Styrk det digitale fællesskab i København
Hvordan kan vi sammen styrke Københavns digitale by og skabe trygge fællesskaber?
Det skal vi sammen blive klogere på, når vi samler Facebookadministratorer og kommunen for at fremme samarbejde, udveksle viden og styrke de digitale fællesskaber i byen.
Sammen vil vi udforske, hvordan vi kan:
- Støtte frivillige administratorer i deres arbejde
- Dele viden om moderations- og kommunikationspraksis
- Samarbejde mellem Københavns Kommune og de digitale fællesskaber
- Skabe en mere tryg og inkluderende digital by
Hvad får du ud af at deltage?
Ved at deltage får du mulighed for at udvide dit netværk, hente inspiration fra andre, være med til at udvikle nye initiativer. Måske du har spørgsmål eller udfordringer, som Københavns Kommune kan hjælpe med. Fx hvordan man bedst håndterer trolls og spam, eller hvilke indsatser man kan henvise gruppemedlemmer med sociale udfordringer til.
Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.
Tilmeld dig via dette link, hvis du vil med til inspirationsmødet
Har du spørgsmål, kan du skrive til sebastian@nordicsafecities.org
Program
- 16.30 Introduktion og rådhuspandekager
Nordic Safe Cities og Københavns Kommune - 16.40 Danmarks Digitale Frivillige
Mikkeline Thomsen, Analyse & Tal - 16.55 Samtale i grupper om udfordringer i rollen som administrator
Hvilken gruppe administrerer du og hvorfor blev du administrator?
Hvis du ikke er administrator, i hvilken FB-gruppe er du mest aktiv/interesseret?
Hvilke særlige udfordringer støder du ofte på som administrator, og hvordan håndterer du dem typisk? - 17.25 Potentialer ved samarbejde om digitale fællesskaber i byen
Hvordan kan Københavns Kommune støtte og forstærke administratorernes frivillige arbejde? Hvordan kan et samarbejde mellem administratorer og Københavns Kommune skabe en tryggere og mere inkluderende by med stærkere digitale fællesskaber, på sociale medier og på gaden? - 17.55 Afrunding og næste skridt
Nordic Safe Cities og Københavns Kommune - 18.00 Tak for i dag
Baggrund
I dag fungerer Facebookgrupper som digitale medborgerhuse. Her deler medlemmerne viden, støtter hinanden, giver råd, debatterer og hjælper – ofte med stor betydning for både trivsel og fællesskab. Faktisk viser en undersøgelse fra analysebureauet Analyse & Tal, at 70% af den voksne befolkning er medlem af mindst én gruppe, og fire ud af fem medlemmer er aktive ugentligt eller oftere.
Der eksisterer ca. 450 københavnske digitale fællesskaber på Facebook. Disse grupper afspejler forskelligheden i København og giver et unikt indblik i, hvad der rører sig i byen. Sammen med Nordic Safe Cities inviterer Københavns Kommune administratorer på tværs af byen til inspirationsmøde.
Om Nordic Safe Cities
Nordic Safe Cities er en alliance af nordiske byer og partnere, der arbejder for at beskytte lokalt demokrati, modvirke polarisering og styrke social samhørighed. Læs mere om Nordic Safe Cities