi oplever, at netop indgangen og adgangen til kommunen har været svær at gennemskue for mange erhvervsdrivende. Kontaktcenteret går i retning af ”én indgang” for virksomhederne, og det er noget, som virkelig vil give et løft til erhvervsservicen,” lyder det fra Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden.
Første del af Kontaktcenter Teknik og Miljø åbnede lige efter påske, og erfaringerne er gode. Godt 5000 borgere og virksomheder har siden åbningen gjort brug af kontaktcenteret. Her har de fået svar på alt fra regler for mobilt gadesalg, om et arrangement kræver tilladelse, og hvordan man søger om byggetilladelse – til konkrete svar på, hvor en specifik byggesag eller ansøgning om udeservering er i sagsbehandlingsprocessen.
I første omgang blev bl.a. byggesager og arrangementer koblet på det centrale nummer. Men fra 1. juni udvider forvaltningen og tilføjer områderne støv, støj, vand og miljø, så københavnerne f.eks. også kan få hurtig hjælp til generende støv og støj. Støjvagten vil desuden have åbent torsdag, fredag og lørdag fra klokken 16.00 til 23.00, så der kan sættes ind ved akut, generende støj.
Fakta om det nye kontaktcenter
Kontaktcentret er bemandet med serviceformidlere, der har gennemgået en grundig oplæring, så de er rustet til at besvare spørgsmål af generel karakter på forvaltningens myndighedsområde. De har også adgang til fagsystemer, så de f.eks. kan oplyse om status på en igangværende sag.
Hvis en henvendelse kræver dybere faglig ekspertise, vil serviceformidlerne hjælpe med kontakt til forvaltningens fagspecialister.
Telefonnummeret til Kontaktcenter Teknik og Miljø er 33 66 56 00, og telefontiden er alle hverdage fra klokken 9.00 til 16.00.