Søg om økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde og julearrangementer for udsatte borgere

Organisationer og frivillige foreninger kan nu søge om økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde for københavnerne. Det sker gennem § 18-puljen og økonomisk støtte til julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper.
Fonden JunkFood er en af de organisaitoner og frivillige foreninger, der tidligere har modtaget økonomisk støtte til uddeling af gratis varme måltider til gadens folk. Foto: JunkFood.

Samtalegrupper, peer-fællesskaber og fællesspisning juleaften.

Københavns frivillige kræfter og civilsamfundsorganisationer er et uundværligt supplement til kommunens egne sociale indsatser, og vanen tro, uddeler Socialudvalget i Københavns Kommune igen i år midler til frivilligt socialt arbejde.

Fra i dag kl. 12.00 og frem til fredag den 2. maj kl. 12.00 kan organisationer og frivillige foreninger søge § 18-midler til frivilligt socialt arbejde i 2026, og der kan søges om økonomisk støtte til at afholde julearrangementer, når vi nærmer os julemåneden. Ansøgere vil modtage svar på deres ansøgning i løbet af efteråret 2025.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:
”Værdien af de tusindvis af frivillige københavnere, der stiller sig selv og deres fritid til rådighed, er helt uvurderlig. Særligt i en tid hvor vi ser, at uligheden vokser, og stadigt flere københavnere føler sig ensomme, fordi de ikke er en del af sociale fællesskaber. De frivillige initiativer og arrangementer gør en kæmpe forskel for nogle af de københavnere, der har det allersværest. Det gode arbejde skal vi naturligvis støtte op om i Københavns Kommune, og jeg håber, at vi får rigtig mange gode ansøgninger fra organisationer og foreninger i hele byen.”

§ 18-midlerne gives som støtte til frivilligt socialt arbejde, der finder sted i 2026. Det gælder primært indsatser og aktiviteter til gavn for københavnere med særlige sociale behov.

Det er projekter, der kommer en bred målgruppe til gode - lige fra socialt udsatte børnefamilier og ensomme unge til mennesker med psykisk sygdom.

Julestøtten uddeles til sociale foreninger og organisationer, der afholder julearrangementer for Socialforvaltningens målgrupper. Det kan for eksempel være julearrangementer for mennesker med handicap eller hjemløse københavnere.

Der bliver afholdt to informationsmøder i forbindelse med åbningen af ansøgningsrunden.

Online-informationsmøde mandag den 24. marts kl. 16.00-17.00

Man tilmelder sig det online informationsmøde ved at sende en e-mail til: paragraf18@kk.dk

Fysisk informationsmøde mandag den 7. april kl. 17.00-18.00 på Københavns Rådhus

Deltagelse i det fysiske informationsmøde kræver ikke tilmelding.

Læs mere om § 18-midler, og hvordan du søger

Læs mere om julestøtte, og hvordan du søger

Socialforvaltningens pressetelefon

Tlf: 23 25 66 53

Modtager ikke sms.