Arkivnyhed - Kan være forældet

Sociolancen modtager pris for at støtte mænds sundhed

Forum for Mænds Sundhed har tildelt Men’s Health Prisen 2024 til Søren Lund og René Petersen fra Sociolancen. Sociolancen er et unikt samarbejde mellem Region H og Socialforvaltningen, der giver socialt udsatte og hjemløse sundhedsfaglig og social støtte.

Dokumentarserien ”Udrykning med omsorg” på TV2 Kosmopol følger Sociolancens vej igennem byen, når paramedicineren Søren og støttekontaktpersonen René bliver tilkaldt eller udfører opsøgende arbejde på gaden. Dokumentaren har sat fokus på særligt de mange mænd, der lever på kanten af samfundet og har behov for et særligt socialt og sundhedsfagligt tilbud som netop Sociolancen.

”Jeg er utrolig glad for, at Sociolancen med det unikke makkerpar Søren og René i front får denne hædersbevisning. Jeg har selv været så heldig at være med Sociolancen ude at køre og her opleve den hjertevarme og den høje sundheds- og socialfaglige støtte og behandling, som Sociolancen hjælper vores udsatte borgere med. Det gælder særligt mange udsatte mænd, som ikke selv finder vej til lægen eller får opsøgt den støtte, de har brug for,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

I Københavns Kommune er der også stor glæde over den flotte pris til Sociolancen.

”I Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder vi målrettet med at skabe bedre forhold for udsatte borgere. Derfor har vi også i vores udsatte- og hjemløseenhed gadeplansmedarbejdere og kontaktpersoner tilknyttet, som har den helt nære kontakt til hjemløse københavnere. Sociolancen gør en kæmpe forskel for mange af dem, som lever på kanten af samfundet, og den flotte pris er en meget fin anerkendelse af det store arbejde,” siger socialborgmester i Københavns Kommune Karina Vestergård Madsen.

Forum for Mænds Sundhed med formand Svend Aage Madsen i front begrunder prisen med, ”at med den rette tilgang og indstilling, man har til at møde manden i sundhedsarbejdet, kan man være med til hjælpe nogle mænd på vej i den rigtige retning, som er til gavn for mandens sundhed, men også til gavn for hele samfundet”.

Prisen blev uddelt som optakt til Men’s Health Week, som løber af stablen denne uge.

Fakta om Sociolancen

Sociolancen modtager ture både fra 1-1-2, fra politiet og via gadeture og har et tæt samarbejde med Københavns herberger og væresteder. Sociolancen kører i dagtimerne fra kl. 11 til 23 og bemandes fast af en paramediciner fra Akutberedskabet og en støttekontaktperson fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Sociolancen medbringer udstyr til livreddende behandling og basalt helbredstjek. Den hjælper både kvinder og mænd, men opgørelser viser, at det særligt er mænd, der modtager hjælp fra den udkørende enhed. Formålet med Sociolancen er blandt andet at løfte kvaliteten i den opsøgende indsats for socialt udsatte københavnere, aflaste ambulancerne, når opgaverne er mere socialfaglige end sundhedsfaglige, og sikre, at udsatte borgeres problemstillinger ikke falder mellem to stole.

Sociolancen udsprang af et satspuljeprojekt fra 2015 og har været i fast drift siden 2018. Midler til drift af køretøj og sundhedsfagligt personale er bevilget af Region Hovedstaden, og lønmidler til socialfaglige medarbejdere er bevilget af Københavns Kommune.

Region Hovedstaden er ved at undersøge muligheden for at udvide Sociolancen eller en lignende mulighed til andre kommuner i regionen.

For yderligere oplysninger kontakt:

Socialforvaltningen i Københavns Kommune, pressetelefonen: 2325 6653